Der blev afsagt konkursdekret i selskabet Short Stories ApS den 10. oktober ved retten i Kolding. Dette selskab hed indtil september 2024 Superlux ApS og rummede forlaget Superlux.
Vi ved i skrivende stund ikke, om der er sket en lovlig virksomhedsoverdragelse fra Short Stories ApS til et andet selskab i Hoi koncernen. Vi kan blot konstatere at det svenske moderselskab Hoi Publishing AB, som indtil 1/9 2024 ejede 100% af anparterne i selskabet med CVR-nummeret 39662450, kort tid inden konkursen har solgt alle sine anparter til det danske datterselskab Hoi Forlag ApS. Derefter har Hoi Forlag ApS indgivet egenbegæring om konkurs i datterselskabet Short Stories ApS. Den udmeldte kurator er advokat Bjarne Lindrum Petersen, Skov Advokater i Vejle.
Dansk Forfatterforening er i kontakt med kurator og alle de medlemmer, som er ramt af konkursen, er velkomne til at skrive ind til vores jurist, Anne Koldbæk, på jura@danskforfatterforening.dk . Alle vil få skriftligt svar efterhånden som vi får relevante oplysninger fra kurator.
Eftersom det er tredje gang på under et år, at flere medlemmer i samme ombæring har oplevet problemer med udbetaling af royalties og/eller kontrakters ophør i forbindelse med opkøb og afvikling af forlagsvirksomheder i Hoi koncernen, så er vi i Dansk Forfatterforening meget opmærksomme på, såvel hvad der er sket og hvad der kommer til at ske i Hoi koncernens danske forlag fremover.