Vil du præsentere dig for os?
Mit navn er Lykke Strunk. Jeg blev fagbogsforfatter, da jeg mistede min mor og stod tilbage med forvirring og spørgsmål om, hvad det gør ved én at leve tæt på alvorlig sygdom. Jeg ville skrive for at hjælpe mig selv til bedre at forstå det, der var sket for og med mig, men det at skrive en bog var drevet af tanken, at emnet også var vigtigt og relevant for andre. Det blev til bogen Kvinder i omsorgsrollen – Find dig selv, når du er der for andre, udgivet på Dansk Psykologisk Forlag.
I over 25 år har jeg beskæftiget mig med at skrive for forskellige medier. Jeg er uddannet inden for film, dokumentar og manuskriptskrivning og har siden undervist og uddannet mig til coach og storycoach, hvor jeg arbejder med selvfortællinger.
Hele mit liv har jeg stillet mange spørgsmål, også mange uforsigtige og naive spørgsmål, og den egenskab bruger jeg som forfatter.
Hvad udmærker dine bøger sig med?
Et kendetegn er fokus på menneskers evne til at forstå sig selv og stole på sig selv. Jeg er optaget af den forskel, det gør, at vi som mennesker kan sætte ord på oplevelser og valg i livet, som vi har brug for at hjælpe os selv videre fra. Italesættelsen er en del af det at finde styrken i sårbarheden. Det er min intention at gøre selvhjælp realistisk at gennemføre. Som bogens forfatter bestræber jeg mig på at være garant for det, jeg opfordrer og udfordrer en læser til at tænke og gøre anderledes i sit liv. Det, som jeg har evidens for fra personlige erfaringer og læring, såvel som min research og interviews.
Hvilke af dine bøger har størst betydning for dig?
Mit svar er et spørgsmål. Hvorfor skriver forfattere bøger? For det kan være en årelang, ensom og hård proces. Bøger er skrevet af forskellige årsager og har forskellige betydninger. Når jeg skriver, bliver jeg også klogere på mig selv, det er en forudsætning for, at jeg kan forholde mig til de emner, jeg skriver om. Og det hele har en betydning, større eller mindre.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Jeg læser mange fagbøger, særligt inden for psykologi, men det er ikke der, jeg finder inspiration til at skrive. Jeg vælger forfattere, der skriver selvbiografisk som skildringer i grænselandet mellem saglighed og tilstand. Tomas Espedals bøger læser jeg igen og igen. Jeg trækkes ind i hans fortrolige univers og vekslen mellem virkeligheden og poesien. Jeg inspireres også af Joan Didion, især hendes bog Et år med magisk tænkning. Hun har mod til at gå ind i sorgen i stedet for at vige udenom, hun går tættere på det, der er sårbart, i sin søgen efter mening.
Hvad skriver du på lige nu?
Lige nu skriver jeg på en bog om betydningen af den historie, vi har om os selv. Bogen er med afsæt i mit arbejde som coach og storycoach. Det er en fagbog til selvforståelse og øget tillid og mod, og jeg tilstræber at tydeliggøre min egen stemme.
Hvordan ser din almindelige arbejdsdag ud?
Som forfatter har jeg ikke det, der kan kaldes en almindelig arbejdsdag. Jeg har altid haft et job ved siden af at skrive bøger. Og jeg har aldrig fri fra det, jeg skriver. Det kan ikke adskilles fra mit liv som helhed.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skrive?
Jeg samler på historier og interviews med eksperter og helt almindelige folk, og jeg går efter det, der gemmer sig i tankerækker og udtrykte følelser. Gevinsten er at renskrive et interview og opdage indsigter fra samtalen, der siger præcis det, jeg ikke selv havde ordene for. Der sker noget utroligt i samtaler. Det er oftest det, der danner rammen om det, jeg vælger at skrive.
Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Faglitteratur er mangfoldig, det er det, der er spændende, men det kan også lave et skel mellem, hvad der er mere eller mindre “rigtig” faglitteratur, og hvad der er mest salgbart og derfor mere berettiget. Samtidig, når vilkår er svære, vokser kreativiteten og nye måder at udgive bøger, så der er plads til alle emner.
Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?
Ja mange, men her vil det være Aksel Sandemoses En flygtning krydser sit spor fra 1933. Bogen har så mange lag og tidløse menneskeskildringer. Udover den universelle Jantelov, så siger Sandemose i bogens forord: Mens jeg skrev, følte jeg mig som en forsvarer for mange, og som min egen forsvarer og anklager. I stedet for at dele mit flakkende sind op i personer, som afbalancerede og ordentlige digtere gør, lod jeg djævlene i mit indre – og englene, for der var også engle – bruge deres egne stemmer hele tiden. Det vil sige min stemme.