Vil du præsentere dig for os?
Jeg hedder Hanne Abildgaard og er magister i kunsthistorie. I mange år arbejdede jeg med undervisning, og jeg var fagredaktør på Weilbachs Kunstnerleksikons 4. udgave, der udkom i 1990’erne. Sideløbende skrev jeg en række artikler og et bind i Ny Dansk Kunsthistorie, Tidlig modernisme, der udkom i 1994. I 1998 blev jeg ansat på Arbejdermuseet som museumsinspektør, senere forsknings- og formidlingschef, og stod for en lang række større og mindre publikationer, inden jeg for snart seks år siden besluttede at blive fuldtids forsker og forfatter.
Hvad udmærker dine bøger sig med?
Mine bøger baserer sig på ny udforskning af et historisk kildemateriale, der er så bredspektret, at det giver mulighed for at bevæge sig i grænselandet mellem kunst- og kulturhistorie. Formen er ofte biografisk, men bøgerne handler i lige så høj grad om den sociale, intellektuelle og kreative sammenhæng, den biograferede indgår i. Jeg betragter mine bøger som forskningsformidling, der henvender sig til et ret bredt publikum, og lægger derfor vægt på at få historien fortalt ordentligt. Sprogligt holder jeg af klarhed og det lidt underspillede, men fortællestilen skal samtidig have den nødvendige energi og fremdrift for at kunne fastholde læserens opmærksomhed. Der er tale om kunstbøger, hvor billedernes rolle er jævnbyrdig med teksten. Ideelt set spiller det visuelle og det sproglige sammen og støtter hinanden, men de kæmper også om læserens opmærksomhed. Målet er, at teksten både skal kunne fungere i sig selv, og åbne for de mange forskellige lag og potentialer i billederne.
Hvilke af dine bøger har størst betydning for dig?
Anton Hansen. Mellemkrigstidens sorte satiriker fra 2001 fordi det lykkedes at skrive en i sin tid helt central tegner frem som den skelsættende kunstner, han var. Der var et stort arkiv at arbejde med, og der var rige muligheder for at perspektivere hovedpersonen i kraft af hans mange forbindelser med betydningsfulde skikkelser inden for kultur og politik. Arbejdet var altså en ren fornøjelse og blev en øjenåbner for, hvordan man kunne bruge den biografiske form som omdrejningspunkt for en langt større historie. Min seneste bog, Barbermaleren John Christensen fra 2017, har muligvis lige så stor betydning. Den er skrevet uden arkiv fra den biograferede, men ud fra den overbevisning, at hovedpersonens værker og farverige livshistorie i forening havde potentiale til at skrive et temmelig overset felt af mellemkrigstidens kulturliv frem. Samtidig lykkedes det med denne bogen i højere grad at overskride det traditionelle skel mellem kunst- og kulturhistorie.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
For mig giver det ikke mening at være forsker inden for humaniora, hvis man ikke kan formidle sine opdagelser til omverdenen. Det har altid været en vigtig motivation for arbejdet med mit fag. Jeg har lyst til at skrive og en overbevisning om, at man med udgangspunkt i en kunstner eller en kreds af kunstnere kan uddybe indsigten i historiens æstetiske, menneskelige og samfundsmæssige aspekter og gøre dem relevante og berigende for nutidens mennesker. Jeg har en forkærlighed for at grave i fænomener, der fremstod som betydningsfulde og helt centrale i deres samtid, men siden er blevet marginaliseret eller direkte glemt. Ofte ligger der her ikke kun potentialet til den gode historie, men også en mulighed for at genoverveje hele det brede spektrum af kanoniseret kunst og kultur eller i det mindste komme på sporet af nogle af de processer, der fører til enten stjernestatus eller marginalisering.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Inden for mit fag er jeg især inspireret af den mere sociologiske tilgang, man finder i svensk kunsthistorie, bl.a. hos Sven Sandström og efterfølgere, hvor kunsten skrives ind i en bredere samfundshistorie. Ellers er det i højere grad den litterære biografi end kunsthistorien, der inspirerer mig. Jens Andersens biografier om Tom Kristensen og Astrid Lindgren f.eks., som balancerer forbilledligt mellem det nære og indlevede og den nødvendige distance.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg skriver på to meget forskellige bøger. Den ene har maleren og væveren Astrid Holm i centrum. Hun var elev af Henri Matisse og spillede en fremtrædende rolle under modernismens gennembrud i Danmark i årene omkring Første Verdenskrig, og samtidig var hun den første kvinde, der fik en karriere på Kunstakademiet. Det har forfulgt mig i årtier, at hun aldrig var blevet en del af kunsthistorien, så nu skal hun skrives ind i en bredere fortælling sammen med en kreds af hendes lige så marginaliserede kvindelige kunstnerkammerater. Den er i sin afsluttende fase, så samtidig er jeg i gang med en kildeudgivelse om Klingen, der skal kaste nyt lys over det farverige avantgardetidsskrift fra 1917-1920 via den omfattende korrespondance, der er bevaret mellem redaktører og bidragydere.
Hvordan ser din almindelige arbejdsdag ud?
Efter morgenkaffe og knækbrød sætter jeg mig på cyklen for at komme afsted, da jeg arbejder bedst først på dagen. Turen går i øjeblikket som regel til Kunstakademiet, som huser mine igangværende projekter. Ellers er turen ofte gået til Det Kgl. Biblioteks forskerlæsesal, hvor jeg har skrevet de fleste af mine publikationer. Det store rum, hvor man sidder sammen med andre lige så dybt koncentrerede, er det bedste sted for mig at skrive. I de indledende perioder af et projekt går turen dog ofte i stedet rundt til museer og private hjem for at samle oplysninger og materiale eller besigtige værker til brug i bøgerne, et tidskrævende, men sjovt arbejde, der ofte giver helt uforudsigelige resultater.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Den kæmper jeg med. Jeg prøver at tvinge mig selv til ikke at begynde at skrive for tidligt i processen, da det giver et utroligt enerverende arbejde med trimning og forkortelse af manuskriptet senere hen. Men da jeg ofte arbejder på basis af et stort, sammensat, upubliceret og fragmenteret kildemateriale, kan jeg ikke have det hele i hovedet. Min strategi er at opdele helheden i 3-4 tyngdepunkter, som researches og gennemskrives hver for sig. Alligevel ender det hver gang med, at manuskriptet må skrives om tre gange.
Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Den virker presset, især hvis der er tale om faglitteratur på dansk og om danske forhold. Internettet har overtaget mange af opslagsværkernes roller, og bibliotekerne køber færre bøger, der åbenbart skal køre rundt på landevejene efter bestilling i stedet for at friste potentielle lånere på hylderne. Mit eget felt er begunstiget af flere private fondes engagement i bogproduktionen, men de rammer, de store, offentlige institutioner tilbyder tilblivelsen af humanistisk faglitteratur, er under mærkbart pres af 2%-nedskæringer, læsesalsfusioner etc. Samtidig er det selvfølgelig fint, at det anerkendes af læsere og købere, når forskere, ikke mindst fra historikernes rækker, arbejder bevidst og fornyende med formen.
Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?
Der findes i hvert fald emner, jeg godt kan ærgre mig over, jeg ikke fik øjnene op for i tide. F.eks. maleren Emilie Demant Hatt, hvis utroligt spændende liv og indsats både som kunstner og som formidler af samernes kultur for nylig er blevet genstand for en perspektivrig biografi af den amerikanske forfatter Barbara Sjoholm.
Foto: Sven Berggren.