Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2019

Tre år med Asta

Lotte Thrane levede intenst med Asta Nielsen, hendes breve, fotos, samtaler og karriere gennem de tre år det tog hende at skrive bogen Maske og menneske. Om Asta Nielsen og hendes tid. Forfatteren fortæller her om arbejdsprocessen.

Af Lotte Thrane

Maske og menneske. Om Asta Nielsen og hendes tid udkom den 15. maj, og det var en dag, jeg havde set frem til med længsel og en hel del uro – og det var der mange grunde til.

Bogen blev skrevet færdig sidste sommer på Hald Hovedgaard og på Det Kongelige Biblioteks forskerlæsesal, hvor jeg har haft fast arbejdsplads ved bord nr. 15. Det kan man få efter ansøgning, hvis man har noget, der ligner et forsknings- eller bogprojekt. Et godt sted at have alle de bøger, man har brug for, samlet, dvs. både lånte og indlånte bøger fra udenlandske biblioteker – og dem havde jeg mange af. Manuskriptet blev afleveret i oktober – helt som jeg og Gads Forlag havde aftalt.

Og så fulgte ni hektiske måneder, som jeg har lært en hel del af.

Først to måneder med at rette tekst til sammen med Anne Mette Palm; jeg skulle sluge nogle kameler, men det tager man ikke skade af, og selvom jeg tidligere er blevet tildelt en pris for at skrive godt, er der altid noget, man kan lære. Og Anne Mette havde virkelig røntgenøjne!

November-december tog jeg af sted til Berlin for at genfinde og bestille nogle af de mange filmbilleder og meget andet, der findes på det berlinske filmmuseum og de andre museer og arkiver i byen – jeg havde været der året før og lavet noget foreløbig søgning og fotografering af forskelligt. I december og januar arbejdede jeg og hovedredaktør Martin Gylling i fællesskab med at finde endnu flere billeder i gemmerne på Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Film-
museum – og vistnok endnu et par arkiver. Så var det blevet februar, og jeg tog til Rom for at arbejde med et helt andet projekt – og hygge mig med at skrive billedtekster.

 

Temperamenterne glødede

Hjemme igen i marts var vi tre, der skulle få billeder og tekst og sideantal og alt det andet til at gå op i en højere enhed: den grafiske tilrettelægger Carl Zakrisson, Martin Gylling og mig selv. Det lykkedes, men det var svært, der var mange misforståelser undervejs, temperamenterne og mailforbindelserne glødede undertiden, men jeg er glad for at kunne sige nu, at alt blev løst til alles tilfredshed. Korrektur blev klaret undervejs, efterhånden som billeder, billedtekster og brødtekst faldt på plads. Den sidste rettelse blev vistnok sendt af sted, efter at bogen var ekspederet til trykning i Slovenien. Men den kom med!

Da Maske og menneske blev sluppet fri i Litteraturbar Brøg den 15. maj, holdt redaktionschef Henrik Sebro en tale for mig, hvor han beskrev mig som en, der ikke accepterede hverken et nej eller et lukket arkiv – og det sidste er da også næsten rigtigt, for jeg troppede op på 7. sal på Stiftung Deutsche Kinemathek på Potsdamer Platz, selvom arkivet officielt var lukket – og jeg fik det åbnet. Sådan da. Sebro fik også lige indskudt, at alle på forlaget – fra marketingchef til grafiker, redaktører, receptionister og ham selv – havde fået kam til deres hår, som han udtrykte det, for Lotte ville være helt tilfreds. Ja, det ville hun, men hun har også lært noget af at indgå kompromiser, der var både rigtige, nødvendige og smukke.

Så vidt produktionen af bogen. De mange billeder gjorde det nødvendigt med fondsstøtte; den var kalkuleret til knap 200.000, ansøgningerne tog forlaget sig af, og jeg leverede et skriftligt oplæg og kom med ideer til, hvor der kunne søges – jeg havde jo en del erfaring med det fra tidligere bøger. At det er forlaget, der søger, synes at være en klog beslutning, det virker mere overbevisende på fondene.

 

Begyndelsen

Min arbejdsproces med denne bog – den tog godt tre år at tænke og skrive – har været lidt usædvanlig. I hvert fald for mig selv, og i forhold til hvordan jeg har grebet mine tidligere bøger an. Ideen til den kom fra en kollega, der ud i luften (eller var det på Facebook?) spurgte, om der ikke var nogen, der ville skrive en – opdateret – bog om Asta Nielsen.

Det ville jeg, haps!

Og så gik jeg i gang. Først og fremmest med at undersøge, hvad der allerede var skrevet om hende, og her kom min baggrund som universitetsuddannet forsker mig til hjælp, for jeg er hjemmevant i forskningsbibliotekernes arkiver og har udviklet sans for hurtigt at kunne skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Jeg opdagede, at der var skrevet meget lidt på dansk om Asta Nielsen, i hvert fald hvis jeg så bort fra den bølge af først og fremmest biografisk litteratur om hende, der udkom omkring sidste årtusindskifte. Jeg opdagede også, at hun var et stort navn i Tyskland, ikke bare en, man kendte og huskede, men som mål for forskning. Der er tre forskningsmiljøer, der i særlig grad har skrevet om hende, og stadig gør det: i Frankfurt, i Köln og i nogen grad i Berlin, med dedikerede personer alle steder, der også har formået at få kontakt med stumfilmsforskere og/eller Nielsen-kendere i Belgien, Holland, Frankrig, Italien. Og i USA.

Den proces tog seks måneder, og der må ikke sjuskes med den, man skal være grundig og selvfølgelig tage noter undervejs. Ofte træder ideer til en kommende bogs struktur frem, mens man møver sig igennem stoffet. Det skete i hvert fald for mig, og mens jeg fik skaffet mig viden og ikke mindst kontakt til kolleger og eksperter, tegnede bogen sig op for mig: Dét og dét og dét var der ikke skrevet om, det her må jeg også have et kapitel om, det ham hollænderen skriver, kan jeg diskutere med hende fra Schweiz i et tredje kapitel …

Det var her, jeg blev klar over, at jeg ville gå kalejdoskopisk til Asta Nielsen, skrive en række essays om hende og ikke en kronologisk fortalt biografi. Og med den erfaring, jeg havde fra mine andre bøger, og især med min tæft for det skæve og oversete, havde jeg ideer nok til bogens forskellige kapitler.

Strukturen var altså nogenlunde klar her, og det var som nævnt usædvanligt for mig, der tidligere bare har skrevet derudad – og så ryddet op i kaos senere.

 

Selvtillid og arbejdsfred

På grundlag af den synopsis, jeg havde udviklet, søgte jeg penge til arbejdet hos et af de store fonde og kontaktede Gads Forlag med samme synopsis – de kendte mig lidt i forvejen fra et tidligere projekt. Gad gav mig en kontrakt – under forudsætning af at jeg afleverede et prøvekapitel. Fondet gav mig 300.000, som gjorde mig økonomisk uafhængig det første år. Det gav både selvtillid og arbejdsfred.

Prøvekapitlet var jeg næsten tre måneder om, og det er længe, men sådan er det nok, når man er til en slags første eksamen. Der var nu også megen research; afsnittet blev siden til kapitel 1 i bogen, og her dykker jeg ned i et miljø knyttet til et københavnsk antikvariat i 1950’erne, hvor mange af de agerende i dag er døde. Men ikke alle, og jeg har haft stor fornøjelse af at tale med en række ultrakvikke og velhuskende folk, alle langt over 80. Men findes skulle de jo!

Resten af skrivearbejdet gik forholdsvis gelinde, fordi jeg vidste, hvad jeg skulle gøre – og selvfølgelig holdt den oprindelige synopsis ikke 100 procent; man er jo ikke en maskine.

Det var dog ikke skrivning hele tiden, jeg har været flere gange i Berlin og på øen Hiddensee vest for Rügen, hvor Asta Nielsen havde sommerhus, nu et museum. Og hvis jeg opdagede eller blev gjort opmærksom på en ny bog om eller en anden vinkel på die Nielsen, så skulle den da undersøges. Og muligvis forkastes.

Sådan er det nemlig også – man kan gå vild, og man skal finde hjem igen. Måske er “hjem” så ikke det helt samme som før vildfarelsen, men det er en del af den næsten fysiske oplevelse, som det at skrive og tænke og skabe struktur er.

Hele vejen gennem processen har jeg tænkt billederne med – som billedideer. Jeg er oprindelig uddannet som billedkunstner, og det er nok derfor, jeg altid tænker visuelt. Det har betydet, at jeg, hver gang en illustrationsidé dukkede op, markerede i den tekst, jeg skrev på. Denne arbejdsmetode har bl.a. betydet, at jeg allerede fra dag ét var på billedjagt – i arkiverne, på nettet,
i bøger og aviser. Eller bare oppe i mit eget hoved.

 

Om arkiver og mure

Arkiver kan være en jungle, man selv skal finde vej i, ikke mindst i Tyskland – og det kan være velorganiserede samlinger, hvor tingene er katalogiseret i systemer, der er overskuelige, ofte endda digitaliserede.

Danske arkiver er generelt velfungerende; mange steder betaler man jo for at bruge billederne, og det smitter af. Nogle af arkiverne betragter dog sig selv som museer, selvom de også tager penge for, at man bruger deres billeder. Og museer har andre forpligtelser end arkiver.

I Tyskland var det fuldkommen uoverskueligt på det store Stiftung Deutsche Kinemathek i Berlin! Første gang jeg var dernede, sad jeg og rodede med store papkasser med billeder, der øjensynlig bare var proppet ned efterhånden – kun proveniens på nogle få kasser, men jeg kunne så regne mig frem til, hvor de stammede fra, efter det år, de var indgået i samlingen. Hvis der da stod afleveringsår på. Gudskelov fotograferede jeg det, jeg fandt.

Der er to forskellige arkiver, det ene lå langt uden for byen, sådan a la Ballerup, det andet var på Potsdamer Platz – og de to afdelinger kommunikerede ikke med hinanden! Kommunikationen mellem medarbejderne inde på Potsdamer Platz var også næsten fraværende, for ikke at sige fjendtlig. Chefen, der var så fin, at han ikke svarede på mails, bød ganske vist på kaffe og chokolade, da jeg var brudt gennem muren til hans afdeling, som havde været lukket i ni måneder (!) uden nogen egentlig grund. Jeg fik det ud af det, at jeg fik noget rabat, men jeg fandt ikke alt det, jeg havde regnet med, selvom jeg kunne dokumentere, at de måtte have det, da jeg havde fotograferet det året før.

Så man skal væbne sig med både tålmodighed og diplomatisk snilde, hvis man planlægger et besøg der. Jeg fandt siden ud af, at det ekstremt dårlige arbejdsklima på den arbejdsplads også kan findes mange andre steder i Tyskland i dag, det er et sammenstød mellem to forskellige (arbejds)kulturer, den fra DDR og den fra BRD.

Muren faldt ganske vist i 1989, men muren i hovedet tager det øjensynlig generationer at vælte! ※

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte