Find oversætter

Jeg er vred over, at jeg ikke er vred

Af Louise Juhl Dalsgaard - 17. juli 2017

Vi opdrages til at undgå vrede, til at finde andre og mere hensigtsmæssige måder at agere på. Vi lærer fra barnsben af at tæmme vores følelser, forklare dem fremfor at handle på dem, at give dem et udtryk alle så at sige kan “leve med”. Vi opdrages sådan, fordi omkostningerne ved at udleve vreden er for store. Vi risikerer udstødelse af fællesskabet, at miste status, eller i værste fald at ende i fængsel.

          Alle husker de gange det ikke er lykkedes at beherske vreden. De gange, hvor vi kastede med penalhuset, fordi matematikopgaven ikke lod sig løse, eller de gange, hvor vi smed os i kassekøen, fordi vi ikke fik hvad vi pegede på. I bakspejlet barnets medfødte “mine behov før alle andres.” Reaktioner, vi med alderen lærer at kontrollere og forfine.

Jeg er præcis sådan opdraget til at beherske vreden. Jeg har lært at “bede om”, hvis der er noget, jeg ønsker, og at respektere et nej, hvis mine krav ikke imødegås. Jeg har lært at udskyde mine behov, at vente i køen og at yde for at nyde. Alt det, der hører sig voksenlivet til. Jeg er langt hen ad vejen glad for min opdragelse, jeg var næppe nået langt, hvis jeg var fortsat med at skrige mig rød, hver gang tingene ikke gik efter mit hoved.

          Men. For der er et men: Udsættelse af behov, tæmning af vrede, er langt fra omkostningsfrit. Vi kan kontrollere følelser og tilsidesætte behov til et vist punkt, men ikke alt og ikke for altid. Selv endte jeg i en spiseforstyrrelse, der nær kostede mig livet, fordi jeg til overmål lærte at tæmme vreden, pakke den ind i ekstrem d/lydighed. I mange år efterlyste mine omgivelser faktisk en følelsesmæssig reaktion, en vrede de selv kunne reagere på, fremfor den stiltiende og tilsyneladende vredesløse anoreksi (som jo dybest set er ekstremt passiv-aggressiv).

I mange år har jeg søgt at forstå vreden. Hvad er vreden for en størrelse, hvor findes den, hvordan giver den sig til udtryk?

          Jeg har forsøgt at finde plusser og minusser ved vreden, jeg har læst om, hvordan den anses for en sund og nødvendig følelse, som i det omfang, den er kontrolleret, er konstruktiv og nyttig. Mens den hos andre modsat beskrives som en upassende størrelse i et civiliseret samfund, hvor selvbeherskelse og dannet opførsel er nødvendig for sameksistens.

          Vrede fører af sidstnævnte årsag tit til skyld og skam hos de, der mærker den. Vrede er upassende. Selv forsøger jeg endnu ofte at undertrykke den, eller ender med at nuancere mine umiddelbare følelser til ukendelighed – der ér jo altid flere sider af samme sag osv.

Googler man vrede, finder man et dansk wikipedia-opslag, som i skrivende øjeblik i dén grad er mangelfuldt. Søger man hjælp til forståelse gennem dyrs adfærd, finder man at vreden i dyreverden har til formål at skræmme potentielle aggressorer væk. Hos dyrene er vreden således et forsvar snarere end et angreb, interessant. Et sted står der, at beherskelse af vrede er placeret i et center i pandelappen, og at denne funktion kan hæmmes af visse psykiske lidelser, demens, sclerose og neurologiske skader. Vreden, når den gøres til genstand for undersøgelse, er i enhver henseende  interessant:

          Hvad gør vreden FOR os, hvad gør den IMOD os – hvilke formål tjener den? Og hvordan med vrede, der er vendt mod os selv – optræder den slags hos dyr, for eksempel, og kan den indadvendte vrede også tjene et positivt formål? Hvordan nærmer vi os vreden uden at lade os overvælde eller ende i “følelsernes vold”, bogstavelig talt. Også uden den totale objektgørelse, som en placering af følelser i hjernebarkstrukturen har det med at gøre?

          Her tænker jeg, at litteraturen kan hjælpe. Selv læste jeg for mange år siden Herbjørg Wasmos bog Dina, (om en kvinde, der i den grad lever i sine følelsers vold). For mig var det tæt på en åbenbaring, gennem Dina, at få lov at møde vreden “ved stedfortræder”.

Jeg har siden læst mange bøger med vrede som omdrejningspunkt, for nylig Maja Lee Langvads eminente værk “Hun er vred“. Vreden hér udgør en slags kontrapunktisk partitur: op og ned, her og der, ud og ind. Jeg elsker det.

          Jeg vil gerne vide mere om vrede. Ikke entydige, forsimplede beskrivelser, hvor vreden alene ses som en god, kraftfuld følelse, eller modsat som en invaliderende, ødelæggende kraft – men vrede som et både-og, forsvar og angreb, styrke og svaghed. Hvad ér vrede, hvad er vredens potentialer, mulige farer? Hvorfor har jeg for eksempel i dette indlæg forsøgt at tæmme min egen vrede ved at intellektualisere den? Gøre vreden til et diskussionsemne snarere end bare smadre porcelæn?

Jeg er vred over, at jeg er vred,” skriver Maja Lee Langvad i sin bog. Jeg har det lige omvendt (eller måske helt på samme måde):

          Jeg er vred over, at jeg ikke er mere vred, end jeg er.

          Jeg er vred over, at jeg slet ikke er vred, men ked af det.

          Jeg er vred over at være ked af det.

          Jeg er vred over, at det skal være så svært at skelne mellem vreden og det at være ked af det.

          Jeg er vred over, at jeg har nemmere ved at være ked af det end ved at være vred.

          Jeg er vred over, at jeg gør dét, der er nemmest.

          Jeg er vred over, at jeg bruger tiden på at skrive; at jeg gør, hvad der er nemmest, i stedet for at gøre det, der er svært.

          Jeg er vred over, at jeg ikke gør noget andet end at skrive.

          Jeg er vred over, at dét at skrive er en måde at undgå vreden på.

          Jeg er vred over, at en terapeut skriver om mig: “Hun er dygtig til at formulere sine følelser, men tilsvarende ringe til at mærke dem, ikke mindst vreden.”

          Jeg er vred. Hér begynder det.

/Louise Juhl Dalsgaard

/indlægget er en udvidet udgave af et blogindlæg på digterens hjemmeside, destory.dk, fra 2017

2004 - 2017 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte