Vil du præsentere dig for os?
Jeg er vokset op i en lærerfamilie og havde min skoleinspektørfar som lærer i dansk og engelsk, og jeg skylder ham stor tak for, at han lærte mig at sætte pris på sprogets og litteraturens betydning. Han havde nok selv en drøm om en dag at skrive en bog, men det blev aldrig til mere end stribevis af lejlighedssange, som blev sunget ved familiens sammenkomster – og stadig synges ved vores sammenkomster.
Mine egne skriverier startede i folkeskolen, da jeg sammen med lillebror startede et skoleblad, og i gymnasiet skrev højpandede digte og oprørske politiske proklamationer i Gnisten. Mine første offentlige skriblerier blev offentliggjort som læserindlæg og kronikker i Sjællands Tidende i 1968 og 1969, bl.a. om de antiautoritære oprør på landets gymnasier og den politiske udvikling i USA efter mordet på Bobby Kennedy. Det var i høj grad inspireret af mit high school ophold i USA i 1966-67.
Allerede som teenager blev jeg medlem af den forening, som støttede kampen mod apartheid i Sydafrika, og jeg blev som mange andre unge aktiv i Vietnam-bevægelsen og kampagnen mod atomkraftens indtog i Danmark. Derfor var det nok ikke så overraskende, at jeg under mine studier i samfundsfag på Københavns Universitet fokuserede på det globale, i særdeleshed udviklingen i det Globale Syd, som dengang blev kaldt for ulandene, udviklingslandene eller, når det skulle skæres ud i pap: de underudviklede lande.
Min drøm var at blive højskolelærer, men tilfældighederne skubbede mig i en anden retning. Mellemfolkeligt Samvirke fik en lille pose penge til at udvikle et blad om ulande til folkeskolens elever. Jeg havde lige rejst i Latinamerika og skrevet en serie artikler til folkeskolens elever. Artiklerne overbeviste ansættelsesudvalget om, at jeg kunne løfte udgaven. Bladet blev til tidsskriftet Udkig, som eksisterede i mange år.
Det blev min vej ind i udviklingsbranchen, som i mere end fire årtier overtog styringen af mit liv. Først mere end 25 år i Mellemfolkeligt Samvirke (som tidsskriftredaktør, forlagsredaktør, informationschef, landechef og til sidst generalsekretær), derefter FN-chef i Botswana, direktør for FN’s demokratiinstitut i Oslo, og til sidst den første direktør for det af Folketinget i 2010 oprettede Institut for Demokrati og Partier, som gør det muligt for danske politiske partier at hjælpe partier i andre lande i en demokratisk retning.
Siden starten af 2017 har jeg været pensionist, men ifølge min kære hustru opretholder jeg forestillingen om stadig at være på ’arbejdsmarkedet’, gennem bestyrelsesposter i udviklingsmiljøet, gennem mit skrivearbejde, og nu gennem mit engagement omkring udviklingen af nye boligformer, som kan hjælpe os med at få styr på den alarmerende udvikling på klimaområdet.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Jeg har altid lagt stor vægt på, at de oplysninger, jeg formidler i mine fagbøger, skal kunne stå distancen, når de bliver vejet på vægten. Samtidig med at jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg formidler en forståelse af den verden, vi lever i, fra nogle bestemte etiske og moralske udgangspunkter. Nogle vil nok kalde disse punkter for venstreorienterede eller socialistiske, og det vil jeg ikke opponere imod, men egentlig ser jeg dem som solidt forankrede i fx FN’s menneskerettigheder. Gennem hundredvis af foredrag på landets folkeskoler har jeg i årenes løb kun sjældent oplevet, at elever og lærere fandt dette problematisk eller provokerende.
Måske har mine forsøg på – i mange af mine fagbøger – at forbinde procenttallene, der fortæller om verdens alt for mange uligheder og uretfærdigheder, med mennesker og samfund af kød og blod, jeg har mødt på mine rejser, bidraget til at gøre bøgerne mindre kontroversielle, end jeg ofte selv har troet, at de ville være. Måske – tanken har i hvert fald strejfet mig – ville de samme bøger blive opfattet som mere kontroversielle, hvis de blev skrevet i dag. Det forekommer mig, at der ikke i dag er samme appetit på at kæmpe – globalt såvel som nationalt og lokalt – for større lighed. Det burde der være, for udbytningen er ikke mindre i dag end da jeg skrev mine første bøger.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Umiddelbart vil jeg fremhæve Jorden er smuk fra 1988. Den skrev jeg til folkeskolens ældre elever, kort efter jeg havde været involveret i udgivelsen af Vores fælles fremtid, den såkaldte Brundtland-rapport, som var grundlaget for FN’s store konference om bæredygtig udvikling i Brasilien i 1992. Stort set alle de globale miljø- og klimamæssige udfordringer, vi står over for i dag, er behandlet i den bog. Alt lige fra vores systemiske overforbrug af fossile energikilder til importen af planteproteiner fra Brasiliens regnskove for at producere kød er behandlet, og konsekvenserne i form af stigende temperaturer, vildere vejr og et voksende antal klimaflygtninge, som også kan finde på at søge til de danske kyster.
Der er en lige linje, men mere end 40 år, mellem Jorden er smuk og Rejsen til Fridlev. Om bofællesskaber og klimakrise, som udkom i maj 2024 og henvender sig til et voksent publikum. Nu står vi midt i det kaos, som Brundtland-rapporten forudsagde, men som verdens ledere, inklusive de danske, heller ikke nu tager så alvorligt, som de burde. Troen på, som tilfældet var i 1988, at vi kan lirke os ud af den fælde, vi har sat for os selv, er ubegribeligt nok lige så stor i 2024. Og desværre illusorisk, efter min og – vigtigere – også langt de fleste forskeres mening.
Jorden er smuk blev solgt i klassesæt til landets folkeskoler, og blev derfor trykt i tusindvis af eksemplarer. Det var naturligvis en stor tilfredsstillelse, og mine mange besøg på skoler for at snakke med eleverne var spændende og opmuntrende. Det kan man desværre ikke måle på skiftende regeringers indsats for at stoppe den vanvidsspiral, jeg tillader mig at betegne vores konstante voldtægt af naturens ressourcer som.
Den nye bog kommer aldrig op på undervisningsbogens salgstal, men jeg håber alligevel, at forsøget på at skrive en begejstret fortælling om, hvordan det er muligt at forbruge mindre og anderledes, uden at tilværelsen bliver grå og trist, kan være et konstruktivt bidrag til at finde lyset i en ellers mørk tunnel.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Helt ærligt: nok fordi det er det, jeg er bedst til! Og som passer bedst til de erfaringer, jeg har samlet sammen gennem mit arbejdsliv. At formidle udviklingen i en verden, som godt kan været skruet sammen på en måde, de færreste kan overskue, er en spændende udfordring.
Men jeg har også prøvet kræfter med det skønlitterære. I 1977 udgav jeg den skønlitterære ungdomsbog Er vi stærke nok?, inspireret af fattige småbønders kamp mod godsejerne i Perus Andesbjerge, efter at manuskriptet havde vundet en konkurrence. Fortsættelsen om de fattige bønders migration til de store byer for at overleve, Vi giver aldrig op, kom i 1982. Året efter udkom Djævelen i La Tirana, en fortælling om vilkårene under militærdiktaturet i Chile, baseret på egne oplevelser. Den blev senere bearbejdet til en teaterforestilling, som blev opført på en lang række skoler.
Jeg fortryder sådan set ikke, at jeg valgte at gøre faglitteraturen til min primære udtryksform. At oplyse børn og unge – og såmænd også voksne – på en overskuelig, forståelig, sammenhængende og
forhåbentlig også inspirerende måde, er utroligt vigtigt. Og det er ikke blevet mindre vigtigt i den tid, vi nu lever i, med alt for meget støj i alt for mange lukkede ekkokamre.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Svenske Sven Lindqvist er mit store forbillede, og jeg tillader mig at betragte ham som min mentor. Jeg mødte ham første gang til en Latinamerika-konference i København i starten af 70érne, mens jeg skrev speciale om udviklingen i Peru, lige før han i 1974 udgav sit tobindsværk om Jord og magt i Sydamerika. Fagligt og sprogligt et pragtværk. Jeg kan anbefale alle hans mange bøger, men vil fremhæve Utrota varenda jävel fra 1992, som kom på engelsk som Exterminate all the brutes i 1997 og betragtes som et hovedværk til forståelsen af den brutale, racistiske historie, Europa byggede sin velstand på.
I 1978 udgav han Gräv där du står, som fik afgørende indflydelse på min forfatterkarriere. I bogen, skrevet på opfordring fra den svenske fagbevægelse, forklarede han, hvordan vi bogstavelig talt kan finde vores globale forbindelser, hvis vi går ’arkæologisk’ til værks dér, hvor vi bor/står. Da Gyldendal spurgte mig, om jeg ville skrive/redigere en serie undervisningsbøger til folkeskolen om det globale, kontaktede jeg Lindqvist, som venligt inviterede den spirende forfatter på besøg. Han og hans hustru, Cecilia, som han skrev flere bøger om Kina sammen med, husede mig i flere dage. Dér fik jeg idéen til Råvarekæden, som udkom med knap 25 bøger op gennem 80’erne.
Den schweiziske økonom og politiker Rudolf H. Strahm er en anden inspirationskilde. Han udgav i 1975 bogen Overudvikling – underudvikling, og i 1985 bogen Derfor er de fattige, begge oversat til dansk af undertegnede og udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke. Metoden var enkel: En umiddelbart forståelig grafisk præsentation af et emne på venstre side, og en kort forklarende tekst på højre side. En metode jeg efter bedste evne har søgt at anvende i mange af mine egne bøger.
Lad mig til sidst nævne svenske Hans Rosling, som erobrede verden med mesterværket Factfulness, og som på svensk udgav den smukke erindringsbog Hur jag lärde mig förstå världen, som jeg i høj grad kan identificere mig med. Jeg oplevede i 2004 at optræde på Bogmessen i Gøteborg sammen med Rosling. Han viste sit kreative statistikshow om udviklingen i verdens sundhed, mens jeg fortalte om kampen mod hiv/aids i Botswana, hvor jeg på det tidspunkt var chef for FN. Han har lært mig meget om, hvordan de mange tal, vi råder over, kan bruges til at give mennesker en forståelse af den verden, de lever i – hvis ellers tallene bruges og præsenteres rigtigt.
Hvad skriver du på lige nu?
Min seneste udgivelse, Rejsen til Fridlev. Om bofællesskaber og klimakrise, kom i jan 2024 på forlaget Frydenlund. En dagbogslignende fortælling, som i 75 nedslag gennem 575 dage, fra vi i april 2022 besluttede at flytte i et nybygget bofællesskab på Midtsjælland til vi flyttede ind i november 2024, fortæller om 42 familiers udvikling af et nyt fællesskab, mens krige og klimakriser raser omkring os.
Siden udgivelsen har jeg engageret mig stærkt i debatten om, hvordan vi kan bygge endnu flere bofællesskaber, gøre dem billigere så flere ’almindelige’ danskere får råd til at flytte ind, og hvordan de kan bidrage til at mindske vores CO2-forbrug, uden at det gør tilværelsen vanskeligere eller kedeligere. Det ligger mig meget på sinde at mobilisere ved at begejstre, selv om baggrunden er dystopisk.
Snarere end at satse på et bind to i bogform om Livet i Fridlev. Hvordan vi kan skabe det gode liv, skriver jeg videre på min ’dagbog’ om de 42 familiers daglige arbejde med at udvikle det nære fællesskab, samtidig med at vi frustreres af landbrugets bagstræberiske adfærd, politikernes langsommelighed, ødelæggende vejrfænomener her, der og alle vegne, de riges arrogance på vej til ferieboligen i privatfly, den fortsatte krig i Ukraine, og nu også en menneskelig katastrofe i Gaza og omegn, i kølvandet på Hamas’ ubegribelige angreb inde i Israel den 7. oktober 2023.
Foreløbig har jeg lagt dagbogsnotaterne for december 2023 til og med april 2024 op på min hjemmeside – og der er en ny portion på vej inden længe. Jeg regner med, at det bliver ’fast arbejde’ de næste par år, så længe jeg har kræfterne til det og mine omgivelser synes, at det giver mening.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
Mit arbejdsliv har altid været præget af faste rammer, som jeg gerne indrømmer, at jeg har det bedst med, at det samme er derfor ikke overraskende tilfældet med mit pensionistliv. Jeg bruger morgenstunden til at læse skønlitteratur, som min bibliotekarhustru altid minder mig om, at en fagbogsforfatter har brug for; så skriver jeg i et par timer inden frokost på de artikler eller oplæg, jeg skal have færdige; skriveriet fortsætter efter frokost, hvis der er behov for det, men som regel går eftermiddagen med forberedelse til eller deltagelse i en vifte af møder, fx konferencer hvor jeg deltager eller laver oplæg, bestyrelsesmøder hvor der skal tages beslutninger, besøgende der ønsker at se vores bofællesskab.
Naturligvis er der dage, hvor det hele handler om alt det praktiske, der skal klares i bofællesskabet. Fx er jeg lige blevet færdig med at få udformet og installeret vores system af ladestandere, så elbilerne i bofællesskabet kan fungere. Sammen med en anden bofælle er vi lige startet på at opbygge Fridlevs helt nye hjemmeside, hvor mine egne skriverier også vil kunne findes. Og hver anden uge går det meste af en dag med at købe ind og forberede middag for op til 45 bofæller – udelukkende økologisk og vegetarisk!
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Jeg er ikke ekspert i byggeri, slet ikke på det tekniske område. Men i forbindelse med Fridlev har jeg brugt tid på at sætte mig ind i de mange spændende debatter, der lige nu finder sted i byggebranchen, om mulighederne for at bygge med mindre udslip af CO2. Plus selvfølgelig at bygge mindre, og renovere eksisterende byggerier i stedet for at bygge nyt. Samtidig udkommer der som bekendt hele tiden nye rapporter fra FN-systemet og forskningsmiljøet om klimaforandringerne, og hvad der kan og skal gøres for at bremse op. Her kan byggebranchen spille en afgørende rolle.
Det er umuligt at følge med i det hele. Jeg har valgt at fokusere på de dele, som ikke går i dybden med det byggetekniske, som jeg ikke kan vurdere, og formidle det videre i mine dagbogsnotater, så materialet bliver tilgængeligt for ’almindelige’ danskere. Med mellemrum vælger jeg at interviewe folk i branchen, så de kan forklare mulighederne.
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Generelt har jeg svært ved at overskue området og mene noget kvalificeret. Men jeg synes, at der i de senere år er kommet mange udgivelser på klimaområdet, som giver et godt grundlag for en kvalificeret debat, og også burde give en stærk platform for den mobilisering, der er behov for. Måske endnu vigtigere er, at vores udfordringer har fundet vej til skønlitteraturen. Kombinationen kan måske føre til den folkelige ’opstand’, som jeg mener vi har brug for, inden tiden rinder ud.