Ph.d.-afhandling fra Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.

Afhandlingen fokuserer på familielivets udvikling gennem det 20. århundrede, set gennem ældre kvinders livshistoriske perspektiv, og aksen drejer kulturanalytisk om begreberne køn, alder og familie. De empiriske undersøgelser er baseret på interview med 21 kvinder født i Danmark mellem 1903 og 1952. Det kulturteoretiske udgangspunkt benævnes dialogisk konstruktivisme og det metodiske arbejde kulturanalytisk tekstfortolkning. Tilgangen er især inspireret af amerikanske, kulturlingvistiske studier, og der anvendes overordnet tre analysebegreber; narrativ identitet, kulturelle troper og livshistorie. Der foretages endvidere magtanalyser ved anvendelse af dekonstruktivismens logocentrisme-begreb. Perioden afspejler velfærdsstatens udfoldning, og kvindernes familieliv og deres position deri analyseres i forhold til denne epokes dominerende fortællinger og struktur, politisk og kulturelt.
Det vises at:

-Gamle menneskers position i familien har ændret sig i form af en øget alderssegregering, som bl.a. giver sig udslag i, at ældre mennesker ikke medtænkes i en familiemæssig sammenhæng, fx. politisk eller forskningsmæssigt, hvilket kan føre til manglende anerkendelse af ældres ressourcer og behov. Der ses en sammenkobling af biologisering og emotionalitet i den kulturelle forståelse af, hvad der kendetegner familie. Der fremføres desuden kritik af modernistisk revisionisme, som har udråbt tre-generationsfamilien i historien til at være ”en myte”.
-Velfærdsstatens biopolitik angående køn og alder har resulteret i en kønsmæssig underordning af kvinder, som har fulgt dem livet igennem, nu som gamle. Det betyder en større økonomisk usikkerhed i livsløbsperspektiv, samtidig med en forventning fra omgivelserne om, at de yder gratis eller billig/frivillig arbejdskraft til det almene vel, i afhandlingen betegnet familiearbejde, og en pointe er, at dette omsorgsarbejde ikke begrænser sig til familien som en vilkårlig kulturel konstruktion, men er samfundsnødvendigt og dog samfundsunderkendt på grund af dets kvindeligt kønnede konnotation og kulturhistorie. Som sådan benævnes dette i konklusionen menneskearbejde. Mange af kvinderne har inkorporeret denne kønnede forventning og yder meget gerne hjælp til andre.
-Kulturelle, negative forventninger til alderdom (og gamle personer) berører i stigende grad også ældre kvinder i familien, idet der over tid ses en øget, negativ italesættelse af egne mødre blandt de interviewede. Den omsorgsfulde mor, Gode Mor, forventes på den ene side som hjælper, men forkastes på den anden side som forældet og som én, der blander sig.