Find oversætter

Grænser. Workshop på Jaruplund

ARBEJDENDE UGEKURSUS FOR FORFATTERE, ILLUSTRATORER OG OVERSÆTTERE

Skriver du på en roman? Er du forfatter til en fagbog? Er du en uforbederlig skrivekugle eller tegner du? Skriver du digte? Er din foretrukne genre fantasy? Oversætter du? Er du til essays eller til krimier? Har du skrevet dine erindringer? Illustrerer du bøger for børn og unge? Vil du gerne udgives i andre lande? Er du frisk på at producere kortere tekster/tegninger/oversættelser på stedet og dele dem med andre? Vil du gerne møde dine læsere?

Så er workshoppen i uge 41 lige noget for dig.

I samarbejde med Jaruplund Højskole arrangerer Dansk Forfatterforening i uge 41 en workshop der omfatter skrive- og tegnesessions, besøg på skoler, foredrag, samtaler, kunstudstillinger og møde med forlæggere.

Jaruplund Højskole er den danske højskole i Sydslesvig og ligger få kilometer syd for Flensborg. Højskolen er topmoderne og har grafisk værksted, biograf, motionsrum, bibliotek, foredragssal og fri adgang til internettet. Alle værelserne er med eget bad og toilet.

Det arbejdende kursus vil have plads til op til 25 danske forfattere, illustratorer og oversættere.

Kurset begynder en søndag og slutter den efterfølgende lørdag. Sproget er dansk.
I den pågældende uge er der aftalt et samarbejde med Flensborg Avis om mulig offentliggørelse af tekster og tegninger produceret under kurset.
Kunstforeningen i Flensborg vil åbne dørene for en udstilling af danske illustratorer.

En af ugens dage bliver afsat som oplæsningsdag, hvor de deltagende forfattere efter forudgående aftale kan aflægge besøg på nogle af de danske skoler, gymnasier, biblioteker i regionen.

Oplægsholdere vil bl. a. være tegneserietegneren Peter Madsen og forfatteren Sally Altschuler. Man kan også møde lokale skribenter såsom Karin Johannsen-Bojsen, Lars N. Henningsen og Jørgen Møllekær.

Det er en ny og anderledes måde at holde kursus på, og bortset fra udgifter til rejsen til og fra højskolen, koster det ikke noget.

Kurset tilrettelægges af foreningen Litteratour, kursusafdelingen i Dansk Forfatterforening, Jaruplund Højskole. Øvrige samarbejdspartnere er bl. a. Flensborg Avis og Skoleforeningen, der forvalter de danske skoler i Sydslesvig.

Læs kursusbeskrivelsen her

Tilmelding:Send en kort, motiveret ansøgning + et kort cv til kursussekretæren senest den 10. juni. 2015 kursus@danskforfatterforening.dk

Fortæl hvad du har skrevet, illustreret eller oversat og gerne lidt om dine forventninger til fremtidig produktion.

Dette CV vil også blive brugt til at fortælle den danske skoleforvaltning i Flensborg om dig og dit forfatterskab. Skoleforvaltningen har planer om at gøre meget ud af at præsentere hver enkelt deltager for de skoler og institutioner, vi kommer i kontakt med.  Det samme gælder det danske biblioteksvæsen der har planer om at arrangere forfatteroptræden på bibliotekerne i Husum, Slesvig by og i Flensborg. Endvidere vil der være en udstilling af danske illustratorer på Centralbiblioteket i Flensborg.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte