Når Dragen Løfter Hovedet
I 2010 sad jeg i en lejlighed i Beijings nordøstlige Dongzhimen-kvarter med et stærkt ønske om at skrive en historie om et usædvanligt folk og et land med en ubegribelig historie og kultur. På det tidspunkt havde jeg arbejdet i Kina i tre år som dansk politiattaché. Historien skulle give læserne en oplevelse af nutidens kinesere og (som altid) handle om venskab, tillid, kynisme, retfærdighed og politisk spilfægteri. Og for første gang besluttede jeg, at romanen skulle bygges op som en klassisk krimi og et mord - men ikke et helt almindeligt mord. Med såvel en dansk som en kinesisk synsvinkel, fik opklaringsprocessen et spark over skinnebenet lige fra første skridt. Hvad gør man i virkelighedens verden, når man står med en mordsag i København, og den mistænkte befinder sig i Beijing? Kan og vil myndighederne samarbejde om at lade retfærdigheden ske fyldest?
En ung, kinesisk medicinstuderende kommer til København for at færdiggøre sine studier. I Beijing efterlader han et uafklaret forhold til sin kæreste. Året efter rejser han pludseligt tilbage til Beijing. Samme aften han flyver fra København, finder politiet et ægtepar i en mondæn lejlighed på Østerbro. En dansk journalist er brutalt og nærmest rituelt dræbt, og hans psykolog-hustru ligger på det yderste. Ægteparret er kort inden vendt hjem fra en et flerårigt ophold i Kina. Det står ret hurtigt klart, at den kinesiske student kendte journalistens ægtefælle og havde været i lejligheden samme dag, mordet fandt sted.

Del på:
https://bog.nu/titler/naar-dragen-loefter-hovedet-frode-z-olsen
https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/ECE4740957/jalousi-og-foelelser-uha
Besøg mig på: