Lise Andersen

Sidst opdateret: 18. juni 2020
Lise Andersen

Beskrivelse:

Jeg har altid skrevet. Jeg debuterede i 1991 med to digtsamlinger: ’Over snegrænsen’ og ’Solpletter’. Jeg skriver bøger for børn og skønlitteratur for voksne. Har desuden skrevet en enkelt fagbog, der nu er kommet som e-bog ’Det lille barn’. Desuden har jeg skrevet en enkelt læse-lyst bog og en bog for flygtninge/indvandrere (’Mirzas lys’). Som sundhedsplejerske har jeg haft mulighed for at arbejde i udlandet. Jeg har været i Yemen, Thailand (flygtningelejr), Uganda (mor/barn klinik) og sidst i Grønland over flere gange. Opholdet under andre himle, andre dufte – skikke har betydet meget for mit forfatterskab og har været kilde til inspiration. F.eks. i børnebøgerne om Fatima, i ’Slanger i græsset’ og i ’Født under stjernerne’. Men bøgerne er fiktion. En selvbiografisk bog er ’Vejen til Lee’ som handler om min søsters sygdom og død.(udkom i 2011). Men man behøver ikke at rejse langt væk for at finde dramaer. De findes alle vegne, hvor mennesker mødes og er en stadig grund til undren men også inspiration til nye bøger.

Kontakt Oplysninger:

Adresse: 9430 Vadum Land: Danmark Tlf: 98271901 Mobil: 22432450 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

Aarhusgruppen, De skønlitterære, Lyrikere, BU-gruppen

Online Referencer:

Forlag: Mellemgaard Udgivelsesår: 2015

Isblomster

Novellesamling med 17 små fortællinger. der spænder vidt, både geografisk (fra Afrika til Grønland og midt imellem) og ang. emner. Der er genkendelige situationer, men også nogle, der viser en verden, vi ikke kender.

Uddrag af novellen: Feriestedet:

Selv om det er sol og sommer, gør det, at de er oppe i højden, at det ikke bliver for varmt. Luften har et stænk af kølighed. Det er lige netop den temperatur, han har det så godt med. Amalie har et uldent tørklæde om halsen.

– Jeg ved nu ikke – vi kan da også bare følges, siger hun. – Det bliver måske for meget for mig?

Han må give hende ret, at turen nok er for lang. For det vil få hende til at gå den. Hvis han presser hende til at holde fast ved at gå en længere tur, vil hun stritte imod.

Derfor siger han: – Ja, den bliver måske for lang. Du er jo ikke helt…

– Nå, det skulle jeg nu nok kunne holde til!

Hans teori virker. Så vil han tilbage til hotellet, gå ned i stuen og se om…

Han er blevet forpustet, har ikke mere luft. De kan begge høre det.

– Jeg fortsætter lidt op ad stien.

– Jamen, god tur! Han begynder at gå tilbage til hotellet, men vender sig og ser hende gå. – Pas nu på! råber han efter hende.

Hun gør et tegn med hånden, der betyder, det skal hun nok.

– Du er jo ikke helt ung, fortsætter han sin tankerække sådan for sig selv. Og stopper lidt for at få pusten.

6

Og ganske rigtigt: Kamille sidder nede i stuen på den samme plads som sidst og læser. Blegnæbbet og med mørke rande under de kønne øjne. Hun ser op, nikker og fordyber sig igen i bogen. Han finder den nye avis og gransker sin hjerne for, hvordan han skal komme i kontakt med hende, så det ikke virker påtrængende.

Nyhederne foregår alle andre steder end i deres lille bjergby og fanger ham ikke. Selv om han ellers har det bedst med at vide, hvad der foregår ude i verden. Lige nu er det ligegyldigt.

Han ser på klokken, tid til formiddagskaffe. Det er ikke altid, de tager den, men når det passer sig, som nu.

– Jeg skal have en kop kaffe, skal jeg tage en kop med til dig? siger han så, for det var ligesom oplagt.

– Ja, tak, smiler hun og lægger bogen i skødet og ser op på ham. – Med lidt fløde.

 

Da han sætter koppen på hendes bord, siger han: – Læser du noget spændende?

– Joe, det handler om nogle mennesker, der opholder sig på et kursted…

– Meget apropos, siger han. – Sker der så noget… interessant?

– Ikke endnu – men måske… senere.

– Jeg skulle måske have titlen?

– Du kan låne bogen efter mig. Ja, altså – hvis du vel.

– Gerne. Hvor længe bliver du?

– Jeg skal være her en hel måned. Hvad med jer?

– Vi rejser hjem om to uger, siger han og kan ikke finde på mere at sige, bliver vist nødt til at gå hen til sit bord med sin kaffekop. Da han sætter den fra sig, siger hun: – Er I også på rekreation?

– Ja, det kan man godt sige. Nu, i hvert fald. Tidligere kom vi bare for at holde ferie og slappe af. Men jeg har noget med lungerne… luften her er speciel god for mig.

Hun nikker og drikker af koppen. Han kunne drikke hendes øjne, den fine sarte hud – selv stemmen er blød og melodisk. Bare hun ville blive ved med at snakke. Men hun tager igen sin bog. Hvor mon Amalie bliver af? Hun vil bestemt gå herned og se efter ham, når han ikke er på værelset. For hun må vel snart komme tilbage?

Han ser på uret, der er gået en time, siden de skiltes. Han mærker en svag uro. Han rejser sig.

– God fornøjelse med bogen, siger han og drukner sig i de grønne øjne og må synke en ekstra gang, så smukke er de. Han kunne ellers godt blive stående uden at se sig mæt på denne blege, men underskønne kvinde.

Hun giver ham endda et smil.