Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2016

Kristne & muslimer

Af Christian Braad Thomsen,

Forfatter og filminstruktør

Sognepræst Egil Hvid-Olsen hævder i sidste nummer af Forfatteren, at de kristne heldigvis ikke er så slemme som muslimerne, hvad angår ”voldelige reaktioner” mod ytringer, de ikke bryder sig om. Sin begrundelse finder han Biblen – hvor man jo rigtignok kan finde begrundelse for hvad som helst.

Ned gennem kristendomens historie er millioner af mennesker fx blevet udryddet med klar begrundelse fra Jesus selv, som ikke kendte til barmhjertighed mod dem, der ikke troede på ham. Med en fundamentalistisk vrede, som vi i dag gerne vil projicere over på muslimerne, sagde han: ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” Jesus garanterede ved en anden lejlighed, at de, der ikke omvender sig, vil blive udsat for et veritabelt blodbad. Det var ved en sådan lejlighed, at besindige jøder mente, han måtte være besat af en ond ånd. Kirken har i dag valgt at fortrænge disse Jesus-ord, skønt de kan læses hos Lukas 19/27 og 13/1-5.

 

Jesus’ fristelse

Og helt op til vor tid har kristne såmænd reageret på, hvad de opfatter som krænkelser, med samme grumhed som muslimer. Da et af Martin Scorseses hovedværker, ’The Last Temptation of Christ’, havde premiere i 1988, opstod der optøjer i adskillige europæiske storbyer. Mange kristne opfattede det som en krænkelse af deres religion, at Scorsese lod Jesus længes efter et normalt liv med kone og børn, mens han hang på korset. Til sidst overgav filmens Jesus sig dog, som det sig hør og bør, til Guds grumme planer.

Specielt i Paris var optøjerne mod filmen grove: demonstranter satte ild til premierebiografen Théătre Saint-Michel, mens de viste filmen. Tretten blev såret, hvoraf fire blev alvorligt forbrændt. Ærkebiskoppen af Paris, Cardinal Jean-Marie Lustiger var ikke så ”lustig”, som hans efternavn kunne antyde. Han fordømte filmen i stærke vendinger uden at have set den, skønt det jo normalt ikke regnes for i orden at udtale sig om et kunstværk, man ikke kender. Men man må formode, at ærkebiskoppen har fået en åbenbaring.

 

Thorsens Jesus-film

Også i Danmark har talrige kristne og sågar regeringen reageret mod uønskede kunstneriske ytringer, nemlig Jens-Jørgen Thorsens aldrig realiserede Jesus-film. Thorsen havde skrevet en drejebog til en film om, at også Jesus var forsynet med et seksualliv, hvad der vel egentlig ikke burde komme bag på så mange. Det Danske Filminstitut bevilgede på helt legal vis støtte til filmens produktion, men over hele verden rejste der sig et ramaskrig blandt kristne, skønt absolut ingen uden for filminstituttet havde læst Thorsens drejebog.

Det kunne den danske regering imidlertid ikke leve med, for allerede dengang var Danmark jo en kristen stat. Den socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasen bad filminstituttets bestyrelse om at trække støtten tilbage, men bestyrelsen fastholdt støtten – og valgte derpå af uransagelige grunde at træde tilbage. En ny bestyrelse kunne ikke modstå det politiske pres, men trak støtten tilbage med den begrundelse, at filmen ville være en krænkelse af evangelisternes ophavsret! Det havde Niels Matthiasen nemlig bedt dem om at mene.

Kammeradvokaten havde ganske vist i et responsum meddelt ministeren, at såfremt et værk udsættes for fri omdigtning, vil det ikke være beskyttet af ophavsretten. Men kulturministeren og hans bestyrelse valgte at negligere statens juridiske ekspert og trak støtten tilbage.

Ombudsmanden kendte siden kulturministerens handling ulovlig, men da var skaden sket, og den blev ikke gjort god igen. En minister føler sig ikke forpligtet til at følge dansk lov, hvis han har kristne over hele verden imod sig.

Thorsen lavede senere en ren pornofilm, ’Jesus vender tilbage’ (1992), men den har intet med hans oprindelige projekt at gøre, skønt de to film ofte regnes for identiske, bl.a. i Gyldendals encyklopædi.

På den baggrund er det virkelig besynderligt, at Egil Hvid-Olsen kan karakterisere kristne som bedre mennesker end muslimer og Biblen som en fredeligere bog end Koranen. For der er ingen forskel: hvor religionen går ind, går forstanden ud. Der er ikke plads til begge.

Der er heller ikke plads til Martin Scorseses og Jens Jørgen Thorsens skæbne i de kristnes historiefortælling.

 

Politisk kontrol med kunsten

Når der er grund til at dvæle ved specielt Thorsen-filmens tragiske skæbne, skyldes det, at det var første gang i nyere tid, at politikere overtrådte armslængdeprincippet og blandede ulovligt i kunstneriske afgørelser. Denne tendens er ved atter at få vind i sejlene. Dansk Folkeparti er således tilhænger af, at kunststøtten skal under stram politisk styring og kritiserer, at Lars von Trier har fået støtte til mesterværket ’Dogville’, som partiet i sin enfold finder ”u-amerikansk”.

Også Dansk Folkepartis spydspids i litteraturen, lektor Hans Hauge, går ind for politisk styring af kunsten. Han mener, at støtten til Det Kgl. Teater bør reduceres, fordi skuespilchef Morten Kirkskov har givet udtryk for politiske synspunkter, som Hauge ikke deler, og han har tilsvarende kritiseret Århus Universitet for at have tildelt Kasper Mathiesen et ph.d.-stipendium. Hauge kender udtrykkeligt ikke Mathiesens videnskabelige kvaliteter, men forholder sig udelukkende til, at Mathiesen er muslim.

Denne sindelagskontrol har hidtil været uforenelig med de demokratiske spilleregler. Ifølge dem skal videnskabelig eller kunstnerisk støtte udelukkende tildeles efter videnskabelige eller kunstneriske kriterier. Men dette totalitære kunstsyn vinder i stigende grad indpas herhjemme takket være Dansk Folkeparti og dets sympatisører.

Der er nemlig ingen principiel forskel på kristne og muslimske fundamentalister. Begge grupper sætter religiøse principper højere end loven. ·

 

2004 - 2020 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte