Find oversætter

Må forlaget modregne garantisum/forskud fra 1 titel i royalty fra andre titler?

8. november 2023

En forfatter, der har flere titler på samme forlag, har oplevet at forlaget modregnede forskud udbetalt for udgivelsen af 1 titel, der ikke havde tjent sit forskud hjem, i forfatterens royaltykrav for andre titler udgivet på forlaget.

Umiddelbart nej.

Tidligere blev forskud beregnet for forskellige udgaver – ordinærudgaven, bogklubudgaven og billigudgaven. Nu er der sædvanligvis kun 1 forskud, som typisk er beregnet ud fra 1/3 eller 1/2 af forfatterens royalty for salget af første oplag af den primære udgivelse. I nyere kontrakter, herunder kontrakter hvor den primære udgivelse er digital, kan forskuddet beregnes ud fra forlagets forventninger til salget det første år efter udgivelsen. Forskuddet indikerer over for forfatteren, at forlaget tror på bogens succes.

Flere forlag er begyndt at skrive i kontrakterne, at forskuddet er et TITEL-honorar. Det betyder at forskuddet modregnes på alle indtægter fra den pågældende titel, dvs. også digitale, billigudgaver og måske også indtægter fra formidling til oversættelse og filmrettigheder. Sidstnævnte har vi ikke set eksempler på endnu, og det vil afhænge af en fortolkning af kontrakten, da der kan være særlige afregningsvilkår for formidlede rettigheder.

 

Når forlagene skriver at forskuddet er et titel-honorar, så bekræfter det, at hermed afviges fra sædvanen om, at udgangspunktet er, at der modregnes i den royalty, som der udbetales forskud for. Omvendt bekræfter det også, at det IKKE er i overensstemmelse med sædvane at modregne i royalty for andre af forfatterens titler.

Sædvanen stemmer også overens med de juridiske regler om modregning i kontraktforhold, idet man som udgangspunkt ikke kan modregne mellem fordringer, der ikke udspringer af samme retsforhold (konneksitet). Andet kan fremgå af en sædvane eller være aftalt mellem parterne.

Forskud og udbetalinger af royalties på samme titel udspringer af samme retsforhold. Forskud på 1 titel og royalties for en anden titel udspringer af to forskellige retsforhold, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Sådanne særlige forhold kan være at forlaget tilbyder at indgå aftale om 2 bøger i en serie og sender 1 kontrakt på ”bog nr. 1 og bog nr. 2” der ”gælder individuelt for begge titler” OG specificerer at det samlede forskud gælder for begge bøger. Forskuddet er i sådanne tilfælde ofte betydeligt (over 100.000 kr.).

DFF understreger, at vi som udgangspunkt tilråder 1 kontrakt pr. titel

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte