Find oversætter

Ana Brnardić: Født på Balkan

Af Ana Brnardić - 24. juli 2017

om nutidig sydslavisk poesi

Da jeg blev bedt om at holde et oplæg på konferencen Poesiens små fine forlag i Dansk Forfatterforening under en måneds ophold i Danmark, spurgte jeg som det første mig selv, hvordan jeg kunne introducere poesi skrevet på et såkaldt mindre sprog fra en såkaldt mindre kultur, der er fremmed for det publikum jeg taler til? Og dér var det, spørgsmålet om kontekstualitet : hvilken kontekst er bedst egnet til at bringe emnet tættere på mit publikum; hvilken ramme ville kunne vække genkendelse i publikum? Når jeg har valgt én, vil al information, alle klassifikationer og forklaringer, der er specifikke for den historiske udvikling i kroatisk litteratur – uden hvilken det ville være umuligt at artikulere kontemporær poetisk praksis – skulle kunne passe ind i den.

Snart sprang Balkan i øjnene som kontekst, med sin særlige position i Europa og sit forhold til resten af Europa. Balkan er et begreb snarere end en konkret helhed. Og alligevel er det præcis fra dets (imaginære) centrum, at så mange konflikter, problemer og krige er udsprunget og har bredt sig rundt i Europa. Balkan defineres ofte som Europas ’Anden’ 1) , den marginale, mørke og primitive del af Europa, en slags europæisk underbevidsthed, det der ligger begravet i Id, det der skal ’oversættes’ til andre strukturer, bringes op på et nyt niveau, civiliseres til at kunne blive en reel del af Europa. Det er netop derfor, at vi fra Balkan forsøger at definere os på en anden måde, vi distancerer os, vi vil gerne flygte fra Balkan eller i det mindste rykke grænsen lidt længere østpå. Det er også derfor vi undgår at bruge den uheldige term ‘Balkansk litteratur’ og i stedet kalder det ‘sydslavisk litteratur’, hvilket indbefatter kroatisk, slovensk, makedonisk, bosnisk, montenegrinsk og bulgarsk litteratur.

Der er ingen tvivl om, at i talen om sprog og litteratur er det bedre og mere nøjagtigt at anvende en mangfoldighed af termer frem for én enkelt sammenhængende opfattelse. Først og fremmest består Balkanhalvøen af lande, hvor der tales forskellige sprog fra forskellige lingvistiske grupper – slavisk, albansk, tyrkisk, græsk. Mange forskellige traditioner findes indenfor dette geografiske område. De er alle beslægtede

Kroatisk litterær tradition deler et komplekst forhold til nabolandenes traditioner – især de der var del af samme stat, Jugoslavien. Efter Jugoslaviens fald blev forholdet endnu mere kompliceret: For eksempel er spørgsmålet om nationalt forfatterskab stadig udbredt. Hvis vi hævder, at den Nobelprisvindende forfatter Ivo Andrić, er vores digter og forfatter, står vi på meget usikker og grund, der skaber grobund for diskussion om identitet og hvilken nation, han faktisk tilhører: Er Andrić en kroatisk, bosnisk eller serbisk forfatter, hvilke sprog skrev han på, hvilken kultur tilhørte han, hvilken kultur skrev han om … det var naturligvis et brændende emne efter Jugoslaviens fald, fordi der indtil da var konsensus om en national identitet: Andrić modtog nobelprisen i litteratur som jugoslavisk forfatter, der skrev på serbokroatisk (det officielle sprog i Jugoslavien). Det er bare et eksempel, et notorisk eksempel på de komplekse kulturelle forestillinger, der knytter sig til forfattere fra denne del af verden og som skriver på disse sprog. Det bekræfter også den veletablerede idé, at identitet aldrig er rodfæstet, lukket, uforanderlig og monolit – den har mange lag, er åben, kompleks og dynamisk – en tese, der synes at være undfanget på Balkan.

Kernen i vores søgen efter en klar, kanonisk, national formel – som den bosnisk-amerikanske forfatter Aleksandar Hemon så glimrende forklarer det – er et forsøg på at definere etniske distinktioner, hvilket i vores tilfælde har ført til folkemords-fascisme. Efter Jugoslaviens fald og krigen søgte vi i det kroatiske sprog et rent kroatisk udtryk og eliminerede serbiske ord og gik endda så vidt som til at fjerne internationalismer og finde på nye ord – unaturlige og latterlige neologismer, som brugerne af folkesproget gjorde nar af. De nye ord blev latterliggjort og til sidst forsvandt de helt. Selvom nogle stadig taler for det puritanske sprog, undgår et stort antal romanforfattere, essayister og digtere at benytte det i visse kulturelle situationer i nabolande, der minder om hinanden. Litteraturen drager åbenlyse fordele af nærheden: sprog er åbent over for elementer i omgivelserne, her er tekster, der taler til os på velkendte og forståelige sprog, der taler sandt gennem særlige konstruktioner og bibringer en ny oplevelse, som vi ikke behøver at oversætte for at forstå den – hvilket lige præcis er tilfældet med kroatisk, bosnisk, montenegrinsk og serbisk.

Det gavner også poesien. Den stræber altid efter universalitet og er åben for den Anden, afslører en bundløs brønd af verdener. Den undgår puritanisme, lingvistisk hygiejne og kedsomhed, fordi den ikke kan eksistere i den slags omstændigheder. Poesi er folkelig, den søger, indoptager, benytter alle registre for at bibringe sandhed.

***

Kroatisk poesi har en unik tradition, der er blevet næret selvom, der ingen kroatisk stat var. Moderne kroatisk poesi kan spores tilbage til det sene attenhundredetal og poesi af Silvije Strahimir Kranjčević. Efter den strømning fulgte den kroatiske poesi de europæiske avantgarde tendenser og eksperimenter, og gennemgik så et pludselig en stilstand i de sene 1940’ere med etableringen af kommunisme, i den såkaldte socialrealistiske periode, hvor det kunstneriske udtryk blev dikteret at tilpasse sig ideologiske formål. Denne periode varede imidlertid ikke længe, og i 1950erne voksede en poetisk bevægelse frem med tidskriftet Krugovi i centrum. Digterne fokuserede på billedlige oplevelser med inspiration fra eksistentialismen. I 1960erne er scenen besat med filosofiske digtere med fortættet, idebaseret sprog. Tidsskriftet, der holdt denne gruppe af digtere sammen, havde det sigende navn Reason. Halvfjerdserne fokuserede på sproget i sig selv – sprog som en universel, potentiel og autonom struktur. Digteren genskaber verden forfra og strukturerer en mening i sproget i sig selv og smider alt overflødigt lingvistik bort.

Årtierne hober sig op: autopoetik fortsatte ind i firserne og spredtes i adskillige samtidige udtryk. Postmodernismen finder rødder i kroatisk litteratur og tidligere poetiske procedurer bliver genfortolket. Som det også gælder for prosa er der heller ingen store, gennemgående emner i poesien, der er ingen adskillelse mellem det intellektuelle og det uakademiske miljø, teksten er åben og tolerant overfor alle indflydelser, litterære såvel som ekstralitterære. I de tider spillede tidsskriftet Quorum en vigtig rolle.

Efter Jugoslaviens fald og krigen i Kroatien i 1991 og den efterfølgende krig i Bosnien og Hercegovina, skete et skift i det socio-politiske paradigme, mest synligt i prosaen. Hvor prosaen før blev skrevet med postmoderne greb, er teksten nu åben over for virkeligheden, tilgangen er realistisk. Poesien opretholder det naturlige eller endda forventede forhold til sprog. I halvfemserne, hvor jeg udgav min første digtsamling blev den såkaldte kollokviale stil introduceret, med mondæne, uventet banale emner så som en tur til frisøren, pendlere der spiller kort i toget, legende børn på en legeplads. Der er ingen metaforer, ingen tilføjelser eller udeladelser, alt er nøgent, sådan som vi forestiller os dagligdagen, så at sige. Skønt kritikere hævder, at krigen ikke har efterladt bemærkelsesværdigt seriøse spor i poesien, i.e. at den socio-politiske begivenhed ikke forårsagede noget strukturelt skift i digtningen, mener jeg ikke det er tilfældet. Tværtimod: en af vores mest prominente digtere, Tatjana Gromača, fik sin første samling udgivet i 1990erne (med en modenhed, som var det hendes tiende). Fundamentet for hendes digte er oplevelsen af krig, som aldrig kommer op til overfladen, det er hverken emnet eller motivet, men den poetiske oplevelse er karakteriseret af den samme ligegyldighed, undertrykte indignation og skuffelse, der markerede 90’ernes digtergeneration, som gennemlevede krigen, mens de var i tyverne og oplevede den pludselige diskontinuitet, idealernes fald og et sammenbrud i kommunikationen i kultur og litteratur, der indtil da havde været særdeles levende og kommunikerende. I stedet for den fredelige sameksistens af forskellige nationaliteter i samme område, blev mennesker der var ’etnisk upassende’ udpeget, og hvis det lykkedes dem at forblive på det sted, som pludselig var dømt til at være udenlandsk jord, måtte de forholde sig tavse være og bygge sig et liv ud af stumper og stykker af tidligere identitet.

***

Min generation har ikke noget litterært tidsskrift at samles om, vi udgør ikke én sammenhængende gruppe, men mange forskellige. Branislav Oblučar, digter og kritiker har beskrevet os som en generation uden nogen autoriteter at forholde os til eller gøre oprør mod. Det lyriske jeg er stærkt, poesien er intim, vi insisterer på forskelle og poetisk pluralisme.

Dorta Jagić, Olja Savičević Ivančević, Dinko Telećan, Marko Pogačar, Marija Andrijašević, Asja Bakić, Martina Vidaić… alle disse digtere skriver forskelligt fra hinanden, de rangerer fra det hermetiske til den fortættede lyrisme, fra klassisk indflydelse til folkelig stil og mangfoldige dialekter.

Det er en generation, der stadig er i færd med at sætte sit mærke. Digterne udgiver stadig bøger og er i stadig forandring og udvikling, og oplever mikroskopiske paradigmeskift. De læser ny poesi fra hele verden og ikke mindst Europa og lader et væld af stemmer, ofte via engelsk, få indflydelse på deres skrivning.

Ud af denne forskelligartede flok har jeg valgt to forfattere, der er særligt vigtige for mig. Det er Dorta Jagić og Marko Pogačar.

Dorta Jagić (f. 1974) udgav sin første digtsamling i 1990’erne, men har kun meget lidt til fælles med for eksempel Tatjana Gromača. Hun følger moderne og avantgardistiske tendenser; virkeligheden set med en fisks øjne – altid twistet, forstærket eller mikroskopisk for at opnå fremmedhed. Ulig Gromačas narrative poesi spiller Jagić metafor-kortet og maksimerer dets potentiale.

Marko Pogačar (f.1984) er den mest produktive og populære af de unge digtere, han er inspireret af blandt andet amerikansk og slovensk poesi. Hans digte er som svampe, der opsuger alting, fra popmusik, film, politik, økologi til højpandet litteratur. Pogačar gennemgår et uendeligt katalog af motiver kombineret harmonisk med digtets rytme.

I dag mere end nogensinde læser unge digtere hinandens værker. Indflydelsen bliver stærkere horisontalt. Denne generation af kroatiske digtere er særlige, fordi de vægter det intime højere end det historiske. Selv når digteren kommunikerer med den politiske arena, er det kun sjældent nationale begivenheder; de tænker i stedet mere globalt.

Sidst, men ikke mindst, er en ny forbindelse til nabokulturer ved at vokse sig stærkere: med digtere fra Slovenien, Serbien, Bosnien og Hercegovina, Makedonien, Montenegro og Kosovo; vi lader hånt om fortiden og skatter poetiske ligheder og forskelle. Som Marija Todorova, den kendte Balkanteoretiker formulerer det, “det positive ved ghettoiseringen af Balkan er, at der foregår en intens, intellektuel, kulturel og litterær udveksling inden for grænserne”. Jeg vil tilføje, at det udspringer af en tørst efter viden, af et ønske om at lære den Anden at kende, den som bogstaveligt talt er inden for rækkevidde.

/oversat af Cindy Lynn Brown og publiceret med forfatterens tilladelse.
/essayet har været bragt i tidsskriftet Spring, 2015

 

  1. Den anden er et filosofisk begreb, der beskriver den der er udenfor, fremmed, anderledes eller marginaliseret. Simone de Beauvoir brugte begrebet i Det andet køn, 1949 til at demonstrere, hvordan det mandlige blev set som en standard – som det normale, mens kvinden var den anden, den der blev set via sin relation til manden. Den anden bruges ofte om mennesker, der i forhold til en majoritet opfattes som fx primitive, truende eller vanskelige at forstå.

 

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte