Find oversætter

Sagaforsker Annette Lassen modtager årets faglitterære pris

Den faglitterære styrelse under Dansk Forfatterforening har valgt at tildele Annette Lassen, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, årets faglitterære pris. Prisen gives på vegne af kulturministeriet til en forfatter, der har formået at formidle et kompliceret stof til et bredt publikum.

27. oktober 2020

Med sine udgivelser om islændingesagaerne og senest oldtidssagaerne har Annette Lassen fornyet interessen for denne middelalderlitteratur, fordi den gennem hendes fremstilling bliver vedkommende for en moderne læser. Hendes bøger er kendetegnet ved et åbenlyst engagement og fortælleglæde. Hun viderebringer nyeste forskning på en enkel og ligefrem måde. Dansk Forfatterforening er stolt af at kunne overbringe Annette Lassen prisen. Selv siger hun:

– Jeg er meget beæret over at modtage prisen. Det er en fornem række af fagforfattere, som jeg bliver en del af. Jeg er glad for, at prisen måske kan være med til at fremme interessen yderligere for disse gamle tekster.

Den faglitterære Pris er på 75.000 kr og er blevet uddelt siden 1973 af Dansk Forfatterforening på vegne af kulturministeriet. Tidligere modtagere af prisen er bl.a. Palle Lauring, Ebbe Kløvedal Reich, Søren Ryge, Jesper Hoffmeyer og Steen Hildebrandt.

Se tidligere modtagere af prisen her.

 

Fotograf: Simon Knudsen

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte