Annegret Friedrichsen

Sidst opdateret: 12. august 2022
Annegret Friedrichsen

Beskrivelse:

Opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig i Nordtyskland, siden studietiden bosat i København. Mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, ph.d. i tysk litteratur med en afhandling om poesi i sprogundervisningen. Tidligere adjunkt på Danmarks Lærerhøjskole og ekstern lektor i tysk litteratur og litteraturpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, derefter ansat som forskningsbibliotekar på AU Library, Emdrup i København (Det Kongelige Bibliotek).
Har ud over bl.a. en række faglitterære artikler i tidsskrifter samt bidrag til antologier udgivet tre børnebøger og to skønlitterære værker: Kortromanen "Porcelænskvinden" (også udkommet på tysk) og romanen "Astrids somre".

Kontaktoplysninger:

Medlem Af:

De skønlitterære, BU-gruppen

Online Referencer:

Forlag: Hovedland Udgivelsesår: 2022

Astrids somre

Roman

Astrids somre er en fortælling om en sydslesvigsk pige, der i 1960’erne i lighed med tusinder af andre bliver sendt til Danmark i sommerferien. Det er samtidig en roman om en tosproget barndom og en historie fra den anden side af grænsen.

Vi befinder os i Sydslesvig, Nordtyskland, i 1960’erne.
Astrids mor er tysk og hendes far tilhører det danske mindretal. Sommeren før Astrid skal begynde at gå i landsbyens danske skole, bliver hun som mange andre sydslesvigske børn sat på et tog til Jylland. Højt oppe ved Limjorden tager en fremmed værtsfamilie på landet imod hende med åbne arme.

I løbet af syv somre skildres Astrids udvikling fra barn til begyndende teenager. I skiftende scener, fra det daglige liv derhjemme til somrenes ferieliv på gården i Vestjylland, gengives hendes syn på verden. Rejserne vækker Astrids nysgerrighed, og gradvist slår Astrids følsomhed og nærvær små sprækker i muren omkring fortidens spøgelser.

Krigen er langt væk, men også helt tæt på i Astrids familiehistorie. Astrids somre er et stærkt dansk-tysk tidsbillede fra midt i 1960'erne til omkring 1973, men rummer også en mere universel fortælling om at vokse ind i to sprog og kulturer.