I tirsdags udgav jeg en bog. Nu er det torsdag og alt er som det plejer.
Den særlige glæde, der er ved at have afsluttet en bog, afløses snart af den særlige bekymring for om der nogensinde kommer en bog til, suppleret med den let nedtrykte sindstilstand der indfinder sig et par dage efter udgivelsesfesten – som der kunne stå i min ‘Parlør’: “Lidt fødselsdepression har man vel altid”.
At udsende en bog er ofte som at råbe i ørkenen, søde bemærkninger fra enkelte venner og kolleger og ellers intet. Ingen offentlig opmærksomhed, ingen telefonopringninger fra boghandlerne osv.
Og hvad så? Er det derfor jeg skriver? Hvis jeg siger nej, så lyver jeg, men foreløbig skriver jeg primært for at opfatte verden mere præcist – og for, som om jeg var i lære som Gud, at forme verden i mit billede:
For at få dig til at se verden som jeg vil have det
må jeg skrive disse linier
Man kan sige, som Inger Christensen eller Michael Strunge forfægtede det, at verden er blevet anderledes efter i tirsdags, nu findes en bog, der ikke fandtes før. Om man så bare havde skrevet et digt på bagsiden af en brugt kuvert og lagt det ned i en skuffe, ville verden være anderledes end før digtet var skrevet. Om et par måneder har måske 100 mennesker læst den nye bog, verden er anderledes igen, men den havde også været anderledes, hvis bogen ikke var blevet udgivet, for i samme øjeblik den ikke udkom, ville der ske så meget andet. F.eks. ville der blive født et par børn og et par dyrearter ville uddø.
Men bagom alt er det ikke verden, der ændres, når en bog udgives – det er forfatteren. Det er det alkymistiske mirakel, der slår til, når man har siddet og destilleret materialet igen og igen for at få det til at ændre sig og det på et tidspunkt bliver tydeligt, at det er én selv, der har ændret sig.
Derfor er en bog en logbog over forandring, hvad der er sagt i en bog kommer forfatteren forhåbentlig ikke til at sige igen, og det næste der siges vil være på en anden baggrund end før.
Hvad skal jeg stille op med alt det, der ikke er kommet med i mine bøger endnu; skal jeg ikke snart skrive noget andet end det jeg gør; er der egentlig nogen, der kan skrive i flere sammenhænge og ‘genrer’, eller er man enten lyriker, dramatiker eller prosaist, og i samme øjeblik jeg spørger, ved jeg at det er der mange, som er, og det at en tekst eller en linie ikke er brugt endnu ikke nødvendigvis gør den ubrugelig.
* * *
Jeg er ikke krigsbarn og er ikke vokset op med reglen om aldrig at smide noget ud, eller den med at alt på dyret skal bruges, men alligevel kan jeg ikke lide at smide noget ud, der er skrevet ned. “Det skal nok aldrig bruges, ligesom alle de ting vi gemmer i kældre og på lofter, men det gør jo ingen skade at have det stående i computeren”. Den bliver jo ikke tungere af det. Jeg ser ikke på samme måde på det skrevne hver dag, og som fotografier viser, hvordan man så ud udenpå for 5 år siden, kan de gemte, ubrugte tekster vise mig hvordan jeg for 5 år siden så ud indeni. Og så er der lige den med impulsen til at skabe – hvor skal den komme fra? Hvad skal der til for atter at blive til en skabende Gud – om så kun for en tid? Måske det ligger på en gammel lap i skuffen, eller står på et word-dokument, der ikke har været åbnet siden 2007. Alt kan bruges, hvis det sætter en proces i gang
Det handler ikke om mig
Gud findes ikke
Elektriskblå kaster fuglene sig ud fra tagryggen
fuglefrydende til strømmen afbrydes
Jeg ved hvordan det er at være en fugl
hvordan det er at kaste sig ud fra tagrygge
Jeg ved hvad det vil sige at spise nådsens brød i kommunale lystanlæg
Jeg ved da godt hvordan det er at lægge et æg
Fuglene er blevet så mekaniske
at jeg trækker vejret efter mig
som en hund, der ikke gør modstand
men forsvinder mellem lungerne
piller en gravhund ud af næsen
fortsætter fuglenes optrækkeri
det er svært at opnå marchhastighed ene mand
når fortorvet roterer om en sol
der brænder sig op for min skyld
Det er efterhånden sjældent man ser ravne i byen
sorte ravnerobot, robothakkende i lygtepælens metal,
Men i dag lader alle fugle sig fjernstyre
jeg synes, jeg minder om Gud
der (i parentes bemærket)
glædes mere over en der læser dette
end over 100 der læser noget andet.
Nu er jeg Gud
tambourmajor for solnedgangens lydløse
messingsuppe
Jeg er Gud
bademester for bøgens udspring
Jeg er Gud
revisor for tørkens knitrende regnskab
Jeg er Gud
toastmaster ved ravnemødres lillafrekvente raveparties
Jeg er Gud
tonemester for solsortens analoge forstærkeranlæg
Jeg er Gud
Jeg har dikteret disse linier
Jesper Lützhøft