Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2017

Forfatternes Forhal

I et stort anlagt projekt har tre biblioteker eksperimenteret med at ansætte forfattere og invitere skrivende indenfor. Det gav tre vidt forskellige bud på, hvad bibliotekerne kan tilbyde det skrivende folk.

Tekst og foto: Jo Hermann

I disse år må bibliotekerne høre meget for, at de smider bøger ud, men giver plads til borgerservice, computerspil, 3D-printere og alt muligt andet, som ikke har med bøger at gøre. Men det sidste års tid er tre biblioteker gået nye veje ved at invitere skribenter indenfor. Bibliotekerne i Esbjerg, Hillerød og Odense har hver især haft en forfatter ansat til at læse tekster eller vejlede om udgivelsesprocessen. Forfatternes Forhal hed projektet, som var finansieret af folkebibliotekernes udviklingsmidler under Slots- og Kulturstyrelsen.

Deltagerne har været usædvanlig begejstrede. “Fantastisk inspiration og yderst kvalificeret hjælp med skrivningen,” lyder vurderingen fra én, mens en anden siger, at hun føler sig inspireret og skriver mere målrettet efter at have været med.

Den del af projektet, der har haft størst succes, er tekstlæsning. Næsten alle, der har deltaget, har fået en eller flere af deres egne tekster læst og kommenteret.

Skrivepladser på biblioteket

Men projektet begyndte et helt andet sted, nemlig med at stille skriveborde til rådighed for skribenter. Tanken var, at hvis forfattere sad på biblioteket og skrev – gerne på storskærm – kunne det gøre litteraturen synlig for læserne på en ny måde.

Det viste sig dog hurtigt, at forfatterne ikke havde lyst til at sidde fuldt synligt og skrive, og det med storskærmen kom slet ikke på tale. Den eneste forfatter, der sad i det åbne rum og arbejdede i længere tid, var Rasmus Dahlberg, som blev ansat på biblioteket i Odense. Han fik fast træffetid to dage om ugen, og i den tid arbejdede han dels med at give sparring på tekster og rådgive om udgivelse, dels med at skrive og redigere selv. “Jeg fik ikke skrevet så meget,” siger han, “men det var nok mere min manglende koncentrationsevne. Men formålet med det at sidde der blev opfyldt – at folk kom hen og snakkede. Og det flyttede noget for nogle af dem, der var her meget.”

Da Rasmus Dahlberg begyndte at være fast på biblioteket, kom der også andre skribenter til. De trak dog ind i et mødelokale bag en glasvæg, hvor de kunne arbejde mere uforstyrret. Enkelte af dem var allerede udgivne forfattere, men med én eller få bøger på værklisten, og for dem handlede det især om at få kolleger og opbygge et netværk. Ved aftenarrangementer benyttede Rasmus Dahlberg lejligheden til at præsentere nogle af dem, ligesom han inviterede andre forfattere og en presseansvarlig fra et af de forlag, han selv udkommer på. Et par skriveworkshops blev der også tid til som en del af projektet.

Et elitehold af tekstlæsere

I Hillerød greb biblioteket det helt anderledes an. Her blev Peder Frederik Jensen ansat, og han foreslog biblioteket at bruge tiden på at uddanne en gruppe gode tekstlæsere. “Jeg syntes, det var nødvendigt, at man lavede en lille elitegruppe, for jeg tænkte, at så får man uddannet nogen, der bliver gode, som kan være der, når jeg forsvinder,” siger han. “Det var vigtigt at få disse mennesker, der var interesseret i at skrive, til at forstå, at det handler om at læse.” 12 blev udvalgt, og dem mødtes han med en gang om måneden igennem otte måneder.

I bibliotekssammenhæng kan det godt være et problem at lave et A-hold og et B-hold. “Det er vi måske ikke så vant til i vores tanke om biblioteket og om demokrati,” siger Peder Frederik Jensen. “Men når man støtter sådan nogle som os til at lave projekter, så støtter man også noget elite. Og tanken med det må vel så være, at man kan bruge sit talent og sin energi på at gøre andre mere bevidste.”

Der var mange flere interesserede end de 12, og derfor oprettede biblioteket samtidig en selvstyrende gruppe, som de hyrede forfatteren Henrik Rasmussen fra Grundtvigs Højskole til at hjælpe i gang.

Fælles for de to grupper planlagde Peder Frederik Jensen fire seminarer, hvor to forfattere blev inviteret som undervisere dels til et almindeligt forfatterarrangement og dels til en efterfølgende Master Class, hvor de gik mere i detaljer med selve arbejdsprocessen. Fx fortalte Amalie Schmidt og Theis Ørntoft om at arbejde tværkunstnerisk.

Nu hvor projektet er slut, er det planen, at de to grupper skal lægges sammen. De trænede tekstlæsere kan forhåbentlig bidrage til, at gruppen holder et højt fagligt niveau.

Litterært lokalmiljø

Mens der helt fra begyndelsen var mange interesserede i Hillerød, kneb det med interessen i Esbjerg. Biblioteket havde ellers gjort et grundigt forarbejde og indrettet en skrivestue i retrostil på hovedbiblioteket. Bjørn Themsen, som tidligere har undervist unge på et forfattergrundkursus i byen, blev hyret. Han foreslog biblioteket at holde en række arrangementer, men der var ikke luft i budgettet til honorarer, og den del blev skubbet til næste budgetår.

I stedet blev der oprettet et tekstlæsningshold, som i begyndelsen især var tiltænkt unge. Men der kom kun ganske få, og biblioteket nåede til den konklusion, at det hele var for elitært lagt an til Esbjerg. Det viste sig nemlig også, at folk, der havde interesse for at skrive, blev afskrækket af ord som ”forfatter” og ”tekstlæsning”.

Halvt inde i projektet reorganiserede biblioteket derfor, så projektet fik et skarpere lokalt fokus. Forfattere fra Esbjerg og Fanø blev inviteret ind til at fortælle om deres vej til udgivelse, tekstlæsningsgruppen blev omdøbt til ”skrivegruppen”, og biblioteket begyndte samtidig at reklamere for projektet ad mange flere kanaler. Det hjalp på deltagerantallet.

Skrivegruppen endte med at dække over et stort spektrum aldersmæssigt, fra 17 år til over 70. “Der har været mange ældre mennesker med,” fortæller Bjørn Themsen, “og dem har jeg aldrig undervist før. Men jeg holder meget af den dynamik, der opstår, når unge og ældre er sammen. Referencerammerne er vidt fra hinanden, men fra begge sider bliver der lyttet.”

Et vigtigt projekt

Selvom udgangspunktet egentlig var det samme, udviklede projektet sig altså helt forskelligt i de tre byer.

Odense kom tættest på den oprindelige idé, fordi der faktisk sad forfattere og skrev på biblioteket. Til gengæld arbejdede biblioteket i Esbjerg med at opbygge et lokalt netværk, mens biblioteket i Hillerød koncentrerede sig om tekstlæsning og uddannelsen af gode læsere. På den måde har projektet vist tre forskellige vinkler på, hvordan man kan knytte skrivende til biblioteket.

Det er der fremtidsperspektiver i, mener lektor Henrik Jochumsen fra Det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet. I de senere år har bibliotekerne arbejdet på at tilbyde brugerne mulighed for at lære, opleve, mødes og skabe, men bibliotekerne skal selvfølgelig også understøtte borgernes interesser i samlingerne.

“Problemet er, bibliotekerne på den ene side risikerer at miste identitet, når de breder tilbuddene for meget ud, og på den anden side at miste legitimitet, hvis de står fast på identiteten med bogen i centrum,” siger Henrik Jochumsen. Han mener, at Forfatternes Forhal er et projekt, der på én gang har bredde (legitimitet) og falder inden for bibliotekernes traditionelle kerneområde (identitet).

Sofie Kragh-Müller, som var medlem af projektets styregruppe, siger også: “Det er et virkelig vigtigt projekt, for der er nogle biblioteker, der siger: Vi vil egentlig gerne forfatterne mere og på nogle andre måder. Hvordan kan vi gøre det? Vi kan faktisk godt åbne for, at forfatteren kan komme ind på biblioteket på en anden måde. Thumbs up til det. Men hvis man skal navigere i det her, skal man ikke lave projekter for forfattere, men projekter sammen med forfattere for lånerne og læserne.”

Fra projekt til drift

Alle tre biblioteker vil gerne bygge videre på projektet. Det kommer først og fremmest til at ske, ved at skrivegrupperne fortsætter. “På biblioteket skal man kunne gå til skrivning, ligesom man kan være med i en læsekreds,” siger Michael Linde Larsen fra Odense Centralbibliotek, som er initiativtager til projektet. Udfordringen bliver selvfølgelig at overgå fra et finansieret projekt til daglig drift, hvor der skal findes midler i det almindelige budget, hvis der skal ansættes en forfatter.

De tre biblioteker løser det på hver sin måde: I Esbjerg er der flere ildsjæle i skrivegruppen, som brænder stærkt for sagen, og biblioteket har tilbudt at hjælpe dem med det praktiske. I Odense blev der først dannet en skrivegruppe ved projektets afslutning, og styringen af den er lagt i hænderne på en ansat med forlagserfaring. I Hillerød fortsætter den selvstyrende gruppe, og biblioteket har lovet gruppen fire forfatterarrangementer om året af særlig interesse for skrivende.

Forfatterne og bibliotekerne

Bibliotekerne havde håbet, at mere etablerede forfattere også ville se sig selv som en del af Forfatternes Forhal, men det er ikke sket. Projektet har især haft appel til dem, der drømmer om at skrive en bog, eller som er udgivet, men ikke i forvejen har et netværk af forfattere.

Men alle tre biblioteker ser også nye muligheder i samarbejdet med etablerede forfattere. Her går Hillerød foran med en plan, der involverer alle bibliotekerne i det tidligere Frederiksborg Amt. Tanken er, at bibliotekerne i fællesskab skal forpligte sig til at indkøbe bøger af lokale forfattere, oprette læsekredse med særligt fokus på disse bøger og invitere forfatterne på turné rundt på bibliotekerne.

Bibliotekerne vil gerne have en mere direkte kontakt med forfatterne og et bedre samarbejde, for den enkelte ansatte oplever det ofte som uretfærdigt, når forfatterne kritiserer litteraturformidlingen. Omvendt er det vigtigt for forfatterne, at bibliotekerne respekterer deres professionalisme, bl.a. ved ikke at forvente, at forfatterne skal arbejde gratis.

Sofie Kragh-Müller har denne opsang til både biblioteker og forfattere: “Litteraturformidlere og forfattere er nødt til at blive bedre til at samarbejde, for litteraturformidlerne er også presset af det syn, som bibliotekslederne tilsyneladende har på litteraturformidling. Bibliotekarerne føler sig angrebet af forfatterne, men jeg tror i virkeligheden, forfatterne forsøger at angribe lederniveauet eller det politiske led for at sige: ‘Hey, der er noget galt her i måden, I prioriterer på.’ Vi skyder på det forkerte lag.”

Hun opfordrer også forfatterne til at samarbejde i nye konstellationer. “Vi skal blive meget bedre til at gå sammen, danne netværk og henvende os til bibliotekerne med alternative bud på litteraturformidling,” slutter Sofie Kragh-Müller. ·

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte