Hvordan blev du forfatter?
Da jeg var barn, delte min søster og jeg værelse. Hver aften, når vi lå i den hvide køjeseng, fortalte jeg historier. Jeg kan huske, at jeg blandt andet var vildt inspireret af tv-serien De overlevende. Som ung elskede jeg at læse og drømte om at skrive, så jeg begyndte på Litteraturvidenskab på KUA, men det blev til for meget videnskab og for lidt lidenskab, så på en studietur til USA på kandidatdelen ’hoppede jeg af’ og blev hængende derovre. Da jeg senere vendte hjem, mødte jeg Daniel Zimakoff (som jeg er gift med), og vi begyndte at skrive noveller sammen. Ved et tilfælde kom jeg til at skrive tv-fiktion, og her lærte jeg den (for mig) svære disciplin at færdiggøre et manus. På et tidspunkt blev jeg træt af alle begrænsningerne i tv-verdenen og begyndte at skrive bøger. Her kunne man godt lade kloden oversvømme uden at overskride budgettet.
Hvad arbejder du på lige nu?
For nyligt udkom Himlen over i morgen, som er en slags klimathriller/coming of age-roman, der foregår i en nær fremtid, hvor klimakrisen koger, og 70.000 flygtninge bor i en lejr syd for grænsen. Der er stadig en del opfølgningsarbejde på bogen i forhold til de sociale medier mm. Jeg er pt. i gang med en (meget) realistisk ungdomsroman, som er inspireret af nogle virkelige begivenheder, der fandt sted i Solna i Sverige for nogle år siden. Derudover skriver jeg på noget autofiktion, som stadig er på et meget afsøgende stadie.
Hvilke overspringshandlinger har du?
Mindst en for hvert slags vejr. Hvis solen skinner, må jeg ud, inden den forsvinder. Hvis det sner, må jeg også ud, inden det forsvinder. Hvis det regner, er jeg nødt til at gå ud, for jeg elsker at gå med paraply i regnvejr. Men heldigvis sker der også ting i forhold til historierne, når jeg går. En vigtig sætning kan poppe op i mit hoved, eller en anderledes twist på plottet, til tider en ny idé.
Og så er der overspringsklassikerne: At brygge en kop kaffe, tjekke mails eller at surfe på nettet. MEN jeg kan også blive suget helt ind i min fortælling, og så lægger jeg ikke mærke til, om det stormer eller regner, jeg glemmer at spise og drikke og får krampe i fødderne, fordi jeg i timevis har siddet i en virkelig mærkelig stilling.
Lever du af at være forfatter? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen? Hvis nej, hvordan får du så økonomien til at hænge sammen?
Ja, jeg har efterhånden skrevet så mange bøger, at jeg har en god ballast. Jeg holder en del foredrag på skoler og biblioteker. Og skriveworkshops for både børn og voksne. Det sidste års tid har alting selvfølgelig været meget anderledes pga. corona. Kunstfondens legater har også gennem årene været en stor hjælp for mig. Det samme gælder Autorkontoen.
Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Pyh, det er svært at svare på. Unge er nok generelt mindre fasttømrede i deres liv, end voksne er. De er stadig søgende, på vej og har tit en anden åbenhed/nysgerrighed. Der er noget intenst vibrerende over at være ung. Livet kan ikke udsættes. Det er lige nu og her, og alting er nyt og vigtigt og hudløst. Det kan jeg godt lide at skrive på.
Hvad vil du IKKE skrive om? Og hvorfor?
Jeg skriver kun om noget, som på en eller anden måde betyder noget for mig – og forhåbentlig også for andre. Det skal kunne mærkes i maven.
Hvad er de vigtigste elementer i din arbejdsproces?
En bærende idé er jo ret så afgørende. Uden den, ingen videre proces, ingen bog. Undervejs i selve skriveprocessen sker det som regel, at jeg støder ind i en mur og går totalt i stå. Her står fortællingen sin prøve – kan jeg finde ind til dens kerne og løse udfordringen eller ej? Det kan være frygtelig frustrerende, men hvis det lykkes, er det også en meget givende proces.
Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen? Og hvad er det værste?
Det værste er at miste troen på historien – eller nærmere troen på, at jeg kan skrive den. Det kan holde mig vågen om natten. Det bedste er, når jeg fuldstændig glemmer mig selv og bliver suget helt ind i fortællingen. Og at blive overrasket. Når der sker ting, jeg på forhånd ikke anede noget om.
Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg er som regel ret langt i skriveprocessen, inden jeg ’lukker andre ind’. Mine sønner og min mand læser ind imellem mine ting og giver mig respons. Og så selvfølgelig min redaktør. Jeg synes, det er rigtig fedt med feedback, for jeg har altid nogle ’blind spots’ i forhold til historien. Og rent sprogligt er det klart en fordel med flere sæt øjne på teksten. Men hvis der kommer for mange stemmer ind over, kan det også blive forvirrende.
Hvordan laver du research?
Det kommer helt an på projektet. Jeg går en del på nettet og søger viden, læser faglitteratur, nærstuderer fotos, besøger steder, interviewer forskere eller andre fagpersoner, lytter til børn og unge. Flere af mine romaner er inspireret af virkelige begivenheder. F.eks. fik jeg idéen til fantasyserien Isens hjerte, fordi jeg læste om en lille bygd Kivalina i det nordvestlige Alaska, som er i fare for at blive opslugt af havet pga. klimaforandringerne. Det var fedt at flytte problematikken over i en fantasyfortælling, hvor jeg fik frie tøjler til at digte løs.
Hvad er det hidtidige højdepunkt i din karriere?
Jeg synes, der er forskellige slags højdepunkter. Det år, jeg debuterede, fik Daniel Zimakoff og jeg en stor forfatterpris for vores fælles bog Strømsvigt. Det skød i den grad min karriere som forfatter i gang. Jeg sagde mit faste job op og begyndte at skrive på fuld tid. Salgsmæssigt var det et højdepunkt, da fantasyserien Dalia Dragehvisker blev en bestseller med over 20.000 solgte eksemplarer, og det var fantastisk at modtage så mange mails fra børn og unge, der efterlyste en 5’er. Det betød rigtig meget for mig. Geparddrengen, som jeg skrev under min rejse til Zambia i forbindelse med Børnenes U-landskalender, kom i over 60.000 eksemplarer, og det var et mega privilegie at være med på det eventyr. Det betød også rigtig meget for mig at turnere Danmark rundt i forbindelse med Klimatopmøde i børnehøjde og fortælle om min dystopiske trilogi Kloden under vand, ligesom det var et blast at blive inviteret til fremtidsbogmesse i Sibirien. Ja, i det hele taget al den dialog omkring klimaet, som jeg har fået lov at blive en del af pga. mine cli fi-bøger, senest Himlen over i morgen. Og så selvfølgelig beskeder som denne her: Min søn på 15 har læst sin første frivillige bog, Kloden under vand 1 … nu MÅ han eje hele serien.
Er du med i en skrivegruppe/har du en skrivemakker? Hvorfor/hvorfor ikke?
To gange om året er vi fire forfatterveninder, som tager en uge afsted på skriveophold sammen – Bodil El Jørgensen, Trine Bundsgaard, Anne-Marie Donslund og jeg. Vi har været i Malaga, i ødegård i Sverige og på Horneland på Fyn. Vi skriver og udveksler tanker om vores projekter, forfatterliv og om alt muligt andet. Vi læser højt for hinanden, drikker vin, laver mad og går de skønneste ture. Det er en fantastisk ting, og jeg værdsætter virkelig det fællesskab. Jeg har også en kontorplads på Kronborg, og det fællesskab kan normalt også rigtig meget, men det har for en tid været punkteret pga. corona. Jeg glæder mig virkelig til frokostsamtaler og dansefester indenfor voldgravene igen.
Er du åben om igangværende projekter, eller afslører du først noget, når bogen er
færdig?
Jeg kan godt fortælle lidt om det, jeg skriver på, men går sjældent super meget i detaljer.
Hvad laver du i din fritid?
Sammen med en veninde er jeg på vej mod Rom. Til fods! I etaper. Her i coronatiden har jeg været vild med at lave mad over bål i haven. Jeg elsker at komme ud på havet og er begyndt at ro. Jeg er til gode serier og film, jeg læser også rigtig meget og siger sjældent nej til at gå på café. Desuden er jeg stor fan af at tage i sommerhus med min familie eller venner og tale eller spille til langt ud på natten.
Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
Det kollegiale. Fællesskabet. Det faglige såvel som det sociale.