I besættelsens sidste to år dræbte modstandsbevægelsen omkring 400 danskere, der var stikkere, nazister eller på anden måde hjalp tyskerne. Det var modige folk som Flammen og Citronen, der udførte det farlige arbejde. Men i ly af deres vigtige indsats blev personlige hævnopgør og gemene rovmord gennemført, og i krigens kaos blev nogle af dem maskeret som stikkerlikvideringer. Efter krigen blev det hele mørkelagt og ingen ønskede at opklare misforståelserne for at beskytte modstandsbevægelsen mod kritik. Men der var pårørende til de dræbte, som ønskede åbenhed og opklaring.

Likvideringerne stillede den enkelte modstandsmand overfor store moralske dilemmaer, og for nogle af dem gav det dybe ar på sjælen både under og efter Besættelsen. Nogle kom sig aldrig over det og begik selvmord.

I romanen "Som en besættelse" skriver journalisten Benjamin tilfældigt om et århusiansk stikkerdrab under Besættelsen, men han aner ikke, at han har stukket fingrene ned i en gammel uopklaret sag, som nægter at dø og som har trukket sine blodige spor langt frem i tiden. Han bliver besat af at dykke ned i krigens hemmeligheder og opdager, at de mange drab har medført åbne sår i hans egen familie.

Var mordet på den unge Nina under Besættelsen en likvidering eller et mord? Hvorfor skulle hun dø, og hvem var det, som gjorde det? Alt blev mørkelagt både under Besættelsen men også i mange år efter. Hvad skulle skjules? En stædig politimand forsøgte at opklare alle fortidens mørke hemmeligheder. Men han finder snart ud af, at ingen ønsker sagen opklaret – og mindst af alt hans chefer i politiet.