Vil du præsentere dig for os?
Jeg hedder Thyge Christian Fønss-Lundberg. Jeg er uddannet kunsthistoriker og arbejdede i en årrække som vurderingsekspert hos Bruun Rasmussen, indtil jeg for snart ti år siden besluttede mig for, at jeg gerne ville være fuldtidsforfatter. Indtil da havde jeg skrevet en række kunstbøger, og der havde været en del opmærksomhed omkring mit forfatterskab, så jeg var egentlig ikke så bekymret, da jeg tog skridtet fuldt ud og blev freelance. Min mand var også meget støttende og sagde, at vi sagtens kunne klare os for hans indtægt, hvis jeg havde perioder uden honorar, og det var godt set, for der er jo ofte perioder, hvor man ikke tjener noget, og så er der perioder, hvor man er i salveten.
Jeg elsker at være selvstændig med alle de glæder og bekymringer, det nu indebærer. Jeg savner dog at have kolleger at sparre med, så jeg sørger for et par gange om ugen at lave frokostaftaler med andre skrivende bekendte, så jeg får en følelses af ikke at være den eneste forfatter i verden, hvad man ellers godt kan forestille sig, når man dag ud og dag ind sidder alene på arbejdsværelset.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
I al ubeskedenhed vil jeg sige, at mine bøger udmærker sig ved, at jeg tør tænke selv, og at jeg tør give udtryk for mine meninger. Inden for mit fag er det ret almindeligt, at forskerne bare gentager hinanden – hvis en kunsthistoriker har skrevet et postulat i 1900, kan man være sikker på, at det bliver gentaget i en bog fra 1950 og i en fra 2000. Jeg har altid forholdt mig tvivlende til det, jeg finder i min research, og jeg er ikke bange for at konkludere nye ting, og det synes jeg både er min pligt og min force.
Jeg havde en medforfatter på et tidspunkt, og vi skændtes så det bragede, fordi vedkommende hele tiden ville have kilder på hver eneste kommentar – vi måtte simpelthen ikke konkludere noget som helst, hvis ikke andre forskere havde konkluderet det samme, og det selvom der var dukket meget nyt op, siden den sidste forsker havde beskæftiget sig med emnet. Dén bog hadede jeg at lave!
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Det har Åbent Hjerte, som jeg i 2014 skrev sammen med Prins Henrik, som handlede om hans kunst og kunstsyn. Jeg må tilstå, at jeg ikke vidste ret meget om hans skulpturer, da jeg sagde ja til at skrive bogen, og selvom jeg blev begejstret for hans ting, var det mere samværet med ham i det års tid, vi arbejdede på bogen, der slog benene væk under mig. Han var det æstetisk og kulturelt mest følende individ, jeg har mødt, og vi havde mange, lange samtaler om dét at elske kultur og ikke kunne leve uden litteratur og kunst.
Det var en øjenåbner for mig, at nogen kunne leve så intenst med kulturen, og jeg var dybt fascineret af hans tilgang til verden og til den måde, kunsten former og udfordrer verden. Jeg havde på det tidspunkt lavet en række bøger sammen med kongehuset, så det var ikke det, at han var prins, der gjorde mig paf, det var mere det, at han ligesom mig selv ikke kunne leve uden kultur. Det var første og eneste gang, jeg i forbindelse med et bogprojekt følte mig ’set’ og forstået. Jeg kan huske en dag, hvor vi på plænen foran Marselisborg diskuterede hans skulptur ”Torso”, at han bøjede sig pludselig ned og plukkede i græsset en lille blomst. ”Se lige hvor smuk den er – det er sådan Tintoretto ville have malet hvid! Og så kan den i øvrigt spises, jeg kan vise Dem hvordan man salter den.”
Den sætning siger alt om, hvem Prins Henrik var som menneske og æstet, og jeg nød at opleve verden gennem hans blik.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Som udgangspunkt skriver jeg de kunstbøger, jeg selv gerne vil have stående på reolen. Da jeg i sin tid begyndte at skrive om portrætkunst, var det helt lavpraktisk, fordi jeg ikke kunne finde gode bøger om emnet. Fordi mine bøger oftest tager udgangspunkt i mine egne behov, tænker jeg det visuelle ind helt fra begyndelsen, og jeg er ikke langt i min research, før jeg ved, hvordan forsiden og layoutet skal være. Jeg er næppe grafikernes ønskedrøm, fordi jeg har så bestemte ideer om, hvordan jeg vil have, at mine bøger skal se ud, men de fleste tager det nu pænt og er meget tålmodige med mig…
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Som kunstbogsforfatter er jeg egentlig ikke inspireret af andre forfattere, men jeg er meget inspireret af de kunstnere, jeg skriver om. Der er stor forskel på, om det er rokoko-maleren Jens Juel eller popkunstneren Andy Warhol, jeg skriver om, og jeg prøver altid at fornemme den pågældende kunstners udtryk, inden jeg lægger mig fast på bogens sprog og form. Når det er sagt, har jeg lige siden jeg som 11-årig fik Lise Svanholms Tuxen-bog i julegave, været vild med hendes formidling, og det var et stort øjeblik for mig, da vi i 2018 sammen skrev en bog til det britiske marked om Laurits Tuxen.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg har altid flere projekter i gang, fordi kunstbøger ofte kræver en lang redigeringsproces, fordi billedtilladelser og fotograferinger tager en krig. Lige nu skriver jeg for Gyldendal en bog om dansk portrætkunst og for Frydenlund en bog om Bertha Wegmann. Desuden skriver jeg digte til skrivebordsskuffen, fordi jeg ofte trænger til at lave noget, der ikke har med kunst at gøre. Jeg har lige siden barndommen været kunstnørdet, så de fleste af mine vågne timer handler om kunst, og en gang i mellem kan det godt blive for meget, og så er poesien et helle.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
I mange år arbejdede jeg bedst om natten, hvor der er ro og fred, men efter jeg blev gift, og efter at jeg er blevet ældre, kan jeg slet ikke holde til den slags mere. Desuden havde jeg længe svært ved at betragte mit forfatterskab som et regulært arbejde, fordi jeg ikke havde deciderede arbejdsrytmer og stort set hele tiden var på arbejde – i hvert tilfælde mentalt – så for et par år siden lavede jeg et ret striks skema, og det har gjort, at jeg nu skelner mellem arbejde og fritid ligesom alle andre.
Mellem 8 og 9 besvarer jeg mails, har onlinemøder og telefonsamtaler. Fra 9 til 12 researcher eller skriver jeg. Fra 12 til 15 spiser jeg frokost og går en lang tur med hunden i Øregaardsparken og ved Charlottenlund Fort. Fra 15 til 18 skriver jeg igen, og så er den arbejdsdag slut. Det bliver til seks timers koncentreret arbejde hver dag, og jeg er meget opmærksom på at huske at holde fri om aftenen og i weekenderne. Jeg vil hellere bede om udsættelse hos mine redaktører end arbejde, når jeg egentlig burde holde fri. Mit forfatterliv lyder mere businessagtigt end bohemeagtigt, men jeg trives bedst, når det hele ikke er så flyvsk.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Ikke særlig godt! Jeg har altid elsket research-delen og hadet skrivedelen. Jeg ved ikke noget bedre end at sidde på en støvet læsesal med gamle breve foran mig eller kravle rundt på et herregårdsloft og opspore glemte kunstværker, men så snart jeg skal stå til regnskab for det og skrive det ned, mister jeg fuldstændig lysten, og så skal jeg virkelig piske mig selv for at blive færdig. Jeg så en gang en dokumentar om Barbara Cartland, og jeg var dybt fascineret over, at hun lå i sin chaiselong og dikterede til en sekretær. Hvis jeg nogensinde skulle blive meget rig, vil jeg som det første ansætte en sekretær!
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Det er mit indtryk, at faglitteraturen har det godt. Der er historiske biografier på alle hylder og folk køber koge- og håndarbejdsbøger som aldrig før. Jeg tror også, at kunstbøgerne nok skal overleve digitaliseringen, fordi mange køber kunstbøger for at signalere deres personlige smag – de bruger en flot kunstbog som del af deres indretning på linje med en dyr lampe eller et maleri. Og så har jeg svært ved at se, hvordan en kunstbog, der er bundet så stærkt op på det visuelle, skal kunne transformeres til lydbogs-mediet.
Jeg er – nok ret naivt – overbevist om, at folk også i fremtiden vil ønske at have en fysisk kunstbog at bladre i fremfor kun at høre kunsten omtalt i podcasts eller lydbøger. Når det er sagt, synes jeg, det er bekymrende, at medierne vægter omtale og anmeldelser af fagbøger mindre og mindre. Jeg har altid været heldig med, at de store aviser har anmeldt mine bøger, men fra kolleger ved jeg, at det bliver sværere og sværere at få en bog omtalt. Dét marked er nok ved at blive afløst af bloggerne, og der har vi – i hvert tilfælde inden for kunstområdet – nogle ret vidende og engagerede bloggere i Danmark, hvilket er en fryd.