Find oversætter

Månedens BU’er: Birde Poulsen

Birde Poulsen, 67 år
Bopælsby: Gl. Holte                    Primære målgruppe: Børn
Debut: Som billedbogsillustrator i 1983, billedbog med egen tekst i 1994
På billedet ses Birde sammen med sit yngste barnebarn, Lauge.

Af BU-gruppen - 12. marts 2021

Hvordan blev du forfatter/illustrator?
Jeg er uddannet på Skolen for Brugskunst på linjen for tegning og grafik og har altid været glad for at tegne.
Måske er det fordi, jeg er født ude på landet, hvor der var sparsomt med både søskende og legekammerater.

Hvad arbejder du på lige nu?
Jeg er i gang med en billedbog, som jeg desværre er gået lidt i stå med. Nu skal jeg i gang med at lave illustrationer til et kortspil. Det har jeg aldrig prøvet før, men i de sidste par år, har jeg lavet en del ting som ikke er bogillustration. Det siger måske lidt om tiden, billedbogen har det desværre svært.

Hvilke overspringshandlinger har du?
Jeg laver masser af overspringshandlinger. Jeg bor i et gammelt hus med have og jeg har fem børnebørn og det hele skal passes. Jeg tror, at overspringshandlinger er en vigtig del af mit arbejde, det hører med til illustrationsarbejdet.

Lever du af at være forfatter/illustrator? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen? Hvis nej, hvordan får du så økonomien til at hænge sammen?
Jeg lever af at illustrere, ikke mindst i kraft af, at jeg efterhånden får en del biblioteksafgift og Copydan vederlag. Da jeg var nyuddannet illustrator og endnu ikke havde optjent bibliotekspenge, underviste jeg på aftenskole i tegning og maling. Derudover tegnede jeg en del teknisk tegning.

Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Noget af det, som jeg holder allermest af er, at lave er billedbøger. De henvender sig for det meste til børn. Jeg har efterhånden også lavet en hel del billedbøger til de helt små børn. Det er måske fordi jeg hovedsagelig tegner dyr med følelser, der kan tænke og tale, det er ret ”barnligt”.

Hvad vil du IKKE skrive om/tegne? Og hvorfor?
Jeg tegner ret naturalistisk, og jeg synes ikke, at min streg egner til at tegne noget, som er alt for
alvorligt og sørgeligt. Jeg prøver at give mine illustrationer en humoristisk vinkel, det er ikke alle tekster, hvor det er muligt. Derfor har jeg f.eks. sagt nej til at illustrerer en billedbogstekst om psykisk sygdom.
Derudover kommer selvfølgelig også opgaver, hvor honoraret er for lavt.

Hvad er de vigtigste elementer i din arbejdsproces?
Når jeg går i gang med en opgave, laver jeg først små skitser og opdeler teksten, på den måde finder jeg ud af, hvad der skal tegnes. Så kommer det lange seje træk med at lave alle skitserne i hånden med blyant. Og til sidst kommer belønningen med at farvelægge med akvarel. Jeg holder meget af at male akvarel, især hvis jeg kan få sneget lidt hav og himmel ind i mine baggrunde.

 

Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg har fået mine børn og senere børnebørn med stor aldersspredning, derfor har jeg stor set altid haft et barn i billedbogsalderen tæt på, så jeg har altid kunnet benytte mig af ”test-kiggere/læsere”. Jeg har måske ikke direkte spurgt efter deres mening, men det er nemt at se, om en tekst eller illustration ”går ind”. Børn er ærlige, hvis de synes noget er kedeligt, så gider de ikke bruge tid på det.

Hvordan laver du research?
Det er de samme børn og børnebørn, der har givet mig ideer til bøger, gennem det de siger eller gør. Da min dengang fireårige datter spurgte mig: ”Hvad er skyggen lavet af?”, blev det til den første billedbog, hvor jeg selv skrev teksten. Da der samtidigt var landet en såret måge på min altan, så blev den hovedpersonen i en billedbog med titlen ”Hvad er skyggen lavet af?”
Så jeg plukker ideer fra virkeligheden.

Hvad er det hidtidige højdepunkt i din karriere?
Jeg føler ikke, at der har været så mange højdepunkter i min karriere, mit arbejdsliv har bestået af det lange seje træk. Men jeg fik Kulturministeriets illustratorpris i 1998, og jeg har en del gange fået Kulturministeriets arbejdslegater, det har jeg været meget glad for.

Hvad laver du i din fritid?
I min fritid synger jeg i kor og laver keramik. Der er ofte tegninger af dyr på mine krus og skåle.
Da jeg i sin tid skulle vælge hvilken linje på Skolen for Brugskunst jeg skulle søge ind på, så var jeg i tvivl om skulle være på tegne- eller keramiklinjen. Men jeg er nu ret sikker på, at jeg valgte rigtigt med tegnelinjen, selv om jeg elsker at lave keramik.

Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
En af de gode ting, jeg har gjort for mig selv er, da jeg for mere end 30 år siden meldte mig ind i Forfatterforeningen. Jeg har et skønt, men ensomt job, hvor jeg sidder hjemme og arbejder. Et af de få steder, hvor jeg har mulighed for at møde andre, der arbejder med det samme som mig, er til foreningens mange kurser, møder og fester.
Ud over at have det sjovt, få ideer til nye projekter, få nye venner, så kan vi udveksle erfaringer om kontrakter og honorarer. Jeg kan f.eks. fortælle unge illustratorer, at vores honorarer stort set ikke er steget i de snart 40 år, hvor jeg har arbejdet som illustrator.
Så hurra for biblioteksafgiften og Copydan vederlag og hurra for de aktive medlemmer i foreningen, som arbejder på at bibeholde og forbedre biblioteksafgiften, Copydan vederlag og vores forhold i det hele taget.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte