Find oversætter

Hjælpepakke til boghandlerne

1. april 2020

”Dansk Forfatterforening er meget glad for nyheden om, at Fonden DBK har etableret en hjælpepakke til de danske boghandlere. Det er virkelig positivt nyt for hele bogmarkedet,” siger Morten Visby, Forfatterforeningens formand. Hjælpepakken tilbyder boghandlerne 30 dages ekstra kredit – det betyder, at boghandlerne kan udskyde betalingen for deres bogkøb, uden at det går udover forlagene og dermed forfatterne.

”Forfatterforeningen håber, at initiativet kan være med til at beskytte de hårdt ramte fysiske boghandler,” siger Morten Visby.

DBK er en erhvervsdrivende fond, der ikke blot håndterer distribution og logistik for 90 % af det danske bogmarked, men også fungerer som et helt centralt led i samhandlen og mellem de danske forlag og de danske boghandler. Det er på den baggrund, at DBK har valgt at støtte boghandlerne i form af 30 dages ekstra betalingskredit, således, at boghandlerne kan udskyde betalingen for bogkøbet. Til glæde for forlag og forfattere.

 

Ud over de forfattere, der har fået aflyst deres formidlingsaktiviteter på grund af krisen, er de fysiske boghandler blandt de hårdest ramte her og nu. De fysiske boghandler, lige fra de store kæder til den lille uafhængige boglade, er et utrolig vigtigt led i hele litteraturens økologi. Danske forfattere har brug for boghandlerne – for det sortiment og den formidling, de stiller til rådighed for læserne.

Morten Visby hæfter sig også ved tiltaget som et eksempel på, hvordan velfungerende fællesordninger på bogmarkedet kan være med til at styrke dansk bogkultur til glæde for forbrugerne.

”Vi må værne om de danske boghandler. Dansk Forfatterforening opfordrer alle til at købe danske bøger via boghandlernes hjemmesider, ikke kun ebøger og lydbøger, men også trykte bøger,” siger Morten Visby.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte