At være med det, der er svært
Der er tidspunkter i livet, hvor vi møder lidelse, vi hverken kan eller skal flygte fra. Er vi ikke opmærksomme på dette, får vi travlt med at søge væk fra lidelsen, når den melder sig. Men til tider skal vi netop gennem det svære for at komme et helt nyt sted hen. For det er først, når vi kan være med det, der er svært, at vi kan tage imod alt det, et liv har at tilbyde.
Denne bog henvender sig til alle, der går gennem en svær tid, eller som gerne vil blive klogere på, hvordan vi kan være med det, der er svært. Bogen udfolder de strategier, der kan være os til hjælp, når vi presses af livet, og indeholder desuden øvelser til refleksion. Ni trædesten kan hjælpe os på vej:
Tag imod og giv slip
Bevidn lidelsen
Dyrk tillid
Se på håbet
Lad tiden arbejde
Udfold taknemlighed
Få øje på tankernes karrusel
Tag kontakt til naturen
Giv lidelsen mening
Bogen peger på, at vi i vores tid har brug for et mere nuanceret syn på lidelse. For lidelse er et grundvilkår ved livet og ikke en fejl, vi skal vige udenom. Lykkes det os at være med det, der er svært, får vi mulighed for at høste indsigter og erfaringer, der siden hen kan berige livet og give det perspektiv.