Lise Andersen

Sidst opdateret: 26. december 2018
Lise Andersen

Beskrivelse:

Jeg har altid skrevet. Jeg debuterede i 1991 med to digtsamlinger: ’Over snegrænsen’ og ’Solpletter’. Jeg skriver bøger for børn og skønlitteratur for voksne. Har desuden skrevet en enkelt fagbog, der nu er kommet som e-bog ’Det lille barn’. Desuden har jeg skrevet en enkelt læse-lyst bog og en bog for flygtninge/indvandrere (’Mirzas lys’). Som sundhedsplejerske har jeg haft mulighed for at arbejde i udlandet. Jeg har været i Yemen, Thailand (flygtningelejr), Uganda (mor/barn klinik) og sidst i Grønland over flere gange. Opholdet under andre himle, andre dufte – skikke har betydet meget for mit forfatterskab og har været kilde til inspiration. F.eks. i børnebøgerne om Fatima, i ’Slanger i græsset’ og i ’Født under stjernerne’. Men bøgerne er fiktion. En selvbiografisk bog er ’Vejen til Lee’ som handler om min søsters sygdom og død.(udkom i 2011). Men man behøver ikke at rejse langt væk for at finde dramaer. De findes alle vegne, hvor mennesker mødes og er en stadig grund til undren men også inspiration til nye bøger.

Kontakt Oplysninger:

Adresse: Bryggervænget 7, 9430 Vadum Land: Danmark Tlf: 98271901 Mobil: 22432450 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

Aarhusgruppen, De skønlitterære, Lyrikere, BU-gruppen

Online Referencer:

Forlag: Lauritz/Historia Udgivelsesår: 2018

Den sommer i Peshawar, fortællinger af bydelsmødre

Fem kvinder fra forskellige del af verden har fortalt deres historie - om deres liv inden de kom til Danmark. Det er barske fortællinger, de har oplevet ting, som man end ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Det giver også et unik indblik i, hvad der får mennesker til at flygte fra alt det, de kender og holder af.
Men det er stærke kvinder der er kommet videre i deres liv. De har endda overskud til at hjælpe andre kvinder fra samme del af verden som dem selv.
Det er jo det, der er det geniale: de kommer fra samme land, taler samme sprog og kan derfor bedre sætte sig ind i, hvordan det er at komme til et fremmed land (Danmark) - og derfor bedre hjælpe.
Der er kort info om den uddannelse, de gennemgår for at blive bydelsmødre.

Uddrag af Cathrines fortælling:

 

Vi fik en datter, men en dag blev hun meget dårlig og fik høj feber. Måske havde hun meningitis, jeg ved det ikke. Min mand var på arbejde, han var ved militæret. Jeg tog hende med til lægen, fik hende undersøgt og fik også nogle piller, jeg skulle give hende. Man kunne kun blive indlagt, hvis man kunne betale, og jeg havde ikke penge nok.

Jeg tror, der gik det meste af en uge, uden at hun fik det bedre. Hun var sløv og smågræd, ville ikke spise noget. Jeg tog hende op og gik rundt med hende, hun var brændende varm. Når jeg prøvede at give hende lidt at drikke, vendte hun ansigtet væk. Tiden var gået i stå – jeg vidste ikke om det var dag eller nat.

Som dagene gik, holdt hun op med at græde og var alt for stille, jeg savnede ligefrem, at hun græd, der var for stille i min stue.

Jeg følte mig helt alene i verden. Min mand var ikke kommet hjem, og jeg kunne ikke få fat i ham, for jeg vidste ikke, hvor han var.

Havde jeg gjort noget forkert? Var jeg en dårlig mor, når mit barn var så sygt, og jeg ikke kunne gøre noget for hende?

Jeg bar rundt på hende, men kunne efterhånden ikke få kontakt med hende. Jeg vuggede hende kraftigere for at få liv i hende, jeg prøvede at synge lidt, men stemmen blev til gråd.

Solen gik ned og blev afløst af mørket og de lyde, der hørte aftnen og natten til, men jeg opdagede det ikke.

Hun forsvandt mere og mere for mig, alligevel blev jeg ved med at bære hende. Fra at have været alt for varm, med blussende kinder og blanke øjne, opdagede jeg med ét, at hun var blevet kold. Jeg ville ikke se virkeligheden i øjnene, så jeg fandt et tæppe og kom omkring hende, ville varme den lille, kolde krop.

Et sted i nærheden blev der holdt fest med for megen øl og råben, men det vedkom ikke mig.

 

Jeg lagde hende omsider i sin seng og satte mig ved siden af og så på hende, men var helt i trance. Det blev lyst, og min mand var stadig ikke kommet hjem.

Solen stod ind ad vinduet, men hun vågnede ikke op og så på mig og smilede, som hun plejede.

Jeg måtte se i øjnene, at hun var død og rørte ved hendes kolde hud, der var begyndt at skifte farve.

 

Jeg havde ikke mange penge, men fik hjælp til at betale begravelsen af militæret, fordi min mand var ansat der. Han var stadig ikke kommet hjem og var derfor heller ikke med til begravelsen.

 

Jeg stod alene med problemet og vidste ikke på det tidspunkt, at det ville jeg komme til mange gange senere i mit liv.

I dag tænker jeg: sådan er livet – den slags ting sker, men dengang forsvandt jorden under mig.