Cheltenham Literature Festival er verdens ældste litteraturfestival – grundlagt i 1949 – som hvert år fejrer skriftlig og mundtlig litteratur. Festivalen præsenterer nye navne og litterære stjerner, som skriver lyrik, biografi, fiktion, non-fiktion, børnebøger, YA-litteratur og alle mulige hybridgenrer.
Over ti dage i oktober kommer 500 mennesker fra litteraturens verden til den fredelige regency-by for at tale om bøger. Programmet for 2024 er endnu ikke offentliggjort, men tidligere år har gæster kunnet høre rockstjerner, akademikere, forskere og naturligvis et hav af forfattere. I 2023 var manuskriptforfatteren Richard Curtis (bl.a. Love Actually) i samtale med sin datter Scarlett, og tidligere har gæster kunnet møde Margaret Atwood, Ian McEwan og Kauo Ishiguro.
I år har danske litteraturelskere mulighed for at rejse sammen til festivalen. To medlemmer af Dansk Forfatterforening, Anna Bridgwater (som både er brite og kender Cheltenham!) og tidligere formand for BU-styrelsen, Lise Bidstrup, arrangerer i samarbejde med Risskov Rejser en grupperejse til Cheltenham fra torsdag d. 9. til mandag d. 14. oktober med afrejse fra København.
Turen inkluderer fly til Heathrow, bus til Cheltenham, fire overnatninger med morgenmad på Holiday Inn i Cheltenham og returrejse. Enkeltværelse mod tillæg.
Prisen ved 20 deltagere bliver på omkring 6.500 kroner for medlemmer af Dansk Forfatterforening og 500 kroner mere for deltagere, der ikke er medlem. Ikke inkluderet: Entre til festivalen og rejseforsikring.
Skriv til Anna@bridgwater.dk eller Lise.bidstrup@gmail.com, hvis du vil vide mere.