“Jeg havde seks tusend Acres Land paa Farmen …” skriver Karen Blixen i Den afrikanske farm. I dag er de store jorder opslugt af forstaden Karen. Hovedhuset har færre kvadratmeter end et moderne typehus, og læser man udelukkende hendes beskrivelser, efterlades man med indtrykket af, at der var tale om et gods. Verandaen er dog stor og indbyder til at sætte sig og fremmane indre billeder af en tid, der ikke længere er. En Corona-skrivemaskine står fremme. Museets kustoder påstår hårdnakket, at det er den oprindelige. Det er næppe tilfældet, og spiller det nogen rolle?
I Too Close to the Sun, en biografi over Denys Finch Hatton af Susan Wheeler, kan man læse uddrag af en brevveksling mellem de to elskende. ”All sorrows can be borne, if you put them into a story,” skriver Karen Blixen til Denys Finch Hatton. Og en gudsbenådet fortæller har Karen Blixen været. Sandhed, drømme og opspind er vævet sammen. ”At ride, at skyde med Bue og at tale Sandhed,”
lyder prologen til Den afrikanske farm. Men som hendes bror, Thomas Dinesen, frejdigt bemærkede: ”Min søster kan ingen af delene.”
”Menneskets Fantasi er en underlig Ting. Hvis den gødes rigtigt, kan den i løbet af et Øjeblik skyde op som en Fakirs Træ. Tanne (Karen Blixens kælenavn, red.) kunne Kunsten, og sammen byggede vi i Fantasien en Fremtid, hvor alt undtagen det umulige havde plads,” skriver Bror Baron Blixen i sine erindringer. Kender man kun Bror Blixen fra beskrivelserne i Den afrikanske farm, får man indtryk af et monster. Ikke mindst fordi han beskrives ikke bare som en sjuft, men også som en litterær analfabet, der ifølge Karen Blixen ”ikke vidste, om korstogene fandt sted før eller efter Renæssancen”.
”Jeg tror, at jeg kan sige, at Middagen var meget vellykket; Prinsen af Wales sagde, at det var den bedste han havde faaet her i Landet, og Denys (sagde) at han aldrig nogensinde havde faaet en bedre,” skriver baronessen til sin mor 11. november 1928, Karen Blixen i Afrika: en brevsamling, 1914-31. Stiller man sig ved farmens spisebord, er det ikke svært at forestille sig hin koloniaften, som må have været et højde-
punkt, selvom Karen Blixen nok ville beskrive middagsselskabet som en hverdagsbegivenhed.
Farmen har været udlejet i perioder, men hensygnede efter baronesse Blixens afrejse i 1931. Mere end 30 år senere købte den danske stat ejendommen og forærede den som gave til den nye kenyanske stat. Med besvær lykkedes det ihærdige danskere i området at generhverve dele af det blixenske bohave. Andet blev fundet hos settler-familier og passer så fint ind, at man dårligt kan se forskel. Men kukuret… det skulle være ganske vist.
Denys Finch Hatton styrtede ned med sit fly i maj 1931, og under et af mine besøg tog jeg ud til Ngong Hills for at se graven. Den ligger nu i et fattigt kvarter med sociale spændinger. Jeg betalte en ranger for at ledsage mig. Ingen skilte viste vej, og graven ligger godt gemt. Den er ikke synlig fra vejen, men det er svært at forestille sig, at der har ligget løver på graven – som Karen Blixens kok, Kamante, beretter det i Den afrikanske farm. Da baronessen forlod Kenya i juni 1931 for aldrig at vende tilbage, udnævnte hun Kamante til at passe gravstedet, og Denys Finch Hattons familie satte en obelisk på graven. Graven er markeret med brosten og små planter i lilla farver. Det var historiens vingesus, da jeg hilste på Kamantes barnebarn Rosey, som nu var en ældre dame, og dennes barnebarn Grace. Mod en beskeden betaling tog de mig ind i haven. Såvel Rosey som Grace var opmærksomme på den arv, de administrerer, men det undrede mig, at de intet foretog sig for at tiltrække turister. Forklaringen kom i et nedslående brev fra nu tidligere museumsdirektør for Karen Blixen Museet i Rungsted, mag. art. Marianne Wirenfeldt Asmussen, som skrev:
”Graven er placeret på en jordlod, som blev matrikuleret til en vis Douglas Kimani, dengang Nairobis bystyre lod hele Ngong-området opdele i matrikler. Douglas Kimani er nu død, men han blev efter filmen Out of Africa opmærksom på en stigende interesse i den ’sten’, han havde omme i sin baghave – og han begyndte at plante blomster, indhegne og tage entré. Det er hans efterkommere, du har mødt. Jeg selv har ofte mødt et stort talent for at fortælle historier i Kenya, og man skal måske tage historiefortælling som alvor og opfatte oplysningerne om, at de mennesker, du mødte, er Kamantes efterkommere, som en kreativ del af fortællingen, og som jo gav dig en god oplevelse – alt sammen egentlig legitimt på de præmisser.”
Karen Blixen var en storyteller med evne for at bevæge sig mellem virkelighed og fiktion. Jeg er lige ved at tro, at besøget i Ngong Hills gav en større indsigt i hendes univers, end man finder i hendes litteratur. ※
