Vil du præsentere dig for os?
Jørn Martin Steenhold – bliver 80 næste år – arbejder stadig på deltid som forskningschef på Scandinavian Toy Institute, min opfindelse, som min ældste søn nu leder. Uddannet som ”børnehavelærerinde” i 60’erne, med en kandidatuddannelse i pædagogik fra KU og med omfattende livslange studier i folkloristik og antropologi – med børns liv og trivsel som temaer.
Jeg har arbejdet i børnehaver, været seminarielektor og forskningschef hos dels LEGO og Instituttet for Fremtidsforskning – med børns udvikling, drømme og dannelse som temaer.
For DANIDA og Verdensbanken har jeg arbejdet i Ghana og Vietnam samt været tilknyttet større virksomheder i Europa vedrørende udvikling af legetøj og læringsprodukter til børn og unge, som jeg analyserer for deres lege- og læringsværdi.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Mine mange titler beskriver, hvordan børn i barndommen sanser, indsamler viden, erhverver sig erfaring, udtrykker sig herom og tolker deres liv gennem eksperimenter og lege, nysgerrighed, opdagelser og i det hele taget ved den levende glæde ved at mærke verden.
Jeg er praktiker, så jeg observerer og betragter, nedskriver og indsamler iagttagelser, børnetegninger og dokumentation på børns mange livsbekræftende aktiviteter.
Hvilke af dine bøger har størst betydning for dig?
Det er der mange af mine 65 titler, der har. Af mine børnebøger, som bl.a. Michael Kvium har illustreret, holder jeg mest af Lone laver verden om (1983). Men også af min roman for de lidt større børn Stjernebjørnen (fra 1978 og genoptrykt i 2019).
Men jeg vil især fremhæve Den rene leg (2000), Barndomskanon (2015) (som er en bestseller) foruden Den kreative udfordring – bogen om den pludselige indsigt (2011).
Naturligvis kan jeg slet ikke komme udenom min romanserie Konventet (seks bøger), som jeg pt. er dybt engageret i.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Egentlig skelner jeg ikke så nøje mellem faglitteratur og andre genrer, men jeg kan ikke lade være med at iagttage, fortælle og beskrive, for det har jeg altid gjort. Jeg er altid dybt engageret i børn og de iagttagelser af børn, jeg pt. foretager.
Jeg indsamler hændelser gennem grundige observationer, som naturligvis skal nedskrives, sorteres og kategoriseres. Det bliver så kaldt for faglitteratur, men dét, som børnene gør, er jo at fortælle historier gennem deres mange lege og eksperimenter.
Som jeg er så privilegeret at få lov til at fortælle om og beskrive.
Hvilke forfattere har inspireret dig og hvorfor?
Fra jeg var barn, har jeg altid været optaget af de folkelige fortællinger, den mangfoldighed af menneskelig viden, de indeholder, samt af måderne at fortælle historierne på – og især også vilkårene for at nedskrive dem. De store danske folklorister og indsamlere Evald Tang Kristensen og Vagn J. Brøndegaard, er mine helt store forbilleder. I filosofisk henseende er det så absolut Ludvig Feilberg.
Skønlitterært er det både de ældre folkelivsfortællere som Blicher, Aakjær og Goldschmidt foruden Inger Christensen, Cecil Bødker, William Heinesen, Per Lagerkvist, Haldor Laxness og Tarjei Vesaas – og naturligvis de mange fortællekoner og -mænd, jeg har mødt og nåede at bleve venner med for livet – ved de mange fortælletræf rundt om i Skandinavien.
Af andre forfattere er det især de alvorlige Isaac Bashevis Singer, Amos Oz og Hajim Nahman Bialik samt de amerikanske John Irvin og Philip Roth, for deres rablende fortælleglæde. Den magiske realisme har jeg helt taget til mig.
Hvad skriver du på lige nu?
Indenfor de sidste fire år har jeg udgivet fire skønlitterære romaner (den femte kommer til efteråret.
Konventet 1: Døden, Konventet 2: Livet, Konventet 3: Gensynet, Konventet 4: Flugten, Konventet 5: Åbenbaringen og Konventet 6: Tilgivelsen (udkommer 2025) er alle skæbnefortællinger om tilværelsens ironi på godt og ondt.
Alle fortællingerne foregår i et magisk-realistisk univers, hvori alting kan ske eller rettere, hvor alting kunne ske, for de refererer hele tiden til sig selv og skyder fiktionsplaner ind i fiktionsplaner og opnår derved at blive en leg med virkeligheden.
De mange indkaldte personer, der henholdsvis fortæller om sig selv samt om mange andre, der omtales eller berettes om, er alle døde med den livserfaring, det rummer. Eneste levende er mig selv, der er pålagt at være referent i KONVENTET og at nedskrive alt, hvad der berettes og alt hvad, der foregår.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
Jeg er meget disciplineret og skriver helst på bestemte tidspunkter – bedst om morgenen og formiddagen til ved 11-tiden. Det er vanskeligt at udgå afbrydelser senere på dagen, når de arbejdsmæssige pligter trænger sig på.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Tidligere havde jeg strengt delt dagene op i skemaer, der vekslede mellem praktisk research med iagttagelser af børn, praktisk arbejde sammen med børn, læsning og studier af relevante emner, foruden mit arbejde som analytiker og konsulent for virksomhederne.
Nu, hvor jeg har besluttet mig til kun at skrive bøger i krydsfeltet mellem fag- og skønlitteratur, bliver dagene mere flydende. Især fordi jeg ikke længere er bundet op på arbejdet i virksomhederne.
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i dag?
For mig at se er flere af de mange faglitterære genrer miskendte. Det er tilsyneladende ”finere” at skrive om fagvidenskabelige emner og biografier om kende personligheder, uanset om de er afdøde eller levende, end det er at skrive om ”hverdagslivets faglighed” og almene emner som familie- og håndværksmæssige sysler, om børn og gamle og personligheder i det levende liv.
Så vores opgave som fagforfattere er også at huske på at tilgodese emner, som umiddelbart kan forekomme at være banale – især set med akademiske øjne.