Find oversætter

Udkommer din bog uden kontrakt – så skal du reagere!

29. november 2021

En forfatter henvendte sig til DFF’s jurist om en manglende forlagskontrakt. Der var gået ½ år efter bogen var blevet udgivet. Kort tid efter udgivelsen havde redaktøren sendt et udkast til kontrakt til forfatteren på e-mail. Forfatteren var imidlertid ikke enig, navnlig ikke i forslaget om 0 % i royalty for første oplag. Forfatteren skrev ret hurtigt tilbage til sin redaktør og bad om mindst 15 % i royalty. Tiden gik, og forfatteren rykkede jævnligt for kontrakten. DFF’s jurist skrev til sidst til forlaget, at bogen var udkommet og en forlagskontrakt skulle indgås nu!

Da bogen for længst var udkommet, forelå der ansvarspådragende passivitet fra forlagets side, både i forhold til at de ikke havde sikret sig en skriftlig forlagskontrakt før udgivelsen, og i forhold til at den rette royalty måtte anses for at være 15 % af udsalgsprisen, jf. sædvane i branchen.

 

Forlagets ledelse tog fuldt ansvar for forløbet, og forfatteren fik en kontrakt med 15 % i royalty og rettighederne tilbage efter første oplag. Det altafgørende for udfaldet af sagen til forfatterens fordel var, at forfatteren havde udvist rettidig omhu ved at rykke kontinuerligt for kontrakten og – ikke mindst – ved at tilkendegive, at forfatteren havde regnet med mindst sædvanlig royalty for bogen som forudsætning for overhovedet at lade forlaget udgive bogen. Hvis forfatteren forholder sig passiv for længe efter udgivelsen, kan det blive et stort problem senere at gøre krav om royalty og rettighedernes tilbagegang gældende.

Søg hjælp hos Dansk Forfatterforenings jurist, hvis du ikke får en forlagskontrakt i tide. Skriv til Anne Koldbæk på jura@danskforfatterforening.dk.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte