Find oversætter

Smuk landejendom i Sydsjælland lejes ud til forfatter

Forfatteren Leif Hasles Fond udlejer større stuehus til forfatter eller kunstner på smuk landejendom i Sydsjælland.

21. februar 2017

Fonden ønsker at komme i kontakt med en forfatter eller anden kunstner (gerne med partner og/eller familie), som drømmer om at leve på landet i rolige omgivelser. Boligen på den smukke firelængede tidligere gæstgivergård, Vindbyholtgård ved Præstø omfatter syv værelser, to toiletter samt renoveret køkken og badeværelse, (i alt omkring 150 kvadratmeter) samt en stor have ud til friarealer. Boligen er delvist møbleret. Leje af huset, eksklusiv forbrug udgør DKK. 4000,- pr. måned. Depositum 12000,-.

Lejeren skal stå for lettere, forefaldende arbejde på gården.

Der oprettes en toårig kontrakt med lejeren med mulighed for forlængelse i yderligere to år. Det forventes, at lejeren sørger for at opretholde standarden i huset (såsom malerarbejde inde og ude om nødvendigt, og lign.: materialer og værktøj stilles til rådighed af Fonden.) og tillige at tage imod kunstnere, når husets gæstelænge fra sensommeren 2017 udlånes til kortere eller længere fondstøttede ophold for forfattere m.fl.

Bil er ikke absolut nødvendigt men dog praktisk, eftersom nærmeste indkøbsmulighed er i Rønnede, ca. 10 kilometer fra Vindbyholt. Med offentlig transport kan Vindbyholt nås på under to timer fra København. Huset er beliggende på Vindbyholtvej 8, 4640 Faxe.

 

Der kan, efter aftale, indgå flere arbejdsopgaver i kontrakten, hvilket i så fald vil medføre en lavere månedlig leje.

En kort, motiveret ansøgning på 1-2 sider sendes til bestyrelsesformand Jørgen Bruhn på jorgen.bruhn@lnu.se senest d. 20. marts, 2017. Evt. spørgsmål kan rettes til Jørgen Bruhn, helst på på mail, eller på tlf: +46 705 474643. Udvalgte ansøgere vil blive inviteret til besigtigelse og samtale på Vindbyholt i ultimo marts måned. Fonden forventer, at lejer flytter ind i huset senest i juli 2017, men gerne snarest muligt.

 

2004 - 2019 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte