Som en udløber af høringen på Christiansborg om faglitteraturens situation den 4.december 2023 har vi i F-styrelsen samlet en række data fra diverse årsrapporter, der tegner et billede af faglitteraturens aktuelle udfordringer.
Det giver anledning til bekymring, og vi mener, der skal politisk handling til, så vi fortsat har et righoldigt og diversitet marked for dansksproget faglitteratur til rådighed i Danmark.
Stagnerende antal nyudgivelser, stigende antal udenlandske udgivelser
Omend det er små udsving er tendensen klar. Der udgives lidt mindre original dansk faglitteratur, mens antallet af oversat faglitteratur er svagt stigende.
Det er selvfølgelig udtryk for en voksende internationalisering, og det er med til at brede perspektivet ud, men det det bekymrende er, at faglitteratur med danske emner og vinkler fortrænges.
Antallet af digitale udgivelser stiger på bekostning af analoge
Det er en helt naturlig udvikling, at flere og flere titler udgives som netbaserede lydbøger og e-bøger. Læsevaner følger med tiden.
Problemet er bare, at faglitteraturen er ikke en del af denne udvikling, al den stund, at den er mindre egnet til lyd eller skærmlæsning – bortset fra læremidler.
Færre antal nyindkøb af faglitteratur til bibliotekerne
Folkebibliotekerne har gennem nogle år måttet spænde livremmen ind. I budgetterne har man i stor udstrækning forsøgt at holde indkøb af nye titler uden for besparelserne.
Det gælder dog ikke for faglitteraturen. Mens andre litteraturformer som skønlitteratur og børne- og ungelitteratur holder skansen, blev der alene i 2022 indkøbt 25% mindre faglitteratur.
Med andre ord er det faglitteraturen, der må holde for, når bibliotekerne skal spare.
Konkurrencen på fakta og viden
Der er ingen tvivl om, at den største konkurrent til faglitteraturen er de mange gratis infotjenester, der er tilgængelig på markedet.
Vi mener, at faglitteratur, skrevet af en engageret og vidende forfatter, aldrig kan erstattes af ikke-kurateret, sekventielle fakta uden klar afsender.
Vi mener, at et oplyst og vidende samfund som det danske har brug for en levende og mangfoldig faglitteratur, der hele tiden er i stand til at rykke ved vores antagelser og holdninger.
Du kan downloade rapporten her.