Martin Holmgaard Laursen

Sidst opdateret: 8. april 2024
Martin Holmgaard Laursen

Beskrivelse:

Jeg er aut. psykolog og arbejder til hverdag med mennesker, der har fået en alvorlig sygdom ind på livet. Min seneste bog (At være med det, der er svært - Muusmann Forlag) drejer sig om, hvordan vi kan lære at rumme og evt. tranformere den lidelse i tilværelsen, vi ikke kan slippe fra. Jeg har tidligere skrevet om hvordan taknemlighed kan hjælpe os med at berige og udfolde det liv, vi er blevet givet og om de indsigter og erkendelser der ligger i, at vi forholder os til vores egen forgængelighed (Ind i taknemligheden - Muusmann Forlag). Endelig er jeg forfatter til Abduktiv undervisning og læring - fra Hans Reitzels Forlag. Denne bog drejer sig om, at vi ofte erkender gennem intuition, fornemmelser og ved at gætte os frem. Jeg er knyttet til meditationscentret Tigerens Rede, der ligger i Gedved i Østjylland.

For tiden er jeg optaget af, hvad det vil sige, at leve et velsignet liv.

Foto: Jørgen Andersen

Kontaktoplysninger:

Adresse: Bryggervej 3, 8751 Gedved Land: Danmark Tlf: 60221140 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

Faglitterære gruppe
Forlag: Muusmann Forlag Udgivelsesår: 2023

At være med det, der er svært

Der er tidspunkter i livet, hvor vi møder lidelse, vi hverken kan eller skal flygte fra. Er vi ikke opmærksomme på dette, får vi travlt med at søge væk fra lidelsen, når den melder sig. Men til tider skal vi netop gennem det svære for at komme et helt nyt sted hen. For det er først, når vi kan være med det, der er svært, at vi kan tage imod alt det, et liv har at tilbyde.

Denne bog henvender sig til alle, der går gennem en svær tid, eller som gerne vil blive klogere på, hvordan vi kan være med det, der er svært. Bogen udfolder de strategier, der kan være os til hjælp, når vi presses af livet, og indeholder desuden øvelser til refleksion. Ni trædesten kan hjælpe os på vej:
Tag imod og giv slip
Bevidn lidelsen
Dyrk tillid
Se på håbet
Lad tiden arbejde
Udfold taknemlighed
Få øje på tankernes karrusel
Tag kontakt til naturen
Giv lidelsen mening
Bogen peger på, at vi i vores tid har brug for et mere nuanceret syn på lidelse. For lidelse er et grundvilkår ved livet og ikke en fejl, vi skal vige udenom. Lykkes det os at være med det, der er svært, får vi mulighed for at høste indsigter og erfaringer, der siden hen kan berige livet og give det perspektiv.