Birgitte Bregnedal

Sidst opdateret: 7. april 2025
Birgitte Bregnedal

Beskrivelse:

Forfatter til 'Pigen med sherifstjernen' (2021) og 'Pigen bag smilet (2025), to opvækstromaner for voksne. De har begge fået en flot modtagelse og er populære i læsekredse i hele landet.
Begge romaner anbefales af forfatter Leonora Christina Skov.

Forfatter til over 30 bøger for børn, en del af dem i succesfulde serier, hvor der fortsat udkommer nye bind. Nærvær, venskab og forståelse for andre er nogle af nøgleordene i mine børnebøger, som også giver stof til eftertanke hos højtlæsende forældre.

Det hele startede i 2013, da min novelle 'Den nye træner' blev prisbelønnet ved kulturministeriets Drengelitteraturpris. I 2015 udkom 'Den nye træner' som første bind i serien DRØMME OG DRIBLINGER hos Gyldendal, serien er indtil videre på otte bind. Siden er det blevet til både en stribe serier og enkeltstående bøger, og strømmen af bøger fortsætter.

Hesteserien, GRY OG GLORIA på ni bind, udkommer i Sverige, Norge, Polen og på Færøerne.

Jeg brænder for at få endnu flere børn og unge til at elske bøger. For mig er det vigtigt at fortælle store historie så tilgængeligt som muligt, gerne så enkelt at læseevnerne ikke står i vejen for læsningen. Alle fortjener medrivende historier, uanset om det er den første læsning eller om det er voksne, der ikke har de forfinede læsefærdigheder. Når jeg har børnenes opmærksomhed med bøgerne, er det vigtigt at turde tage alvorlige emner op. Emner som død, ensomhed, alkoholmisbrug, svigt, kulturmøder og forældreopgør.

I 2021 har jeg etableret Forlaget Fru Nysgerrig til udgivelse af bogen 'Et egern flytter ind, som jeg har skrevet i forbindelse med projekt Flyvende Fortællinger, der er et samarbejde mellem Hillerød Bibliotek, Grønnevang Skoles Fritidsordning og mig. Et projekt til styrkelse af børns læselyst i fritiden, et projekt der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Tilbyder også:

Jeg drager afsted med mine to opvækstromaner for voksne og holder foredrag og deltager i litteratursamtaler på biblioteker, litteraturfestivaller, hos boghandlere, i sogne og hvor der er mulighed i hele landet.

Jeg tager også på forfatterbesøg med mine børnebøger på skoler i hele landet med oplægget 'Hvor kommer bøger fra?" https://www.kunst.dk/for-ansoegere/vejledninger/katalog-levende-litteraturmoeder-for-boern-og-unge/indskoling/birgitte-bregnedal
Skoler og biblioteker kan søge dækning af mit honorar på kunst.dk så besøget bliver gratis for dem.

Kontaktoplysninger:

Adresse: 3400 Hillerød Land: Danmark Mobil: 29848888 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

De skønlitterære, BU-gruppen

Online Referencer:

Flere referencer:

www.b.bregnedal.com

Besøg mig på:

Forlag: Gyldendal Udgivelsesår: 2022

Misforståelser – Tøser der takler

Misforståelser handler om at have power som pige, og om hvordan Fodbold betyder fællesskab og et frirum fra at være pæn og perfekt - noget der meget gerne må smitte af udenfor banen.

Misforståelser er den tredje bog i serien, Tøser der takler, om en flok seje piger med Tilde og Laura i centrum.

Hvorfor kan Tobias ikke bare fatte, at Tilde ikke længere er vild med ham? Han er så irriterende, at Tilde kommer til at kaste sin drikkedunk efter hans ben. Men lige i dét han bøjer sig ned for at snøre sine sko, rammer dunken hans næse, så han begynder at græde.

Tilde føler sig som et dårligt menneske, men hvordan får hun sagt undskyld, uden at Tobias bare tror, hun render efter ham? Uanset, hvad hun gør, så bliver hun misforstået.

Bogen er en selvstændig historie, der kan læses uafhængigt. Tøser der takler er en serie med fart over feltet om en flok superseje 12-årige piger, der selv sætter tingene i gang og kæmper fremfor at vente og kun være flinke.

 

Man behøver ikke at være hverken sports- eller fodboldinteresseret for at give sig i kast med serien ‘Tøser der takler’, for mange læsere vil genkende oplevelsen af venskab, modgang og ønsket om at være en del af fællesskabet, selvom ikke alle har den samme baggrund.

Bogens tekst er suppleret med illustrationer i form af en ny vignet, der indleder hvert kapitel. Vignetter og forside er skabt af grafisk designer Inge Rand.