Find oversætter

Mød dit styrelsesmedlem: Anna Bridgwater

I løbet af den næste tid vil du her på hjemmesiden have mulighed for at møde dine BU-styrelsesmedlemmer. Vi har rystet posen med spørgsmål lidt – men ellers er konceptet det samme, som du kender det fra “Månedens BU’er”.

Af BU-gruppen - 6. december 2022

Vælger du selv fortællingen, eller vælger den dig?
Jeg synes, jeg selv vælger mine fortællinger, men jeg må se i øjnene, at der er elementer, som går igen i meget af det, jeg skriver – hav, drukneulykker, svømning. Og jeg aner ikke hvorfor. Så måske har de elementer i fortællingerne valgt mig?

 

Hvad gør du, når du går i stå i dit arbejde?
Når jeg går i stå, overvejer jeg, hvad jeg har lyst til at skrive. Hvilken scene vil jeg gerne skrive nu? Det er der, energien ligger. Eller også dyrker jeg noget motion. Men jeg tror faktisk ikke på skriveblokering. Jeg tror, at det er det, der sker, når jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive. Og så må jeg regne ud, hvad jeg skal skrive.

 

Hvorfor meldte du dig ind i styrelsen?
Det er vigtigt for mig at give noget tilbage til Forfatterforeningen, som har beriget mig med foreningens arbejde for mine rettigheder, kurser, venner, seminarer, fester, inspiration …

 

Hvad er det sjoveste faglige arbejde?
Det er de andre medlemmer, som gør det faglige arbejde sjovt.

 

Opfatter du dig selv som kunstner eller håndværker?
Jeg er håndværker, og håndværket er vigtigt. Jeg tror altid, jeg kan blive en bedre håndværker, dygtigere til at give mine læsere det, jeg gerne vil give dem – en god oplevelse.

 

Hvor meget betyder en god redaktør for dig?
Gode redaktører er universets gave til forfattere. Jeg bliver høj af arbejdet med en god redaktør, fordi sådan en kan løfte mit arbejde og gør det både lettere og bedre. En god redaktør læser mine tekster bedre, end jeg selv kan.

 

Klæ’r du dig tit ud som pelsdyr?
Jeg er inderst inde en kat – en af dem, der sniger sig omkring i andres haver. Så jeg er faktisk et pelsdyr.

 

Hvorfor har du valgt at være medlem?
Jeg er medlem af Dansk Forfatterforening, fordi solidaritet er vigtig. Hvis vi ikke står sammen og kæmper for vores rettigheder og faglighed, kan vi lige så godt overlade alt til algoritmer og IA og søge arbejde på en café.

 

Er du neurotisk mht. din arbejdsplads (indretning, udseende osv.)?
Jeg er neurotisk rodet. Mit skrivebord ligner en genbrugsplads. Og uden mit yndlings-tekrus kan jeg slet ikke skrive. Bortset fra det kan jeg skrive stort set overalt.

 

Hvad er din yndlingsoverspringshandling?
Meget stærk britisk te med mælk, en lur på sofaen og en podcast om eftermiddagen er svær at sige nej til.

 

Foto: Lisbeth Holten

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte