Men sko må jeg ha’ – Roman om Vandrelærerinden Henriette Gubi
I 1864 led Danmark det største nederlag nogensinde. Vi måtte afgive hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til preusserne 33 % af landets areal og 40 % af dets indbyggere. Men her slutter historien ikke. De mennesker, der boede i de nu tyske områder holdt ikke op med at føle, tænke og være danske. I de 56 år Sønderjylland var under fremmed herredømme, skete der en stadig mere bevidst kamp for at bevare danskheden. Der var mennesker, der satte deres eget til side for at kæmpe en kamp som mange af dem aldrig selv så resultatet af. Hvad drev dem? Hvad driver mennesker til at kæmpe for noget, der rækker ud over dem selv? Herom handler Men sko må jeg ha en roman om Vandrelærerinden Henriette Gubi.
Henriette Gubi blev født 1856 i Neder Jerstal og voksede op i et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf de fleste døde af tuberkulose som små eller unge. Henriette var også selv svagelig. Bl.a. led hun livet igennem af en øjensygdom, der medførte at hun som ung måtte have fjernet det ene øje. Familien var dansksindet og Henriette skrev digte og små fortællinger om de nationale forhold, som hun sendte til avisen Dannevirke. Redaktøren Hjort Lorenzen og politikeren H. A. Kryger sørgede for, at hun kom på Ryslinge højskole og senere på Zahles Seminarium. Fra 1882 90 underviste Henriette Gubi i private hjem og på en lille skole ved Rejsby, indtil hun i 1890, af H P Hanssen blev opfordret til at blive vandrelærer. I skolerne var det danske sprog nemlig blevet fortrængt, og i 1888 blev det helt forbudt også I frikvartererne. Henriettes opgave var at undervise i dansk sprog, historie, geografi m.v. og hun gik til opgaven med lyst og fantasi, trods de besværligheder det medførte at skulle skifte bopæl hver tredje/fjerde uge og hver gang lære nye mennesker og deres livsform at kende. Udadtil var Henriette stærk og humørfyldt, men fra bevarede breve og dagbogsoptegnelser ved man, at hun savnede et privatliv, ofte var syg, manglede penge og havde svært ved at opgive drømmen om at skrive. Og de preussiske myndigheders chikane gjorde ikke hendes arbejde lettere. Hun boede bl.a på gårde omkring Skærbæk, Ballum, Rødding og på det meste af Sundeved, ligesom hun fik gode venner i højskolekredsene nord og syd for Kongeåen.
En anden vigtig person i romanen er Knud Sørensen, en ung mand fra Sundeved, der, som det var kutyme først i 70.erne, måtte udvandre for at undgå preussisk militærtjeneste. Han fik plads på en gård på Fyn, men da forældrene, der havde en mindre gård, ikke kunne undvære ham, kom han hjem igen. De næste 20 år gemte han sig på forældrenes gård. ( I en gammel vævestue med et skab, hvis bund kunne fjernes og gav adgang til kælderen). Knud fik børn med forældrenes tjenestepige og forsøgte gentagne gange at komme ud af fangenskabet men blev bremset både af myndighederne, sin familie og sin egen tiltagende modløshed.
Bogforsidens illustrator: Swetlana Makarenko
Henriette Gubi blev født 1856 i Neder Jerstal og voksede op i et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf de fleste døde af tuberkulose som små eller unge. Henriette var også selv svagelig. Bl.a. led hun livet igennem af en øjensygdom, der medførte at hun som ung måtte have fjernet det ene øje. Familien var dansksindet og Henriette skrev digte og små fortællinger om de nationale forhold, som hun sendte til avisen Dannevirke. Redaktøren Hjort Lorenzen og politikeren H. A. Kryger sørgede for, at hun kom på Ryslinge højskole og senere på Zahles Seminarium. Fra 1882 90 underviste Henriette Gubi i private hjem og på en lille skole ved Rejsby, indtil hun i 1890, af H P Hanssen blev opfordret til at blive vandrelærer. I skolerne var det danske sprog nemlig blevet fortrængt, og i 1888 blev det helt forbudt også I frikvartererne. Henriettes opgave var at undervise i dansk sprog, historie, geografi m.v. og hun gik til opgaven med lyst og fantasi, trods de besværligheder det medførte at skulle skifte bopæl hver tredje/fjerde uge og hver gang lære nye mennesker og deres livsform at kende. Udadtil var Henriette stærk og humørfyldt, men fra bevarede breve og dagbogsoptegnelser ved man, at hun savnede et privatliv, ofte var syg, manglede penge og havde svært ved at opgive drømmen om at skrive. Og de preussiske myndigheders chikane gjorde ikke hendes arbejde lettere. Hun boede bl.a på gårde omkring Skærbæk, Ballum, Rødding og på det meste af Sundeved, ligesom hun fik gode venner i højskolekredsene nord og syd for Kongeåen.
En anden vigtig person i romanen er Knud Sørensen, en ung mand fra Sundeved, der, som det var kutyme først i 70.erne, måtte udvandre for at undgå preussisk militærtjeneste. Han fik plads på en gård på Fyn, men da forældrene, der havde en mindre gård, ikke kunne undvære ham, kom han hjem igen. De næste 20 år gemte han sig på forældrenes gård. ( I en gammel vævestue med et skab, hvis bund kunne fjernes og gav adgang til kælderen). Knud fik børn med forældrenes tjenestepige og forsøgte gentagne gange at komme ud af fangenskabet men blev bremset både af myndighederne, sin familie og sin egen tiltagende modløshed.
Bogforsidens illustrator: Swetlana Makarenko
