Find oversætter

Gutkind og DOF indgår kontraktaftale

24. februar 2020

Dansk Oversætterforbund, som er forfatterforeningens oversættergruppe, har udviklet en ny, moderne modelaftale, som tager højde for realiteterne på bogmarkedet. Kontrakten sikrer oversætterne på en række punkter, hvor standen har oplevet særlig store problemer i de senere år, men er samtidig gearet til at være kompatibel med anstændige forlags legitime behov for en fleksibel udnyttelse af rettighederne. Her er et link til ny modelkontrakt for litterære oversættere.

En række detaljer i modelkontrakten er udviklet i samarbejde med forlaget Gutkind, der som det første forlag har taget modelkontrakten til og indført den som forlagets standardkontrakt. Det har været et fantastisk godt samarbejde mellem DOF og Gutkind, hvor begge parter har været overbevist om, at det måtte kunne lade sig gøre at etablere en kontraktpraksis, som både er rimelig for oversætterne og holdbar for et moderne forlag på det aktuelle bogmarked.

DOF-styrelsen anbefaler alle medlemmer så vidt muligt at tage udgangspunkt i denne  modelkontrakt fremover og foreslå den til forlagene eller/og sammenholde modtagne kontraktudkast med den som udgangspunkt for forhandling. Modelkontrakten er møntet på alle forlag, store som små, gamle som nye.

Skulle du have spørgsmål i forbindelse med den nye kontrakt, er du velkommen til at rette henvendelse til DOF’s formand, Ulla Lauridsen, på e-mail eller til foreningens jurist, Anne Koldbæk, e-mail.

 

2004 - 2020 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte