Find oversætter

Formandsbrev om corona-krisen

18. marts 2020

Kære medlem
Dansk Forfatterforening er i fuld gang med at forholde sig til og reagere på coronakrisens konsekvenser for forfattere, oversættere og illustratorer. Vi har gang i flere tiltag og vil holde medlemmerne løbende orienteret, idet jeg dog prioriterer konkrete udmeldinger om klare og velgennemtænkte tiltag. Alle i foreningens ledelse og sekretariat er dybt engageret i indsatsen for at hjælpe, og som formand tænker jeg ikke på andet.

Direkte hjælp fra forfatterforeningen
Jeg vil gerne fortælle, at foreningen arbejder på højtryk i disse dage med at udvikle en model for, hvordan vi selv, som forening, kan hjælpe medlemmer, der har lidt økonomisk tab som følge af krisen. Vi er ved at bygge et apparat, der kan omlede en del af vores kollektive midler til direkte økonomisk hjælp til forfattere, oversættere og illustratorer, der har lidt skade her og nu. Som organisation er også vi ramt af krisens konsekvenser, men vi ligger vandret for at stable en sådan ordning på benene hurtigst muligt.

Krisemøde med kulturministeren
I går tirsdag den 17. marts deltog jeg sammen med en række andre kunstnerorganisationer i et krisemøde med kulturminister Joy Mogensen. Mit vigtigste input til ministeren var en understregning af behovet for en decideret kompensationsordning for tab ved aflysninger. Ud over en sådan relativt hurtig kompensation direkte til enkeltkunstnere med veldefinerede og veldokumenterede umiddelbare tab, foreslog jeg, at der afsættes ekstraordinære midler via eksisterende ordninger til afholdelse af flere, nye og andre arrangementer efter krisen. De forfattere, der får ombooket en forårsoptræden til en efterårsoptræden, vil stadig have tabt indtægt over en hel sæson, hvis ikke udbuddet af arrangementer øges generelt. I det hele taget må krisen forventes at ramme os bredere end blot lige i form af aflyste arrangementer. Også derfor er der brug for flere spor i hjælpen.

 

Biblioteker, biblioteksafgift og regeringens hjælpepakker
Blandt igangværende tiltag kan også nævnes, at foreningen arbejder på retningslinjer for betaling af honorarer ifm. aflyste arrangementer. I den forbindelse har vi også været i god dialog med bl.a. Bibliotekschefforeningen og anmodet om anbefalinger til kommunebibliotekerne om så vidt muligt at udbetale honorarer trods aflysning af arrangementer. Det har vi mødt stor forståelse for, og det er faktisk vurderingen, at mange biblioteker allerede følger den praksis.

Foreningen har også anmodet Kulturstyrelsen om tidligere udbetaling af biblioteksafgiften, hvilket styrelsen i øjeblikket ser på mulighederne for, om end der kan være tekniske hindringer for det.

Der er også fra foreningens side rettet henvendelse til Finansministeriet om behovet for, at honorarmodtagere, kunstnere og kulturelle freelancere medtages i regeringens hjælpepakker. Vi er en særlig sårbar gruppe, som i nogen grad falder uden for hjælpeindsatsen hidtil, og foreningen arbejder politisk for at rette op på det.

Vi er der
Vi følger situationen meget nøje. Vi gør alt, hvad vi kan lige nu. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan fremover. Du kan kontakte både formand, bestyrelse og administration. Send os en mail, så ringer vi dig op.

Vi er der og vi arbejder.
Morten Visby, formand

Kontakt
Sekretariatet: https://danskforfatterforening.dk/sekretariatet/

Bestyrelsen: https://danskforfatterforening.dk/bestyrelsen/

 

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte