Find oversætter

Hvem har rettighederne til spørgsmål og svar i en brevkasse?

12. marts 2024

En forfatter har gennem en årrække besvaret spørgsmål indsendt af anonyme til en digital brevkasse udgivet af en større medievirksomhed. Forfatteren har ikke fået honorar for sine svar og der har aldrig været en skriftlig aftale. Nu ønsker forfatteren at udgive en bog, der er baseret på de anonyme spørgsmål og forfatterens svar. Da forfatteren høfligt kontaktede mediet, fik forfatteren fremsendt en kontrakt fra mediet, som indeholdt flere vilkår, der ville gøre det meget svært for forfatteren at få udgivet sin bog.

Her er hvad Dansk Forfatterforenings jurist svarede:

Den fremsendte kontrakt var irrelevant for forfatteren. Forfatterens aftale med mediet er aldrig formaliseret, men den er bekræftet gennem flere års udøvelse og er dermed gældende.

Ophavsretligt har forfatteren rettighederne til at bruge sine egne tekster. I mangel af en skriftlig aftale, så har forfatteren alene overdraget en begrænset ret til mediets udgivelse af forfatterens tekster (svarene) i den pågældende digitale brevkasse. Dette følger af ophavsretslovens § 53, stk. 3, specialitetsprincippet. Forfatteren kan således frit råde over sine svartekster til anden brug.

Ophavsretten til spørgsmålene er hos stillerne af spørgsmålene og udgivelsesretten til disse er overdraget til mediet, som har offentliggjort spørgsmålene i brevkassen. Det betyder, at forfatteren frit kan referere fra og bringe citater af spørgsmålene, uden at skulle spørge nogen om lov, jf. rammerne i ophavsretslovens § 22. Da spørgerne er anonyme, kan spørgerne ikke krediteres, men det skal udgiver.

Forfatteren blev rådgivet til at orientere mediet inden udgivelsen af bogen. Mediet bør have lejlighed til at kommentere på kilde-krediteringen til de bragte citater og på den generelle reference til brevkassen.

Husk, at du som medlem altid kan søge råd og vejledning hos foreningens jurist på jura@danskforfatterforening.dk

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte