Beskrivelse:
Jeg har altid skrevet. Jeg debuterede i 1991 med to digtsamlinger: Over snegrænsen og Solpletter. Jeg skriver bøger for børn og skønlitteratur for voksne. Har desuden skrevet en enkelt fagbog, der nu er kommet som e-bog Det lille barn. Desuden har jeg skrevet enkelt læse-lyst bøger og en bog for flygtninge/indvandrere (Mirzas lys). Som sundhedsplejerske har jeg haft mulighed for at arbejde i udlandet. Jeg har været i Yemen, Thailand (flygtningelejr), Uganda (mor/barn klinik) og sidst i Grønland over flere gange. Opholdet under andre himle, andre dufte skikke har betydet meget for mit forfatterskab og har været kilde til inspiration. F.eks. i børnebøgerne om Fatima, i Slanger i græsset og i Født under stjernerne. Men bøgerne er fiktion. En selvbiografisk bog er Vejen til Lee som handler om min søsters sygdom og død.(udkom i 2011). Men man behøver ikke at rejse langt væk for at finde dramaer. De findes alle vegne, hvor mennesker mødes og er en stadig grund til undren men også inspiration til nye bøger.