Vil du præsentere dig for os?
Mit navn er Jacob Wendt Jensen, født i 1966 og uddannet journalist i 1995. Den uddannelse fik jeg ret hurtigt kombineret med min indre filmnørd, og derefter gik jeg filmanmeldervejen og har i mange år anmeldt film i både BT, Berlingske og Jyllands-Posten. I dag anmelder jeg stadig i Euroman.
Men henad vejen er jeg også begyndt at skrive bøger om spændende skikkelser fra kulturverdenen. Det har været folk som Ove Sprogøe, Victor Borge, Nina van Pallandt fra Nina & Frederik og Lise Nørgaard, da hun fyldte 100 år. For ikke at nævne Niels Olsen og Kirsten Lehfeldt. Men jeg har også – ofte sammen med en medforfatter – skrevet om populærkulturelle fænomener som for eksempel tv-serierne Matador og Huset på Christianshavn, ligesom Gasolin’ har været på tapetet.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
I mit eget hoved – i det mindste – udmærker de sig ved, at jeg er meget grundig. Jeg graver dybt i de gamle kasser efter alt materiale om emnet, gamle bøger, artikler og film, og når jeg har sat mig ind i stoffet, interviewer jeg alle, der for eksempel har kendt min hovedperson (typisk et sted mellem 40 og 60), og til sidst skriver jeg.
Min metode er, at jeg pløjer hele marken og sorterer alt, hvad ploven tilvejebringer i forskellige bunker, og dernæst får jeg en ide om, hvordan historien skal skrives. Alt det jeg finder, skal ikke med, men det skal være med i overvejelserne, så pixeleringen i billedet af det, jeg fremkalder, bliver så fin som mulig.
Jeg kan godt lide at gå efter det retvisende og det komplette udtryk. Og så kan jeg også godt lide at sætte et nyt dogme op for hver bog, jeg går i gang med. For eksempel ”denne gang skal jeg have mange reportageelementer med” eller ”nu bryder jeg kronologien op”, så ikke alle projekter er ens i deres udtryk, hvad de jo heller aldrig for alvor er i fare for at blive, fordi indholdet er så forskelligt.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Det er et svært spørgsmål. Men må jeg kun nævne en, så bliver det Lise Nørgaard – de første 100 år (2017). Jeg havde en meget generøs hovedperson, der blandt andet gav mig lov til at læse en stor bunke private breve, men som så også bagefter blev min ven. Og venskabet med Lise Nørgaard har været uvurderligt for mig – både fagligt og som menneske. Hun tog min hånd, og tog mig med ind på et stort forlag, og så viste hun sig at være rundt regnet det sejeste og morsomste menneske, jeg nogensinde har kendt. I sådan en situation overskygger betydningen i livet selv jo betydningen af bogen.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Jeg er ikke typen, der altid har vidst, at jeg ville være forfatter, og jeg har nok aldrig haft en fantasi, der kunne bære at skrive skønlitterært. Men til gengæld giver det mig et kick at blive klogere og at samle viden sammen. Først var det om film, da jeg var filmanmelder i fuldt flor, hvor jeg syntes, at noget af det sjoveste var at få ny viden og hænge det på sit indre juletræ af den viden, man havde i forvejen. På den store gren eller det lille knopskud og på den måde hele tiden lægge til og så siden øse ud af min viden i anmeldelserne.
Ved forskellige tilfælde fandt jeg ud af, at det var virkelig sjovt at grave dybere i historierne og sætte længere tekster sammen. Jo længere, jo mere tilfredsstillende, og så var jeg pludselig oppe i bogstørrelse.
Jeg må indrømme, at det giver mig et kick, når jeg tænker på, at alle bøger står på et atomsikret lager via pligtafleveringen. Tænk nu, hvis en eller anden om 30 eller 50 år skal skrive om et af de emner, jeg har beskæftiget mig med, og kan bruge min bog som en trædesten? Det ville da være stort. Jeg elsker selv at få en god bog i hånden, der er velresearchet og godt skrevet. Forhåbentlig gør andre det også. Jeg har i hvert tilfælde stor lyst til at give dem nogle.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Jeg vil ikke nævne specifikke fagbogsforfattere. Men jeg har taget initiativ til en bogklub, hvor vi læser både nye skønlitterære bøger og klassikere, og det er fantastisk at opdage en virkelig god sætningskonstruktion et sted hos nogle af dem eller en genkendelig følelse, der beskrives på en rammende facon. Senest har jeg beundret Kirsten Thorup og Tarjei Vesaas. I fagbogsverdenen beundrer jeg dem, der går dybt og det vurderer jeg altid på kildelisterne og noterne bagi en bog – hvis jeg nu lige står i en boghandel og skal beslutte om jeg køber eller ej.
Hvad skriver du på lige nu?
I spørgende stund er jeg ved at lægge sidste hånd på en stor oral history-bog om Shu-bi-dua og Bogen om Badehotellet, der fejrer, at tv-serien snart afsluttes efter hele ti sæsoner. De udkommer begge i oktober i år.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
Jeg arbejder i grove træk 50 timer om ugen. Hvis ikke lige det er fem gange ti timer, så er det nok seks gange godt og vel otte. Jeg har ikke så meget system på, hvor og hvornår, og helligdage er ikke hellige for mig. Jeg holder meget af det motto, der lyder noget i retning af, at hvis du arbejder med det, du elsker, så vil det aldrig rigtigt føles som arbejde.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Jeg kan godt lide – indenfor det enkelte bogprojekt – at have ret meget system i de forskellige faser af arbejdet med en bog. Således at alt skriftlig research og detektivarbejde udføres først og dernæst interviews. På en måde så alt ligger klar til brug og sorteret, før jeg begynder på skrivefasen, der så til gengæld på den baggrund kan gå lidt mere smertefrit. Meget gerne på et skriveophold et sted, hvor man i det mindste kan kickstarte en skriveproces – så man får overblikket og får den rigtige retning på historien – siden kan man bedre tage en dag i ny og næ derhjemme og skrive resten.
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Den er desværre ikke for god. Jeg fik et chok, da jeg for nylig forstod, at man for eksempel som fagforfatter har en dårligere koefficient, når det gælder bibliotekspenge end de skønlitterære forfattere. Det hører jo ingen steder hjemme, og det hænger jo slet ikke sammen med, at det så ovenikøbet er de skønlitterære forfattere, der får flest legatpenge fra Kulturstyrelsen.
Jeg søger selv troligt hvert år med nye projekter, smalle såvel som brede, men man begynder da at blive træt i armene, når end ikke smalle projekter som for eksempel en bog om revydirektøren Aage Stentoft går igennem. Jeg har søgt ti gange og fået støtte en enkelt gang, hvor gennemsnittet er, at en ud af fire ansøgere får støtte. Det rimer ikke rigtigt med, at jeg synes, mine bøger er bedre end gennemsnittet. Ha ha.
Men all right, jeg er ikke født for at sidde med hatten i hånden, så det er bare om at komme frem af banen med nye projekter og rubbe neglene. Livet er kort, og de spændende emner står i kø. Og hvis ikke forlagene vil have mine bøger, så udgiver jeg dem bare selv.