MeToo-bevægelsens anden bølge er skyllet hen over Danmark – og også over Dansk Forfatterforening og bogbranchen generelt. Det var i sensommeren 2020, at Sofie Lindes nu berømte tsunami-tale ved Zulu Awards sendte bølgen af sted, men inden for flere arbejdspladser og organisationer var der i forvejen en vis opmærksomhed omkring emnet – hverken seksuelle krænkelser eller #MeToo er som bekendt nye begreber.
”I kølvandet på Sofie Lindes tale blev jeg kontaktet af Forlæggerforeningen, som gerne ville inddrage Forfatterforeningen i et internt forløb omkring større opmærksomhed om seksuelle krænkelser i forlagsbranchen. Fokus var på forlagene som arbejdspladser. Jeg sagde, at et sådant forløb efter min mening også burde inddrage et særligt fokus på relationen mellem forfatterstand og forlag, fordi jeg oplevede, at MeToo-problematikken var særlig væsentlig i relationer med ulige magtbalancer. Det var forlagene oprigtigt meget åbne over for, og vi begyndte at tale om, hvordan vi sammen kunne undersøge området og styrke opmærksomheden om vores samarbejdskultur på det punkt,” fortæller Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, og fortsætter, ”og det var vel at mærke på et tidspunkt, hvor der hverken var presseopmærksomhed eller forfatterdebatter om det her på sociale medier.”
Mediemøllen
Cirka dér var Morten Visby og næstformand Anne Sofie Hammer nået til i arbejdet med MeToo-undersøgelsen, da pressen begyndte at ringe. Et par forfattere havde fortalt om sexisme i bogbranchen, og journalister fra forskellige medier, blandt andre DR og Politiken, reagerede. De spurgte ind til kulturen i branchen, hvorfor Dansk Forfatterforening ikke havde gjort noget, hvornår og om man overhovedet havde tænkt sig at gøre noget? Og hvorfor vente – hvorfor ikke lige nu?!
”Det er den mest ubehagelig pressesag, jeg har oplevet indtil videre,” siger Morten Visby, ”jeg blev fejlciteret, lagt ord i munden og følte, at der blev manipuleret med mine udtalelser – og det var tydeligt, at vi skulle hænges ud for ikke at handle eller for at forsøge at skjule noget. Pressen var ret ligeglad med, at vi faktisk var i fuld gang.”
”Der skulle simpelthen findes en skurk, og det blev Forfatterforeningen,” siger Anne Sofie Hammer, ”og det var jo mærkeligt og ret vildt – jeg mener, vi er jo forfatterne. Vi er en forening for forfattere, og det var ikke nøl eller mangel på vilje. Men vi var nødt til først at overveje og reflektere over, hvad vi ville undersøge, hvor bred undersøgelsen skulle være, hvor langt tilbage den skulle gå, og hvordan og af hvem den skulle foretages.”
En diffus størrelse
Selvom Morten Visby og Anne Sofie Hammer var lettere rystede over turen gennem medierne i rollen som skurk i fortællingen, så udtrykker de samtidig en dobbelthed i forhold til presseopmærksomheden. For de er også enige om, at netop pressen har været den drivende kraft i MeToo i denne omgang. Uden mediernes opmærksomhed ingen debat, bevidstgørelse og kulturændringer.
Bogbranchen er en diffus størrelse med mange aktører, store og små institutioner, nogle velorganiserede, andre ikke, selvstændige illustratorer, forfattere og oversættere, nogle organiserede, andre ikke. Men i samarbejde med Danske Skønlitterære Forfattere og Danske Forlag besluttede Dansk Forfatterforening sig for undersøgelsens fokus, nemlig mødet mellem forfatterstanden og forlaget.
”Der er en ubalance i det magtforhold,” siger Anne Sofie Hammer, ”vi ville gerne spørge begge sider, forfattere og redaktører, om de oplever uønsket seksuelt opmærksomhed i det møde, og hvis de gør, er der så et mønster? Er det ved receptioner, møder ude i byen eller i arbejdsmødet?”
72 vidnesbyrd
Advokat Pernille Backhausen fra Sirius Advokater har udført undersøgelsen og har erfaring fra lignende undersøgelser, blandt andet på Forfatterskolen. I en måned sidste år fra sidst i oktober til sidst i november kunne forfattere, illustratorer, oversættere, redaktører og andre ansatte på forlagene sende vidnesbyrd om uønsket seksuel opmærksomhed til Pernille Backhausen.
Hun modtog i alt 72 vidnesbyrd, også kaldet indberetninger, som kunne indleveres anonymt, hvis man ønskede det, og ingen i Dansk Forfatterforening eller i de øvrige organisationer har fået oplyst eventuelle navne. Heller ikke formandskabet. En del af indberetningerne faldt uden for emnet, men tilbage stod 30 klare vidnesbyrd om episoder med uønsket seksuel opmærksomhed – alle mellem kvindelige forfattere og mandlige redaktører. De handler om uønsket seksualiseret tale, bemærkninger og berøringer f.eks. ved selskabelige lejligheder, men også om ”længerevarende hændelsesforhold, hvor en mere magtfuld person udnytter sin position overfor en person i en mindre magtfuld position på en seksuel måde”, som der står i undersøgelsen. Der er også tre eksempler på direkte ”opfordring til at bytte seksuel opmærksomhed med positiv behandling”. Om sidstnævnte episoder skriver advokat Pernille Backhausen:
”Indberetterne i denne kategori, der alle er forfattere, fremhæver hvordan seksuel opmærksomhed kan have indflydelse på deres karriere, hvis skæbne ofte er afhængig af andre. Flere indberettere har haft overskud til at sige fra i situationen, sige fra overfor andre eller fjerne sig fra situationen/relationen, men har følt, at dette efterfølgende har haft en konsekvens.”
De har følt sig sårbare i situationen og følt, at vurderingen af deres manuskript og fortsatte virke på forlaget afhang af redaktørens velvilje. Disse hændelser centrerer sig omkring en bestemt redaktør. Alligevel konkluderer undersøgelsen, at der ikke er noget i indberetningerne, der tyder på, at branchen har et omfattende problem med uønsket seksuel opmærksomhed i kontaktfladen mellem forlag og forfatterstand.
Magtmisbrug
30 vidnesbyrd om grænseoverskridende opførsel og blandt dem tre, der beskriver direkte magtmisbrug, er naturligvis 30 for mange. Men i betragtning af at undersøgelsen er blevet massivt omtalt både i dagspressen, nyhedsbreve, hjemmesider og på Facebook, og at 10.000 individuelle e-mails er sendt ud til forfatterstanden, så er i alt 72 indberetninger og heraf 30 ubehagelige episoder (nogle overlappende, og nogle var mere end ti år gamle, hvilket betyder, at de ikke ligger inden for undersøgelsens rammer) alt i alt ret få. Er det et problem?
”Ej, man skulle da være et skarn, hvis man var utilfreds med få henvendelser i sådan en undersøgelse,” siger Anne Sofie Hammer. ”Personligt er jeg lettet over og glad for, at problemet ikke er mere udbredt. Men nogle af de kvindelige forfattere, der har udtalt sig til medierne, har beskrevet en mere strukturel sexisme, f.eks. om forlæggere, der udtaler sig kvindefjendsk, den type sexisme findes alle vegne og i alle brancher i samfundet – også i vores, og det skal selvfølgelig ændres. Det tror jeg også, at den her undersøgelse og debatten om den vil medvirke til.”
Et branchekodeks
Morten Visby fremhæver, at flere af vidnerne i undersøgelsen taler om, at de ikke har et sted at gå hen med deres ubehagelige og grænseoverskridende oplevelse.
”Der har vi et hul, der mangler vi noget – et sted, hvor folk trygt kan henvende sig. Som forening har vi gennem årene opbygget en enorm tillid til, at det er os, man henvender sig til med krænkelser, men hele det her forløb siger mig, at lige på et så sensitivt punkt som seksuelle krænkelser skal vi have udviklet nogle bedre henvendelsesmuligheder.”
Og derfor arbejder formandskabet sammen med de to andre organisationer bag undersøgelsen på at blive enige om en form for kodeks.
”Der er tre vigtige elementer, der skal være til stede. For det første skal der være et trygt sted, hvor man kan henvende sig. For det andet skal vi udarbejde et branchekodeks – ikke for rigidt eller udpenslet, men fastslå nogle rammer for mødet mellem forfatter og redaktør, som skaber en bevidsthed og debat om kulturen og sætter fælles mål. Og for det tredje skal vi have et stående brancheudvalg, som løbende kan arbejde med de her emner,” siger Morten Visby.
”MeToo-undersøgelsen har vist, at der foregår ting, som ikke er acceptable, men det vigtigste er at bruge undersøgelsen og den fælles forståelse, vi har fået med forlagene, til at komme videre med en sikring af en sund samarbejdskultur i branchen,” siger Morten Visby.
Lene Møller Jørgensen
