Johannes Ejner Lundstrøm

Sidst opdateret: 18. oktober 2023
Johannes Ejner Lundstrøm

Beskrivelse:

Efter et langt travlt erhvervsliv, de seneste godt 20 år som ejerleder i en meget kreativ branche, er jeg nået et stadie i mit liv, hvor tiden tillader, at jeg kaster mig over min lidenskab for at skrive. Undervejs er det blevet til fagbogen 'Projektstyring af Udstillinger' (Teknisk Forlag 1990), samt en lang række artikler og præmierede rejsebeskrivelser, så springet til forfatterskabet er ikke så voldsomt stort. Da bogmarkedet efter min mening er mættet med krimier, biografier og kogebøger har jeg kastet mig over, hvad jeg kalder Dansk lige om hjørnet science fiction i det beskedne håb, at science fiction i en jordnær form kan finde et publikum. I serien har jeg taget udganspunkt i et hidtil uløst problem - tiden og afstandene. Det fremgår af denne tese, som indleder hvert bind: A) At rejse i rummet er omsonst, hvis ikke vi mestrer at rejse i tiden. B) At rejse i rummet og tiden er omsonst, hvis ikke vi mestrer
at kommunikere i realtid.Serien er primært møntet på at give unge debuterende læsere og voksne, som bare aldrig er kommet i gang med at læse bøger, oplevelsen af, hvordan en bredt favnende handling kan skabe billeder for det indre blik. Derfor mine bøger ment som en slags introduktionsbøger, som ikke rigtig passer ned i de gængse kasser, da de er meget mere end blød fantasifuld science fiction, krydret med strejf af stærk erotik. De er kort sagt møntet på at fænge hos de unge som omtales i denne artikel fra 2011: http://videnskab.dk/kultur-samfund/skoledrenge-vil-laese-om-action-og-sex Her hedder det bl.a. Det handler ikke bare om, at drenge mangler interesse for at læse bøger, men også om, at litteraturformidlere som lærere, bibliotekarer og forældre er for dårlige til at finde bøger, som appellerer til drengene. Kan mine bøger bidrage til at give dem i aldersgruppen fra 16-17 år og opefter mod på at læse flere bøger er jeg lykkedes. Der er tale om en spændingsserie under paraplytitlen ITAPELET, hvor 1. bind 'Vi er ikke alene' udkom den 7. april 2014 på forlaget Mellemgaard. Bind 2. 'Stjerneport Brorfelde' udkom den 3. oktober samme år, og bind 3, 'Måneceller' fulgte den 17. august 2015. Science fiction er imidlertid kun den ene 'røde tråd' i romanserien. Den anden er satire og samfundskritik, idet jeg lader de fremmede, som bosætter sig på Jorden, betragte og kommentere os og vores levevis, lidt inspireret af Herbert Rosendorfers 'Briefe in die Chinesische Vergangenheit.' Allerede i bind et, der skal betragtes som en slags fundament, er der blevet plads til betragtninger om vores kostvaner, ligesom bl.a. flere generelle religiøse misforståelser i både kristendom og Islam bliver berørt. I bind 2 får ordet 'afhængighed' en dybtgående analyse, og der kommer bl.a. et forslag til en løsning, der kan skille os af med de irriterende fartbump o.s.v. medens bind 3 fører læseren til planeten Otulep, hvor Enos, der er indehaver af et spilleetablissement, formidler reality spil, hvor hans spillere kan købe sig adgang til at føre indflydelsesrige personer på Jorden som marionetter. Spillene, der er dybt ulovlige, er ved at blive afsløret af det galaktiske politi UPBI, men det lykkes Enos at smutte under deres 'radar'. Spillene foregår bl.a. i narkokredse i Sydamerika og i Australien. Læseren skal også lige snuse til organiseret kriminalitet i Danmark og et smut ud i rummet til en dramatisk situation ombord på den internationale rumstation ISSB. Bind fire måtte vige pladse til færdiggørelsen af to fagbøger. 1. Fra markedsplads til messehal - en tidsrejse ad varedistributionens kringlede stier og veje, udkom den 5.august 2016 - 100 årsdagen for ibrugtagelsen af danmarks første messecenter, Købestævnet i Fredericia. 2. ConEvEx management, en håndbog for projektledere der af deres firma eller organisation får til opgave at projektere og gennemføre en kongres, en event eller en messedeltagelse. Den udkom i januar 2017 på forlaget Birmar. Derefter blev ærmerne smøget op, og bind fire i Itapelet serien, som ender med at blive en tetralogi, blev gjort færdig. Det har fået titlen 'Gammaglimt', og udkommer den 3. september 2018. Her forberedes tidligere binds præsentation af vejbumpenes afløser, nu med Jesper Frederiksen, Danmarks første astronaut, som ansvarlig. Det giver luft til at seriens to hovedpersoner Tessie og Thomas kan tage på en forsinket bryllupsrejse til Australien, men den bliver ikke uden problemer. I Sydney krydser deres veje en marionet, styret fra Enos' spillebørs på Otulep, og kommissær Stamac fra UPBI får dermed endelig et konkret spor at følge. Derved bliver har hurtigt klar over, at infiltrationen af Otulepanske spillere er langt farligere end ventet. Den har allerede kostet tusinder af jordboere livet ved bl.a. terroraktioner, og gennemføres spillernes nye planer, bliver det langt langt værre. Imedens rammes Jesper Frederiksen af PTSD og gemmer sig langt inde i Sveriges skove. Udviklingen spidser til, da Bella Center i København igen skal danne ramme om et klimatopmøde med G7 landenes ledere samt præsident Putin som deltagere. Så mange af Jordens øverste ledere samlet på et sted er en uimodståelig fristelse for de Otulepanske spillere.

Kontaktoplysninger:

Adresse: Platanhaven 2, 2600 Glostrup Land: Danmark Tlf: 43478009 Mobil: 51195780 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

Seniorgruppen, De skønlitterære, Faglitterære gruppe

Online Referencer: