Vil du præsentere dig for os?
Mit navn er Thomas Harder. Jeg er født i en dansk-italiensk familie i København i 1959. Af uddannelse er jeg cand.mag. i italiensk og historie samt konferencetolk. Af profession er jeg litterær oversætter, konferencetolk og fagbogsforfatter.
Den første bog, jeg skrev, var en skolebog, Blod magt og penge (Gyldendal, 1987), der voksede ud af mit hovedfagsspeciale på italienskstudiet. (Den drabelige titel skyldtes redaktørens formodning om, at “det nok er de bogligt mindre stærke drenge, der vil vælge at arbejde med din bog”). Senere fulgte en voksenbog om samme emne og andre bøger med italienske temaer: rejse- og guidebøger, kogebøger og en bog om italiensk historie og kultur samt en guidebog om London. I en del år skrev jeg om Italien, litteratur, TV, mad m.m. i skiftevis Weekendavisen og Politiken. Det journalistiske arbejde førte til interviewbogen Om folkelighed, og mit arbejde som oversætter og konferencetolk fik mig til at skriver en bog med den mundrette titel Mellem to sprog – om oversættelse, tolkning, sprogpolitik og hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget.
I den sidste snes år har jeg skrevet biografier om danske deltagere i Anden Verdenskrig. Det begyndte med Paolo il Danese – Den danske partisan om en dansk katolsk præst, der blev partisanfører i Italien, siden fulgte Anders Lassens krig, Kryssing – Manden, der valgte forkert, Kæreste Kek (om et dansk-britisk søskendepars krigsoplevelser) og Birk om jagerpiloten Kaj Birksted, som udkommer i løbet af 2024. Ved siden af biografierne har jeg skrevet Besættelsen i billeder og De uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949.
Min seneste udgivelse er En sten for Eva – Bogense 1855-Theresienstadt 1943, som jeg ligesom Kæreste Kek skrev sammen med min kone, forfatteren og b&u-oversætteren Lene Ewald Hesel.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Mine bøger er ret forskellige. De mere historiske er præget af en optagethed af detaljer, som tjener til at karakterisere personer og miljøer, vise mekanikken i et begivenhedsforløb og i det hele taget gøre fortællingen konkret og levende. Jeg blev glad, da en anmelder skrev om Besættelsen i billeder, at jeg fik poesi ud af den militære terminologi.
Mine bøger er ofte resultatet af et samarbejde. Nogle har jeg skrevet sammen med medforfattere, og det har altid været sjovt og inspirerende og nyttigt at have nogen at diskutere stoffet og ideerne med. Mange er desuden skrevet med hjælp fra professionelle researchere, hvoraf jeg har arbejdet sammen med nogle så længe og så ofte, at de ikke bare hjælper med det, jeg beder dem om, men bidrager meget selvstændigt og initiativrigt.
Nogle af mine bøger er kommet i flere udgaver, fordi jeg aldrig er blevet helt færdig med dem. Man kan altid finde ud af noget mere, enten på eget initiativ eller fordi venlige læsere gør opmærksom på fejl og mangler, som bør rettes, eller på interessante detaljer, sidehistorier, personer eller nyttige kilder, som man ikke var opmærksom på i første omgang. Anders Lassens krig udkommer således snart i 5. reviderede og forøgede udgave.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
En sten for Eva, som Lene og jeg brugte to år på at skrive med udgangspunkt i en dramatisk historie fra den ejendom, vi kort forinden var flyttet ind i. Det var dejligt at arbejde sammen om så stort et projekt, og det var en stor oplevelse at komme ind i det univers og det persongalleri – jødisk historie i Danmark med særligt fokus på Bogense i slutningen af 1800-tallet, det moderne gennembruds København og besættelsen – som projektet åbnede for os. Og alle de sympatiske mennesker, som det har bragt – og stadig bringer os – i forbindelse med. Den bog gad jeg godt skrive en gang til.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Fordi jeg har erfaret, at jeg kan det. Fordi det morer mig og tilfredsstiller min nysgerrighed. Fordi der er så mange gode – og vigtige – historier, som fortjener at blive fortalt. Fordi der heldigvis er folk, der gerne vil læse de historier.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Cornelius Ryans Den længste dag, Slaget om Berlin og Broen ved Arnhem gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste dem for længe siden. Jeg beundrede Ryans evne til at veksle mellem det store strategiske overblik og meget detaljerede skildringer af enkeltpersoners oplevelser. John Keegans The Face of Battle har jeg læst adskillige gange. Keegan havde en formidabel evne til at skildre krigens mekanik og konkrete – fysiske og psykologiske – virkelighed, som den oplevedes af den enkelte soldat. Og ligesom Ryan skrev han levende og underholdende og vittigt. Evelyn Waugh og Raymond Chandler er blandt de andre forfattere, som jeg vender tilbage til igen og igen. Waugh også af historiske grunde, men mest for min fornøjelses skyld.
Hvad skriver du på lige nu?
Sammen med kokken og restauratøren David Fischer arbejder jeg på en bog om pastaretter fra hele Italien. Arbejdstitlen er Giro di pasta – den er meget god, synes jeg, men vil muligvis volde irriterende udtaleproblemer, så måske skal vi finde på noget andet. Og så venter jeg på at få manuskriptet til Birk tilbage med redaktørens kommentarer. Når Birk og pastabogen er bag mig, skal jeg tale med nogle forlag om nye udvidede og reviderede udgaver af rejsebogen Fra Brenner til Trento og Mellem to sprog. Og så har jeg stor lyst til ud fra bl.a. de mange rejsebreve, postkort, fotografier m.m., som var en vigtig del af kildematerialet til En sten for Eva, at skrive en bog om turismens kulturhistorie i perioden ca. 1900-1940. Det er endnu kun en ret løs ide, men jeg tror, at det kunne blive en interessant og underholdende bog – og sjov at skrive, især hvis jeg kan lokke Lene til at deltage i projektet.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
De dage, hvor jeg ikke er optaget af tolkejob eller oversættelsesopgaver eller foredrag, tilbringer jeg i princippet med at læse kilder og faglitteratur og skrive. Så stor en del af dagen, som jeg orker det. I praksis skriver jeg dog mest inden for det, som de fleste vil betragte som almindelig arbejdstid. Det er nemmere at læse i sofaen. Når jeg er på arkivbesøg, fotograferer jeg rub og stub fra pakkerne for så at læse det i ro og mag på en skærm derhjemme. På samme måde, når mine efterhånden ret faste researchere går i udenlandske arkiver for mig: De kaster nettet bredt ud – men ikke kritikløst, for vi taler altid grundigt om, hvad der interesserer mig – og sender mig ofte flere tusind sider arkivalier, som jeg så gennemgår hjemme.
Jeg vil helst arbejde ved mit skrivebord (eller i min sofa) hjemme hos mig selv, men på grund af mit arbejde som konferencetolk rejser jeg en del, og jeg har vænnet mig til at udnytte den “tomme tid”: Jeg skriver eller læser kilder og tager notater i tog og fly, i lufthavnslounger og hoteller, i sofaer i Europa-Parlamentets vandrehal, i tolkekabiner, mens jeg venter på, at møderne skal gå i gang osv. Det er svært ligefrem at skrive under de forhold, men man kan nå at få læst en hel del.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Det afhænger helt af, hvad jeg skriver. Men de to ting foregår som regel parallelt. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft alt det nødvendige materiale liggende parat, da jeg gik i gang med at skrive. Under skriveriet bliver det som regel klart for mig, hvad jeg mangler at vide, og hvilke kilder og hvilket materiale, jeg skal lede efter. Tilsvarende er de kilder og det materiale, som jeg efterhånden finder, i nogen grad med til at styre skriveriets retning og bestemme tyngdepunkterne. Jeg forestiller mig, at det samme gælder for de fleste andre fagbogsforfattere.
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Det fremgår af diverse statistikker – og af mine egne mere anekdotiske iagttagelser – at der er en stor læserinteresse for ikke bare biografier, men for almenkulturel faglitteratur i det hele taget og i øvrigt også for at møde forfatterne og høre dem holde foredrag om deres bøger.
Gode fagbøger er lige så berigende for dansk kultur og dansk sprog som skønlitterære bøger, og ligesom vist mange andre blev jeg overrasket og forarget, da Lone Frank (“Halvt så meget forfatter”, Weekendavisen, 26. maj 2023) gjorde opmærksom på, at bibliotekspengesystemet meget udpræget favoriserer skønlitteraturen på faglitteraturens bekostning. Det ser jeg ingen som helst rimelighed i.
Besøg Thomas Harders hjemmeside