“Sent om natten vågner de begge med et sæt. Månen er fuld, så det er ikke helt mørkt. Tæt ved dem kan de høre en ulv hyle. Bjørn griber øksen, og Siri tager fat om kniven. De rejser sig begge og stiller sig ryg mod ryg. De kigger ud i mørket. En anden ulv svarer den første. Siri er sikker på, at der er mere end en ulv. For lyden kom ikke samme sted fra denne gang. Nu kan de høre noget pusle. De står helt stille og holder vejret. Så dukker to par grønne øjne frem på hver side af dem. Det ene par øjne ser stift på Siri; det andet par på Bjørn. Ingen siger noget. I lang tid kigger de bare.

Siri tager mod til sig. ”Gå væk med jer,” siger hun ud i mørket. ”I har ikke brug for at spise os. Det er sommer, der er masser af vildt, I kan jage.” Den ene ulv træder hen mod hende. Men den går ikke til angreb. Ulven er stor, – større end andre ulve – hun har set. Den går helt frem til hende. Så sætter den sig ved hendes fødder. Hele tiden ser den hende ind i øjnene. Bag hende kan hun høre Bjørn gispe. Selvom hun ikke kan se det, ved hun, hvad der sker. Den anden ulv går frem og sætter sig foran Bjørn.

Og da går det op for hende: Dette her er ikke bare ulve. Det må være Gere og Freke, Odins ulve…”  

Info om bøgerne, Forlaget Elysion