Find oversætter

Månedens fagforfatter: Troels Gollander

Uanset målgruppe vil jeg gerne formidle emnet på en lettilgængelig måde i et varieret sprog. Jeg forsøger at gøre det let uden at lyve.

Af De faglitterære - 1. november 2018

Hej Månedens medlem af F-gruppen – vil du præsentere dig for os?

Jeg hedder Troels Gollander og er født i Nakskov i 1960. Uddannet lærer i 1983 og har i mange år arbejdet på deltid på den samme folkeskole i Greve. For 3-4 år siden sagde jeg mit gode job op for at skrive på fuldtid. Det har jeg været glad for – selv om jeg selvfølgelig ind imellem savner ungerne. Har selv to voksne af slagsen og to børnebørn.

Hvad udmærker dine bøger sig med?
De udmærker sig selvfølgelig ved at være velskrevne (undskyld). Jeg skriver både lette fagbøger til de yngste læsere og skolebøger til de ældste. Uanset målgruppe vil jeg gerne formidle emnet på en lettilgængelig måde i et varieret sprog. Jeg forsøger at gøre det let uden at lyve.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Min første bog for Gyldendal fik stor betydning. Det var en lille værkstedsbog om universet til det dengang nye skolefag natur/teknik. Den blev sjovt nok oversat til grønlandsk. Samme år var jeg med til at starte serien De små fagbøger, som jeg i mange år var fagredaktør på. Den første bog til serien var min egen bog om dinosaurer, og den brugte vi som en slags skabelon, da vi kontaktede andre fagbogsforfattere. Til næste år kan De små fagbøger fejre 25 års jubilæum, og jeg skriver stadig bøger til serien.

Hvorfor skriver du faglitteratur?
Det idealistiske svar: For at gøre en forskel. Det egoistiske svar: Fordi jeg synes, at det er sjovt. Jeg opfatter i virkeligheden det at skrive fagbøger på linje med god undervisning. Da jeg stod i fysik/kemi-lokalet, havde jeg også en mission om, at det skulle være sjovt, spændende og lærerigt for eleverne. Undertiden tilpassede jeg virkeligheden en smule for at få eleverne til at forså nogle vigtige sammenhænge. Det gør jeg stadig, når jeg skriver fagtekster. Måske skal man heller ikke forstå alt. Både universet og relativitetsteorien er jo ret ufattelige. Når man endelig tror, at man har forstået relativitetsteorien, viser det sig, at man intet har forstået!

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Jeg læser en masse faglitteratur i forbindelse med research, så i min fritid hører jeg skønlitterære lydbøger. Det betyder, at jeg kan bevæge mig rundt og få lidt motion, hvilket er nødvendigt, når arbejdspladsen er fire meter fra soveværelset og fem meter fra køkkenet (den hjemlige bermudatrekant). Jeg lytter til alt fra Murakami til Paul Auster – og napper også en Håkan Nesser i ny og næ. Når jeg læser fagbøger a la mine egne, kan jeg da godt (i al hemmelighed selvfølgelig) være lidt hovskisnovski og tænke ”det kunne du gøre bedre selv Troels”. Men desværre stort set aldrig, når min gode kollega Peter Bering har skrevet dem.

 

Hvad skriver du på lige nu?
Lige nu skriver jeg bl.a. på en lille fagbog om den første bemandede månelanding. Det er jo snart 50 år siden, at Neil Armstrong tog de første skidt på Månen. Jeg er også medforfatter på Gyldendals nye naturfagssystem Verdens naturfag, og så hygger jeg mig med at udarbejde sjove og lærerige quiz-hæfter til Pirana. Desuden er jeg begyndt at skrive tekster til www.frilaesning.dk

Hvordan ser din almindelige arbejdsdag ud?
Jussi Adler-Olsen har sagt (efter min hukommelse), at man skal holde op med at skrive, mens man stadig har lyst til at fortsætte. Det er et godt råd. Jeg skriver løs om formiddagen og forsøger ikke at afbryde mig selv med mails osv. Men hvis skriverierne ikke kører for mig, sender jeg mails (og afbryder andre), kigger i køleskabet og drikker for meget kaffe. Jeg opfatter ikke mine skriverier som arbejde, og de kommer tit til at fylde lidt for meget.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Når jeg er ude i skoleklasser for at fortælle om at skrive fagbøger, gør jeg altid en del ud af det med research – dog uden at bruge ordet. Jeg fortæller, at det er vigtigt at sætte sig godt ind i stoffet, før man begynder at skrive og at lægge alle andre bøger væk, mens man selv skriver. Dels skal man skrive sin egen fagbog, og dels skal man ramme målgruppen. Jeg skriver selv en masse notater i hånden, inden jeg går i gang med at skrive. Hvis jeg ikke har gjort mit forarbejde godt nok, kan jeg ikke ”svæve over stoffet” og skrive en god tekst.

Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Er den ikke ret god? Jeg har selv læst Svend Brinkmanns bøger og glæder mig over hans succes. Uden sammenligning i øvrigt er han god til at gøre svære psykologiske og filosofiske tanker letforståelige.

Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?
Jeg gad da godt ha’ skrevet Astrid Lindgrens Brødre Løvehjerte eller Kim Fupz Aakesons sjove bøger om Vitello. Sidstnævnte virker også så let skrevne – og det er jo hele kunsten. Men lige nu ville jeg gerne skrive den fagbog, der skabte større sammenhængskraft og mindre polarisering i verden. Den bog er der desværre meget brug for!

(Redaktionen: Troels Gollander modtog Gyldendals Undervisningsmiddelpris i 2001 og Skriverprisen 2018. )

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte