Vil du præsentere dig for os?
Jeg hedder Anne Marie Marquardsen og kan pryde mig med to titler, nemlig Pædagogisk konsulent og Fagbogsforfatter. Jeg ejer Konsulentfirmaet DEN GODE DAGINSTITUTION, som samarbejder med kommuner, institutioner og private om udviklingsprojekter, kurser, oplæg og skriveopgaver.
Hvad udmærker dine bøger sig med?
Min intention er at skabe meningsfuld sammenhæng mellem teori og praksis. Det håber jeg er lykkedes i mine bøger, der overordnet set præsenterer teori/viden om sprogets og relationers betydning for al læring. Udgivelserne introducerer flerfaglig tænkning og modeller, der konkret kan omsættes til praktisk pædagogik. Bøgerne kan bruges som håndbøger eller som et inspirations- og refleksionsværktøj.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Det har jeg svært ved at svare på, for alle mine bøger er hjertebørn, som hver især repræsenterer en vigtig brik i udfoldningen af begrebet ”læringsmiljøer.” Personligt må skriveprocessen omkring – og udgivelsen af min første bog, Sprogmiljøer i børnehøjde, siges at være et vendepunkt, fordi en dygtig redaktør på Dansk Psykologisk Forlag tog sig tid til at tage mig i mesterlære og gav mig tro på min egen stemme.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Grundlæggende fordi jeg gerne vil medvirke til at udvikle gode læringsmiljøer både i børnehøjde og i voksenhøjde. Jeg mener også, at der er et behov for praksisnære fagbøger, som er lige til at gå til, fordi ledere og pædagoger ikke altid har tid, tålmodighed og træning nok til at selv at skabe en tydelig sammenhæng mellem teori (eller udefrakommende krav) og tilrettelæggelse/udførelse af god praksis.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Forfattere som Ida Jessen, Helle Helle, Pia Juul, Kim Leine og Louis Jensen, der alle skriver skønlitteratur, inspirerer mig med hensyn til sprog og tilgang til menneskelige relationer. Knud Illeris og Gianni Rodari er to grand old men i faglitteraturens verden og symbol på en slags yderpunkter i det, jeg vurderer som stærk, inspirerende faglitteratur.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg har lige skrevet synopsis til en praksisnær fagbog om udvikling af det sproglige læringsmiljø i dagplejen. Ideerne buldrer, så jeg navigerer efter at komme i mål med projektet.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud?
Dagen starter som oftest med en sejltur kl. 6.30 fra Agersø. Kl. 7.00 er jeg på mit kontor på fastlandet, og herfra er mine dage meget forskellige. Nogle dage forberedes arbejdsmøder, projekter, oplæg og kurser – eller jeg tager rundt i landet til samme. Andre dage skriver jeg manuskripter, rapporter, artikler, indlæg eller blogs – eller jeg deltager i konferencer, temamøder og diverse faglige fællesskaber. Andre dage igen handler mit arbejde om markedsføring, kundekontakt og opfølgning eller administrative opgaver. Ingen dage er ens, men fokus på udvikling af gode læringsmiljøer fungerer som den røde tråd i mit arbejde.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Først sætter jeg ramme og retning for bogen og beslutter nogenlunde hvilke temaer, den skal behandle. Derefter bevæger jeg mig fra hel til del – forstået på den måde, at jeg laver en grundig research, og giver mig selv lov til fordybelse i et emne: låner bøger, læser artikler og kigger efter interessante oplæg og konferencer i den virtuelle eller i den virkelige verden. I denne fase tager jeg notater og indstreger det, som ser ud til at være relevant for helheden. Herefter skriver jeg emnekapitlet (ofte med ufærdige afsnit i stikordsform) og afrunder med idé til overgang til næste del, som jeg så laver research på …
Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Noget som slår mig, er en manglende ligestilling mellem faglitteratur målrettet folkeskolen og fagbøger målrettet 0-6årsområdet. Er det rimeligt, at en lektørudtalelse kun kan komme på tale, hvis bogen henvender sig til folkeskolen? Det synes jeg ikke!
Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?
Nej, det ville jo ikke være min stemme! Men, der er forfattere hvis bøgers oplagsstørrelse og salgstal, jeg gerne ville nærme mig …