Find oversætter

Legatreception 2022

Fredag d. 24/6 2022 hædrede Dansk Forfatterforening 8 fremtrædende navne inden for litteratur ved årets legatreception.

27. juni 2022

”Hæderslegaterne går til en række fremtrædende navne, der på hver sin måde har ydet en hel særlig indsats for litteraturen. Det er fremtrædende værker, der på alle måder går sine egne veje,” siger Legatudvalgets formand, Tomas Lagermand Lundme.

Dette års legatmodtagere er:
Ane Bjørn, der modtager Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat på 30.000,- kr. for modige børnebøger i skrift og tegning om livet på flugt.

Bjørn Rasmussen, der får tildelt Albert Dams Mindelegat på 30.000,- kr. for et sanseligt, voldsomt og meget særligt, billeddannende forfatterskab.

Dorrit Willumsen, der modtager et legat fra Adam Oehlenschläger, Emil Aarestrup, Herman Bang og Johannes Ewald Fonden på 30.000,- kr. for et sart, hårdt og meget berigende forfatterskab skrevet med en stålsikker pen over de seneste 60 år.

Ursula Andkjær Olsen, der får tildelt Aarestrupmedaljen på 75.000,- kr. for et stort anlagt lyrisk og meget originalt forfatterskab, hvor utallige stemmer, sprog og kulturelle referencer flyder sammen.

 

Thomas Harder, der modtager Dansk Forfatterforenings Hæderslegat på 20.000,- kr. for sit særlige virke og betydningsfulde engagement som en fantastisk oversætter, der gang på gang giver læseren en bid af verdenshistorien – i hvert fald den litterære af slagsen.

Arne Herløv Petersen, der får et legat fra Henrik Pontoppidans Mindefond på 25.000,- kr. for sit enorme, præcise og altid udfordrende arbejde som lyriker, skønlitterær forfatter, oversætter af en lang række amerikanske mesterværker og mere eller mindre alverdens lyrik.

Katrine Øgaard Jensen, der modtager Kjeld Elfelts Mindelegat på 11.000,- kr. for gennem en længere årrække at have oversat fra begge veje mellem dansk og engelsk med mod og følsomhed.

Læs også om årets uddeling af legater hos Kulturmonitor.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte