Find oversætter

Foreningen mener: Forfattere rejser en kritik af kritikken

17. maj 2022

For nylig offentliggjorde forskere fra Aarhus Universitet resultatet af en omfattende undersøgelse af kønsskævheder i litteraturkritikken. Undersøgelsen var måske lidt firkantet, men statistikken i resultatet fortæller om markante skævheder mellem kønnene. Det er nu påvist, at der er flest mandlige anmeldere, at de anmelder flere mandlige forfattere end kvindelige. Og at de anmelder mandlige forfattere mere positivt end kvindelige. Kvindelige kritikere favoriserede til gengæld ikke kvindelige forfattere, tværtimod. Altså: Mænd bliver oftere og bedre anmeldt (af mænd). Blandt forfattere har der allerede i forvejen været opmærksomhed om problemet. Nu taler tallene deres tydelige sprog.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. Undersøgelsen siger nemlig ikke så meget om, hvad skævhederne skyldes. Det havde den heller til formål, men derfor kan vi andre jo godt tænke over det. Og vi kan bruge denne anledning til at gøre op med årtiers skævvridning inden for kulturjournalistikken, hvad enten den er strukturel eller bare ubevidst. Andet end et opgør tjener hverken forfatterne, kritikerne eller læserne.

I Dansk Forfatterforening mener vi, at undersøgelsens resultater vidner om et alvorligt problem i aviskritikken. Skævheden giver læserne et lidt fordrejet billede af den litteratur, der faktisk er tilgængelig derude. Medmindre, selvfølgelig, at kvinder simpelthen bare skriver dårligere end mænd. Men det ved vi ikke er tilfældet.

Når vi ved, at kvinder læser og køber flere bøger end mænd, at de skriver lige så godt og lige så meget (eller mere) som mænd, jamen så er det alt andet lige et problem, at især dagbladskritikken giver sine læsere det indtryk, at den mest relevante og velskrevne litteratur primært er skrevet af mænd. Det er problematisk og bør mane til eftertanke hos alle. Flere avisers litteraturredaktører har allerede givet udtryk for at der også arbejdes med tiltag til bedre ligestilling i anmelderiet.

Herfra skal vi også minde redaktioner, forfattere og læsere om kulturjournalistikkens og især kritikkens ringe vilkår. Det er klart, at når strategien handler om konflikter og klik, så kan det være fristende at spidsvinkle, benytte sig af gammelkendte fordomme, fremfor at give læsningen af et værk det rum, det kræver for at skabe reel kritik, der kan være relevant. Når kvindelige anmeldere går hårdere til kvindelige forfattere, handler det måske om at skulle markere sig på et felt, hvor målestokken er mandlig og fra en anden tid? Samtidig bliver både garvede og yngre anmeldere presset af bogbloggere og andre, der gerne vil gøre det gratis og på nye kanaler. Kritikken af kritikken må tages alvorligt, ellers er anmelderiet blot underholdning og clickbait.

 

Dansk Forfatterforening er allerede i dialog med Kritikerlauget, ligesom vi også har talt med Forlæggerforeningen om sammen at opfordre Bogpanelet til at se nærmere på problemet med en mere kvalitativ undersøgelse. Det her er ikke kun vores forfatteres problem, men også kritikernes. Og ikke mindst læsernes. Vi tror, at vi sammen vil kunne gøre litteraturen rigere, læseglæden større og kanondannelsen mere sammensat og mangfoldig.

Vi tænker, at der også er brug for en helt anden slags undersøgelse. En, der kigger på væsentlig færre anmeldelser, men til gengæld læser dem. Sådan rigtigt. Og har øje for mere end kønskategorisering og stjerner, og som inddrager genrer, differentierer mellem nye stemmer og gamle kendinge, skelner mellem dansk og udenlandsk litteratur. Og måske også ser på, hvilke forlag der overhovedet får anmeldt bøger.

Hvis man kunne indkredse, hvilken litteratur der favoriseres i aviskritikken i det hele taget, så ville man måske kunne se andre tiltag for sig også. Måske ville en del af kønsskævheden i litteraturkritikken udlignes ved at bryde op i nogle af de filtre, der bevidst og ubevidst er omkring anmeldelserne.

Lige nu kræver mange forfattere et opgør med de normer, der præger kritikken. Fra foreningen peger vi ikke på de enkelte anmeldere, men beder om bedre vilkår og mere omtanke i kulturjournalistikken:

Anmeld flere kvindelige forfattere, men anmeld i det hele taget mere. Og også mere konsistent og bredere. Styrk litteraturkritikken og litteraturen.

 

Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, Anne Sofie Hammer, næstformand, og Stephanie Caruana, formand for De Skønlitterære i Dansk Forfatterforening.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte