Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2016

forfatter liv

Knud Steffen Nielsen er født i 1947. Han er lyriker og billedkunstner og debuterede i 1980 med digtsamlingen ’Indskrift’. Siden har han udgivet en række roste digtsamlinger og udstillet billeder i det meste af Danmark og også i udlandet.

Hvornår i dit liv vidste du, at du havde trang til at arbejde med det skrevne ord?

Opdagede som barn kraften i at bruge kæft, kæften. Oftest med fordel. Præmien kunne dog vise sig at være et par på ørerne.

Der var jo en tante ved siden af, der kunne fortælle drengens mor, at knægten lige før havde stået på gaden og råbt ”Fede” efter slagterens bydreng. Og forsøget på at gøre sagte ord gode igen med: ”Du er slet ikke fed” fungerede ikke optimalt. Tilbagekaldelse har svære vilkår.

Skriften kom langsomt sivende ind som små kroge, man kunne hænge udsagn op på, hypotetiske eller faktiske. Og især at kunne høvle allerede sket smukt til var en sproglig potent opdagelse.

 

Hvad er vigtigst, selve det at skrive
eller at blive læst?

Præmissen er jo at skrive. Så komme, hvad komme skal.

Men læseren er en del af kontrakten:

Palle Alene i Verden ser pludselig, at forældrene ikke er der. Ingen til at bekræfte at han findes. Han forsvinder ind i det blik, der ikke er der. Og slikorgie og sporvognskørsel gør det ikke helt.

 

Hvilken bog ville du ønske,
du kunne komme til at skrive?

Vil skrive en mursten, slentrende som en fortabt spillemand, der først sent finder ud af, at han hedder Stanley og leder efter Dr Livingstone, og hvis han finder ham, så indser han: nej, det var ikke det.

Linjerne skal invaderes af fatale forhold, han ikke forlods kender og skal være uden hensigt.

Det må ikke kunne opføres som musical.

Han vil forholde sig til tid, der er elastisk på en anden måde, end skriven er. Tidens nu, der har slettet den søde regnefrøken i 1. klasse dengang. Tiden fiser af sted uden at se sig tilbage, mens skriften holder fast i hende, det dejlige væsen. Mindes hendes yndige frisure, nej, fletter det på ny.

Sådan er det: Det fine missil, vi kalder tid, har sin dagsorden.

Og skriften fører sit eget plastiske liv. Tilbyder som et andet tivoli karruseller og skydetelte, hvis man lige står og mangler.

Det giver en kløft mellem sprog og verden, der ikke bare kan skrides henover. Lige dér, sammen med en troskyldig beretning om tre, måske fire faldne kvinder, man må rejse op igen og igen.

Og så skal der være et kapitel om politisk idioti: Readymades, der daler direkte ned på papiret som vielsesringe, der uretmæssigt trækkes af fingre.

Jeg sagde godt nok, der ikke skulle være nogen hensigt. Sorry.

Sidst et par ord om den dampmaskine, man ventede forgæves på hver jul. Og måske stadig venter på. ·

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte