Truslerne kommer fra flere sider:
1) det mundtlige sprog, især politiker/spindoktorsprog, 2) vigende danskkundskaber og 3) den voldsomme udvikling i kommunikationsteknologien.
Jeg vil i det følgende berøre disse punkter, og jeg vil belægge de fleste punkter med eksempler fra radioens P1, 24syv og Radio 4 og dagspressen (BT, Frederiksborg Amts Avis) og lokalaviser (Ugeposten m.fl.).
Af venlighed vil jeg undlade at angive de specifikke personer bag de bragte eksempler. Det drejer sig om sagen, ikke om enkeltpersoner; men der er flere kendte end ukendte blandt synderne, og der er mange journalister, kommentatorer og politikere. For en ordens skyld vil jeg lige nævne, at gode forfattere sagtens kan betjene sig af et pauvert sprog af stilistiske grunde, når de f.eks. forsøger at gå ind i deres personers hoveder. Artiklen handler selvfølgelig ikke om dette.
En af de værste trusler kommer fra det mundtlige sprog, især de retoriske vendinger, som specielt politikere benytter sig af. Det er et sprog, der er fuldt af skjulte manipulationer og tricks. Det er svært at bekæmpe, eftersom det i høj grad kommer fra kendisser, altså folk, der har stor indflydelse i det offentlige rum og derfor opnår betydelig udbredelse til almindelige mennesker, der naturligt overtager deres formuleringer.
Jeg vil her først forsøge at gennemgå nogle af de vigtigste træk ved det fremstormende politikersprog:
Det første punkt er anvendelsen af ordet “sige”. Læg mærke til, hvor ofte politikerne bruger vendingen “man kan sige, at …”. Det gør de, fordi deres spindoktorer har lært dem, at med den vending kan de skyde et led ind mellem sig selv og det, de vil, hvorfor de kan undgå at stå til regnskab for deres mening senere, hvis det nævnte udsagn skulle vise sig at være forkert eller upopulært. De har jo kun sagt noget og ikke gjort det. Men hvem vil have en politiker valgt ind, som ikke vil stå ved sine meninger? Vi har brug for politikere, der handler og ikke bare “siger at”. Et par eksempler: “Så kan man sige, at vi skal bruge flere penge på psykiatrien.” (Fra Radio 24syv). Nu er man endda begyndt at sige, at “man kan forsøge at sige, at…”. (Sagt af en professor! Ikke noget højttravende mål for en lærd person, der nok skulle kunne klare et direkte udsagn i første person) (DR P1).
Det andet fænomen er en lige så farlig tendens: brudt syntaks, dvs. benspænd for den naturlige formulering, der normalt vil bestå af en hovedsætning plus en forklarende bisætning, men som her bliver til en hovedsætning plus en ny spørgende hovedsætning, f.eks.: “Der er usikkerhed om, hvad er det for et politisk program hun står for?” (DR P1). Sætningen burde have heddet “Der er usikkerhed om, hvad hendes politiske program går ud på” eller lignende. Denne ændring er typisk spindoktorarbejde, et lusket trick, der skal modvirke tilhørerens naturlige reaktion: at lukke ørerne for politikernes snak. Spindoktorerne har altså her fundet frem til en “dåseåbner”, som skal nedbryde vores forsvar mod politikerens snak, idet han/hun bryder den naturlige syntaks (sætningsbygning) og stiller os et spørgsmål. Tilhøreren er oftest et høfligt menneske, der ubevidst tænker: “Nu stiller politikeren mig et spørgsmål, jeg må hellere lytte efter, så jeg kan svare.”
Det tredje spindoktortrick: Når der virkelig skal tales ned til befolkningen, forekommer det uhyggelig ofte, at man føjer endnu et trick til sin formulering: Man skifter synsvinkel midt i sit budskab. Her er tale om det, som vi forfattere altid er blevet advaret imod, det i litteraturen dybt forbudte irrelevante point-of-view-skift (synsvinkelskift) der markeres ved et skift i sætningens subjekt (grundled): “Han vil fortælle, at jeg kan altså godt finde ud af det her.” (24syv). Skift fra “han” (tredje person) til “jeg” (første person).
Man hopper altså ud af betragterrollen og ind i hovedpersonen. Meningen med dette skift er, at man vil påvirke tilhøreren til at solidarisere sig med “hovedpersonen” – et meget manipulerende fif, hvor man i virkeligheden behandler tilhøreren som et barn eller en mindre begavet person, der ikke kan forstå almindelig fremførende tale. Men det bringer budskabet nærmere modtageren og påvirker desværre vedkommende på det ubevidste plan. Det fjerde punkt, jeg vil fremhæve, er af og til sjusk, men kan også bruges til manipulation. Under alle omstændigheder ødelægger det præcisionen i vores sprog, idet det slører, hvilke begivenheder der er sket før hvilke: Her tænker jeg på irrelevante spring i tempus (den grammatiske tid): “Jeg kom ind i retssalen, og så ser jeg en ung mand, der var klædt i…” (24syv). Endnu et eksempel på dette fænomen: “Du skriver for ni måneder siden …” (24syv). Igen går det her ud på at “bringe budskabet helt ind på modtagerens banehalvdel”: Brugen af nutidsplanet skal naturligvis bevirke, at modtageren føler en særlig nærhed til budskabet.
Mit femte punkt er det dybt forvirrende, eklatant ulogiske spring i sætningernes sammenhæng, et syntaksbrud, som i uhyggelig grad blomstrer i dag, f.eks. “Jeg sku’ bare, altså hvor langt væk ku’ jeg komme?!” (24syv). Denne type brud er formentlig som regel sjusk, men det bliver til et manipulerende greb, idet det for det første kræver, at tilhøreren selv lægger den manglende sammenhæng ind i sætningen, og derudover fordi det næsten altid indeholder et sætningsadverbium (sætningsbiord), der inddrager den lyttende, f.eks. “lige”, “altså”, “egentlig” o.l. Mit sjette punkt er udråbsord, som f.eks. “hey!”, “hov!”, “okay”, og “hallo!”. Disse ord bruges også som “dåseåbnere”: Man bliver revet ud af sin egen tankegang, når den talende bruger den slags formuleringer. Et eksempel. “Så kan man sige, at hallo! Vi vil også med i et forlig …” (24syv) og dette pragteksempel: “… sætte mig ned og sige: Hey, hvad er det egentlig, det gør ved dig?” (24syv). Undskyld! Men hvem sætter sig og siger “hey!” til sig selv? Endnu et eksempel på en voldsomt manipulativ formulering.
Ud over truslen fra det mundtlige sprog er der truslen fra mangelfuld undervisning, især i dansk, sprogfag og matematik. Det er som bekendt lettere at rose end at rette. Her er det især præsens- og pluralis-r’et (nutids- og flertals r’et), der ikke er ofret tid nok på. Lokalavisernes læserbreve og annoncer vrimler med disse fejl a la: “Vi reparere alle skader på dit hus”, og supermarkederne tilbyder “altid friske vare”.
Hertil kan vi lægge, at rigtig mange ikke kan skelne mellem transitive og intransitive verber, især ligge/lægge og springe/sprænge. Eksempel: “Coronavirussen ligger landet øde” (BT).
Når jeg til din store overraskelse nævner matematikundervisningen, skyldes det især, at de yngre medborgere oftest tror, at de kan vælge “mellem X eller Y” i stedet for “mellem X og Y”.
Lidt sjovere bliver det i et eksempel som flg.:
“Jeg tilhører også en af dem, der …”. Sagt af en kendt leder i et radioprogram. Der må vist være tale om hvid slavehandel. Det kan selvfølgelig også være, at hun mente “Jeg hører også til dem, der …”.
Lidt god undervisning i delmængder ville formodentlig have hjulpet på de to sidstnævnte eksempler.
Et særligt problem udgør angliseringer, såsom “Vi vil se” i stedet for “vi kommer til at se”. Der er jo ikke tale om en vilje eller et ønske, men som regel om en prognose. Ligeledes en germanisering, som at ordet “derfor” bruges både i sin oprindelige betydning og med den modsatte betydning: “Derfor kan du da godt give mig en flødebolle alligevel.” Der er tale om en dårlig -låneoversættelse af det tyske “dafür”, der betyder “til gengæld”. Vi er vidne til en nedbrydning af et af verdens rigeste sprog. Et sprog, der både kan beskrive de omhandlede begivenheder, klargøre vores holdninger til dem, deres indbyrdes rækkefølge og deres logiske sammenhæng, kombineret med fortællerens stillingtagen til de nævnte begivenheder. Hvad angår politikersprog, er det meget ærgerligt, at de kendte, der benytter sig af manipulationssproget, fungerer som tilhørernes forbilleder, hvorfor vi gang på gang konstaterer, at folk uvilkårligt overtager deres sprog i de diskussioner, man oplever på arbejdspladser og ved møder. Men er det nu den værste konsekvens? Måske er det lige så slemt, at de nævnte tricks er på vej ind i det skriftlige sprog? Det vil næppe vare længe, før de computerprogrammer, der kan overføre tale til skrift, vil være hvermandseje. Til den tid kan vi vist vinke farvel til det plejede skriftsprog, vi i dag tilstræber at skrive vores bøger i.
Alt dette betyder en nedbrydning og fattiggørelse af sproget, som jeg som sprogarbejder føler som et alvorligt angreb på mine egne og mine kollegers værker, altså en krænkelse af de værker, vi har skrevet.
Mit formål med denne kronik er altså både at bevare en høj standard i det skriftlige sprog og at gøre kollegerne bevidste om de pågående ændringer i det mundtlige sprog, således at de fremover selv kan afkode og afsløre de retoriske tricks og forhåbentlig afsløre og undgå dem. Sprog er magt. Den, der sidder på sproget, sidder på magten. Vi skal overtage sproget for at tage magten tilbage.