For lidt over et år siden var vi alle ”Charlie”, da millioner af mennesker over hele verden viste deres sympati og solidaritet med ofrene for terrorangrebet mod Charlie Hebdo.
Mennesker over hele kloden tog afstand fra angrebet på den kunstneriske ret til at udtrykke sig, som man vil, og ”Je suis Charlie” og ”Nous sommes tous Charlie” rammede medfølelsen ind, præcis som ”Nous sommes tous Américains”, som den daværende chefredaktør for Le Monde skrev i sin leder efter terrorangrebene i USA 11. september 2001.
Hån mod islam
I Europa blussede debatten om kunstnerisk selvcensur op efter mordet på den hollandske instruktør Theo van Gogh i 2004. Han blev skudt på åben gade i Amsterdam af en muslimsk fundamentalist, som mente, at van Gogh havde hånet profeten Muhammed med sin film ’Submission’, der handlede om kvindeundertrykkelsen i mange muslimske lande. Filmen viste bl.a. vers fra koranen over en nøgen kvinde. Året efter kom de danske Muhammedtegningerne, bragt i dagbladet Jyllands-Posten, som skabte en krise, der for alvor blussede op i februar 2006 med angreb på danske ambassader og konsulater i en lang række lande.
I 2007 erklærede Theo van Goghs morder, Mohammed Bouyeri, at demokrati altid vil være i modstrid med islam, eftersom love ikke kan udstedes af mennesker, men kun af Allah. Det er præcis den udgave af Islam, den franske satireavis Charlie Hebdo kæmper imod.
”Hvis vi i morgen opgiver at tegne religiøse figurer, lever vi ikke længere i et demokrati, men i et teknokrati. Lever vi et politisk system, hvor reglerne er tænkt og udført af mennesker, eller lever vi i et system, hvor reglerne er lavet af en guddom,” sagde Charlie Hebdos chefredaktør, Laurent Sourisseau, kaldet Riss, til DR kort efter det blodige terrorangreb mod avisen.
Je suis Charlie
I dagene efter angrebet strømmede en bølge af sympati mod Charlie Hebdo, og alle var enige om at kæmpe for ytringsfriheden. I dag, et år efter, føler tegnere og journalister på Charlie Hebdo sig alene. De har godt nok fået flere abonnenter og et større løssalg end før angrebet, men de føler sig ladt i stikken af de franske medier, når det gælder kampen for ytringsfriheden og forsvaret for sekularisme og blasfemi.
”Det, der er problemet, er at vi er alene. Vi blev målet, fordi vi forsvarede retten til at trykke tegninger af Muhammed. Lige efter angrebet var andre medier de første til at rose os for det. De sagde ”bliv ved, bliv ved!” Men hvor er de henne nu? De burde gøre noget selv, vi burde være forenede i kampen,” siger Corinne Rey, kendt som tegneren Coco, i dag en af de førende kræfter på avisen sammen med chefredaktør Riss.
Jeg mødte hende for nylig, da jeg var i Paris for at lave en reportage til DR’s magasinprogram ’21 Søndag’ op til etårs dagen for angrebet 7. januar 2015. Udover Coco interviewede jeg bl.a. også Charlie Hebdos tidligere chefredaktør gennem 17 år, Philippe Val, der var med til at genskabe avisen i 1992 sammen med den legendariske tegner Jean Cabut, kaldet ”Cabu”
Det var under Vals ledelse, at Charlie Hebdos redaktion i 2006 i enighed besluttede at trykke Jyllands Postens 12 Muhammedkarikaturer i et særnummer. På forsiden var profeten Muhammed, der tager sig til hovedet under teksten ”Muhammed overvældet af fundamentalister: Det er hårdt at være elsket af fjolser” tegnet af Cabu. Særnummeret afstedkom en retssag, anlagt af Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig og Den Islamiske Liga. Retssagen, der er blevet kaldt en af det 21. århundredes vigtigste retssager, endte med en frifindelse af Philippe Val. De to islamiske organisationer appellerede dommen, som appelretten stadfæstede 12. marts 2008 med denne kommentar:
”Karikaturerne har gennem deres offentliggørelse bidraget til den offentlige debat om ytringsfriheden.”
Latteren og tanken
Philippe Val har mange gange skullet forsvare, at Charlie Hebdo har ret til at gøre grin med alt, også gejstlige, rabbinere, imamer og politikere. Han mener, det er livsnødvendigt for et demokratisk samfund at have en avis som Charlie Hebdo:
”Man skal have en avis, der får folk til at grine og tænke. For mig er latteren og tanken meget forbundne. Folk, der er opslugt af en ideologi, griner ikke. De er som gamle dages strenge præster, der mente, at visse ting griner man ikke ad. Jo, man griner ad alt. Ellers er vi fortabt.”
Gennem årene har Charlie Hebdo lagt sig ud med en lang række politikere og trossamfund i Frankrig. Ifølge nyhedsbureauet AFP har avisen været i retten omkring 50 gange, i gennemsnit en gang hver halve år. Sagsøgerne har især været højreorienterede politikere og katolske foreninger. Både Philippe Val og den tidligere chefredaktør, Stéphane Charbonnier, ’Charb’, som blev dræbt under angrebet i 2015, har mange gange skullet forsvare retten til at gøre grin med magten og trykke de satiretegninger, som af nogle opfattes som skarpe, sjove og tankevækkende, af andre som blasfemiske og dybt krænkende, endda islamofobiske:
”Det er en snæversynet opfattelse. I 1990’erne havde vi mange katolske fundamentalister, som sagsøgte os for racisme, for at være antikristne. De trak os i retten og ville dømme os for racisme for at have publiceret ironiske tegninger om katolicismen. Muhammedkarikaturerne var bare en fortsættelse, vi fokuserede ikke specielt på muslimer, men når vi havde lavet satire om katolikker, var det naturligt at gøre det med islam – ellers havde det været racistisk!” siger Riss.
Nødvendig blasfemi
To uger efter terrorangrebet 7. januar 2015 skrev ugemagasinet Nouvel Observateur:
”Charlie Hebdo og karikaturerne: Blasfemi er en hellig ret, den skal sikres.”
Kunst, blasfemi og ytringsfrihed hører sammen. Det var netop emnet for debatten i kulturhuset Krudttønden 14. februar 2015, hvor Frankrigs ambassadør, François Zimeray, var til stede, fordi han havde indvilliget i at holde den indledende åbningstale. For ham er blasfemi lige så vigtig som ytringsfrihed:
”Vi ser ikke blasfemi som en fornærmelse, men som en fundamental rettighed. Man kan ikke sikre den frie tanke, hvis blasfemi ikke er tilladt,” siger François Zimeray.
Inden mødet på Krudttønden havde Zinerays deltagelse skabt debat på den franske ambassade i København. Ikke alle mente, at det var en god idé, ambassadøren deltog. Efter angrebet blev han desuden kritiseret af en fransk journalist, der skrev, at mødet med aktivister og militante på Krudttønden ikke var et sted at opholde sig for en ambassadør. Dagen efter angrebet blev Zimeray også hængt ud på internettet, hans Wikipideaprofil blev ændret, og flere hjemmesider skrev, at han var jøde og en zionistisk agent for Israel.
”De ville gøre mig til et mål for Daesh (IS, red.). Det angreb føltes næsten værre end skyderiet i Krudttønden,” siger François Zimeray.
Han mener i høj grad, ytringsfriheden er udfordret i dag:
”Ikke kun fra den islamiske trussel, men også i form af selvcensur på grund af den politiske korrekthed. Det skal vi bekæmpe.”
Alle har et ansvar
Lignende toner lyder fra Flemming Rose, tidl. kulturredaktør på Jyllands-Posten og den redaktør, der iværksatte og bragte Muhammedtegningerne i første omgang. I sin bog ’Hymne til Friheden’ fra 2015, fastslår han, at ytringsfriheden er truet, fordi politikere, debattører og medier begrænser den af frygt for social uro i et stadigt mere multikulturelt samfund.
Især Sverige har været beskyldt for at agere for politisk korrekt og undertrykke debatten om fx indvandring. Stefan Jönsson, kommentator og skribent ved Dagens Nyheter, har en anden tilgang til emnet:
”For mig at se er det politikernes og meningsdannernes valg at prioritere de marginaliseredes ytringsfrihed i forhold til majoritetskulturen. I stedet har man i Danmark valgt at prioritere majoritetens ret til at sige hvad som helst om minoriteterne. I Sverige er det omvendt. Selve præmissen for kritikken af, at der i Sverige ”lægges låg på” debatten, er falsk. For samfundet bygger på, at mennesker ”lægger låg på”. Ellers ville samfundet slet ikke være muligt,” siger Stefan Jönsson til Højskolebladet.
Han mener selve spørgsmålet om selvcensur er forkert:
”Hele forestillingen om, at alt, som tænkes, skal ud i offentligheden, er en helt forkert ide. Det er jo indlysende, at alle mennesker i et samfund vælger, hvad der bør siges, og ikke siger alting, der kan siges. Som individ, som forfatter eller som politiker, så vælger man sine kampe, sine debatter, sine stridigheder, sine prioriteter. Så alle har et stort ansvar for, hvordan den politiske debat og kulturdebatten føres. Kulturen bygger lige så meget på fortrængning som på, at alting kommer til udtryk. Civilisationen bygger jo et langt stykke hen ad vejen på, at man fortrænger de destruktive elementer, som findes.”
Negerkongen og Tintin
Ikke alle i Sverige er enige i, at ytringsfriheden skal gradbøjes. Flere debattører beklager sig over, at de af frygt for at blive kaldt racister, undlader at ytre sig kritisk om landets problemer med indvandring.
Og Sverige var for politisk korrekt, mente nogle, da ændringer i Pippi Langstrømpe blev kendt. Pippi Langstrømpe-filmene blev redigeret, så hendes far ikke længere kaldes ”negerkonge”, og et ”racistisk” gardin med Pippi Langstrømpe blev fjernet fra temaparken Astrid Lindgrens Verden, fordi gardinet viste to mørke børn, der viftede Pippi om ørerne med palmeblade.
Også Hergés journalisthelt Tintin var også helt ude af takt med det moderne Sverige. I september 2012 meddelte lederen af Kulturhusets børne- og ungdomsbibliotek i Stockholm, at alle Tintin-album var blevet fjernet fra hylderne, ”fordi de er fyldt med fordomme og racisme”.
Professor Drude Dahlerup, Stockholms Universitet, afviser, at de to sager er udtryk for politisk korrekthed. I stedet handler det om kulturel forståelse, påpeger hun.
”Spørgsmålet om menneskelige rettigheder er vigtige i det offentlige liv i Sverige. Man tager det mere alvorligt end i Danmark. Der er ting, man kan sige om indvandrere i det offentlige rum i Danmark, som man aldrig ville sige i Sverige,” forklarede Drude Dahlerup i Berlingske.
Norske ytringer
Harald Stanghelle, der er redaktør for den norske avis Aftenposten, mener modsat sin svenske kollega på Dagens Nyheter, at ytringsfriheden er under pres, og han kritiserer Sverige for ikke at turde tage den nødvendige debat.
”Norge er mere åbent for at diskutere temaer som religion og indvandring. Det, der kan være ukontroversielt at sige i Danmark og Norge, kan være et tabu i Sverige,” sagde han til Kristeligt Dagblad.
Samtidig pointerede han, at man i Norge ”har indført en ny form for selvcensur, som minder om, hvordan det var for 50 år siden, hvor revy-provokationer af kristendommen skabte stor debat. Nu er det i stedet islam, hvor det diskuteres, hvordan man skal tage hensyn.”
Harald Stanghelle mener, at ytringsfriheden generelt står stærkt, men at vi i løbet af de seneste 20 år har skullet redefinere, hvad det vil sige at have retten til at ytre sig.
”Hvis et homoseksuelt par for 30 år siden gik hånd i hånd i Oslo, ville det give reaktioner; sådan var det ikke i mange år, men nu kommer reaktionerne igen i de muslimske kvarterer.”
Det var Aftenposten, der i 2010 valgte at genoptrykke fem af Muhammed-tegningerne som dokumentation, da Kurt Westergaard blev overfaldet af en øksebevæbnet somalier.
”Vi har hele tiden forsvaret mediernes ret til at trykke tegningerne. Vi trykte en faxkopi af dem, da striden begyndte i 2005,” sagde Hilde Haugsgjerd, chefredaktør på Aftenposten dengang.
Ytringsfrihed gælder alle
Forfatterforeningens formand, Jakob Vedelsby, fremhævede i en kronik i Berlingske i november sidste år, at ’Forsvar af ytringsfriheden’ er første punkt i Dansk Forfatterforenings formålsparagraf.
”Her ti år efter Muhammedkrisen har vi ikke rykket os i det spørgsmål,” understregede formanden.
Men også han er bekymret. I kronikken beskriver han, hvordan han fik 100 likes på foto af en solnedgang over Kattegat på Facebook, mens et opslag om hans oplæg om ytringsfrihed kun fik fem likes. Facebook vennernes manglende interesse for ytringsfrihed fandt Jakob Vedelsby ”ret tankevækkende”.
Tegneren Coco, der mirakuløst overlevede angrebet mod Charlie Hebdo, er enig i, at debatten om ytringsfrihed er meget vigtig. Endnu vigtigere er dog at bruge den, mener hun, især efter terrorangrebene, der ramte Paris den 13. november 2015.
”Det, terroristerne vil, er at tage vores frihed. Ytringsfriheden, men også friheden til at drikke et glas, lytte til musik, gå til en fodboldkamp. Derfor drejer det sig om alles kamp, ikke bare vores som tegnere eller journalister,” understreger Coco.
Nypuritanisme
Det er ikke kun frygt og selvcensur, der lægger bånd på ytringsfriheden. Fundamentalister i forskellige skikkelser forsøger jævnligt at indskrænke vores ret til at behandle flere forskellige emner journalistisk og kunstnerisk.
For nyligt besluttede en appeldomstol i Paris, at filmen ’Adèles liv’ ikke må vises i franske biografer. Filmen, der vandt Guldpalmen i Cannes i 2013, beskriver et kærlighedsforhold mellem to unge kvinder. Da ’Adèles liv’ fik premiere i 2013, blev filmen forbudt for børn under 12 år, da filmen indeholder erotiske sexscener mellem de to kvinder. Men det var ikke nok, mente den fundamentalistiske, katolske forening Promouvoir, der bl.a. klagede over, at sexscenerne var ”for realistiske”. Instruktøren bag filmen forklarede, at sexscenerne var nødvendige for at kunne beskrive forholdet mellem de to kvinder på en autentisk måde, men Promouvoir vandt en juridiske sejr. I december 2015 besluttede appeldomstolen, at Frankrigs kulturminister skulle suspendere filmens licens til at blive vist i landets biografer. Den må heller ikke vises i tv eller sælges på dvd. Afgørelsen har fået filmfolk og kulturpersonligheder til at protestere over den bølge af nypuritanisme, som de mener, skyller ind over Frankrig.
Ytringsfrihed i bunkeren
Sommetider virker det, som om de mennesker, der for alvor er truet på livet, netop er dem, der insisterer på at fortsætte kampen for retten til at bruge udtryks- og trykkefriheden. De eneste, som bruger den fuldt ud i Frankrig, er i alt fald Charlie Hebdos journalister og tegnere, der alle lever under politibeskyttelse. De laver avisen et hemmeligt sted, og efter sigende ligner redaktionen en bunker i krigstid.
”Det er svært at lave avis på den måde. I gamle dage var vi vant til, at gæster kom og gik på redaktionen, og vi rejste ud i verden for at lave reportager fra alle mulige steder,” fortæller den tidligere chefredaktør Philippe Val og tilføjer:
”Charlie Hebdo bygger på et fundament af oplysningstidens humanistiske og universelle frihedsidealer. Det er trist, at avisen er nødt til at lukke af for omverdenen. De må genopfinde Charlie. Jeg tror og håber, det vil lykkes – for vi kan ikke undvære dem.”
Philippe Val mener, at selvcensuren breder sig blandt journalister og kunstnere i hele verden, og som Coco kritiserer Val medierne for ikke at leve op til deres ansvar og kæmpe for ytringsfriheden i en tid, hvor den er under pres. Der er to grunde til den manglende støtte, og de hænger sammen:
”Den ene grund er, at vi selv er skyld i det: ”’Vi har fejlet, vi er koloniherrer, det er vores skyld”, lyder det i den franske debat. Den anden er frygt, folk er bange. Og for at retfærdiggøre frygten siger de, at det er vores egen skyld. De er berøringsangste, venstrefløjen og de intellektuelle fejler ved ikke at turde kritisere en religion som islam.”
Riss, Charlie Hebdos nuværende chefredaktør, mener, at det i en globaliseret verden er meget vigtigt at forsvare demokratiske værdier som ytrings- og trykkefrihed, sekularisme og blasfemi.
”Friheden skal holdes i live, den overlever ikke af sig selv. Hvis vi ikke kæmper for den, trækker den sig og forsvinder,” siger Riss.
Han mener, det vigtigste i princippet om ytringsfrihed er at overvinde frygten:
”Så snart man udtrykker sig, risikerer man at komme i konflikt med andre. Der er altid nogen, der ikke er enig, enighed eksisterer ikke. Derfor vil der være folk, der tier, fordi de er bange for at komme i konflikt med andre.” ·